Rocco

Efter John Holmes’ død i 1988 og Rocco Siffredis filmdebut i 1985 overtog sidstnævnte positionen som verdens største mandlige pornostjerne, med lang vej ned til de øvrige kandidater.

Udrustet med et guddommeligt maskulint udseende og en dæmonisk flammende personlighed, der tilsammen har fået kvinder i endeløse mængder til at kaste sig for hans fødder med en mytologisk resonans, man i filmsammenhæng næppe har set tilsvarende siden 1920’ernes tilbedelse af Rudolph Valentinos ørkensheik.

I dokumentarfilmen Rocco beslutter han at lave sin sidste pornofilm, en bibelsk parafrase med korsfæstelse, himmel og helvede. Filmholdet følger hverdagen og forberedelserne, regelmæssigt krydret med stilfærdigt inadskuende monologer.

Fra hvad der kun i pornobranchen kan kaldes dagligdagens trummerum, bevidner vi castingmøder med potentielle modeller, der dirrende af forventning reagerer særdeles stærkt på Roccos karisma. De udspørges om erfaring og præferencer og får gerne en smagsprøve i form af kindklask og tungekys.

Kønshormonerne nærmest eksploderer fra lærredet i disse sekvenser.

Sideløbende møder vi Roccos bror, den noget ynkelige Gabriele, der grundet potensproblemer måtte opgive at blive pornomodel og nu med begrænset held forsøger at bidrage som fotograf og idémand. Broderparrets forhold svarer omtrent til Michael (Al Pacino) og Fredo (John Cazale) i The Godfather: Part II.

Rocco forsøger at støtte og tolerere Gabriele, men regelmæssige småkonflikter bygger op til en voldsom konfrontation sidst i filmen, da den engelske pornomodel Kelly Stafford dukker op og siger et par svidende sandheder.

Kelly Stafford spillede en stor rolle i Roccos film fra sen-90’erne, og hendes medvirken her er med til at give dokumentaren en aura af en legende, der genfinder sine rødder. Det samme gælder valget af instruktør til afskedsfilmen: Gonzoporno-pioneren John ”Buttman” Stagliano, der har instrueret mange af Roccos bedste film, men her tydeligt hæmmes af kreativ interferens fra Gabriele.

Endelig møder vi Roccos to teenagesønner samt hustruen Rosa Caracciolo, der, mens Rocco filmer i USA, passer hjemmet og for 117. gang med forbilledlig tålmodighed forklarer, hvorfor hun ikke er jaloux.

Flettet ind i forløbet oplever vi også en Rocco, der reflekterer over sit liv. Her er overraskende og psykologisk værdifulde erindringer om især hans tidligste seksuelle erfaringer. Vi ser ham se grim og gammel ud i et dårligt øjeblik foran makeupspejlet, lidt rystende faktisk, og græde som en lille dreng ved et besøg til morens grav.

Dokumentaren nyder i disse stunder ekstra godt af fremragende arbejde fra fotografen Alban Teurlai, der også har klippet og er en af de to instruktører.

Dokumentaren skuffer kun til slut, da vi når til optagelserne af afskedsfilmen. Dels ser filmen ikke vanvittigt spændende ud (jeg kan heller ikke se, at der er planlagt en premiere). Og dels er sekvensen udstyret med trist musik, der gør den til en rigtig downer. Brugen af dyster musik i dokumentarer om porno er i det hele taget blevet en kliché, genren gerne måtte lægge bag sig.

Uanset hvor velkommen den er, bør dokumentaren aldrig blivere mere end et supplement til den ægte vare. I løbet af filmen fik jeg gang på gang lyst til at se en ”rigtig” Rocco-film. Eksempelvis en klassiker som 30 maschi per Sandy (1993) Tarzan, il figlio de la jungla (1994) eller When Rocco Meats Kelly (1998).

Det vil jeg så gøre nu, hvor jeg har fået skrevet min anmeldelse.