Måske er romcoms en evig gentagelse af et tyndslidt plot med de samme unuancerede fremstillinger af mænd og kvinder i et parforhold og en ensidig idé om sex og kærlighed?
I så fald: Er det stadig tilladt at elske dem i 2019?
Jeg må selv erkende, at romantiske komedier aldrig har interesseret mig. Pligtopfyldende har jeg set med, når der var tøseaften i folkeskolen. Men alt for ofte faldt jeg som den eneste i søvn, længe før de første, nysgerrige blikke, de sukkersøde bemærkninger, skænderiet, forsoningen og til sidst kysset i regnen – det altafgørende klimaks!
Alligevel er det lykkes dokumentaren Romantic Comedy at engagere mig. Humoristisk og intelligent formår den at dissekere genren, så selv en skeptiker, der altid har haft en kvalmende mistro, med selvtilfredshed kan tænke: ”Hvad sagde jeg!”
Jeg har brugt oceaner af tid på YouTube, hvor nørder med alenlange essays underviser nysgerrige nørder i alt fra fransk nybølge til italiensk neorealisme. I et YouTube-essay ser man sjældent essayisten. Alt bliver typisk klaret med en fortællerstemme og suppleret af klip fra de film, som brugeren har valgt at beskæftige sig med.
Romantic Comedy fungerer på samme måde. Vi ser brudstykker fra diverse romantiske komedier og får gensyn med klassikere som Da Harry mødte Sally, Fire bryllupper og en begravelse og Pretty Woman, men også med mindre kendte indie-romcoms og flop, der ellers for længst er gået i glemmebogen.
Klippene bliver kommenteret af instruktøren, skuespilleren og sangeren Elizabeth Sankey samt et panel af kritikere, der hver især fortæller om, hvorfor de på en gang hader og elsker genren.
Elizabeth Sankey flår med hjælp fra panelet den ene romcom efter den anden i stykker. Sammen går de på opdagelse i en genre, som ikke har ændret sig ret meget siden 1950’erne, hvor Hollywood – som ellers havde været liberal og progressiv – ændrede tone og skabte den skabelon for romantiske komedier, som stadig flittigt bliver benyttet i dag.
Hvorfor er den kvindelige hovedperson aldrig særligt god til sit arbejde? Hvorfor er hun klodset og lidt uselvstændig som Bridget Jones og næsten altid villig til at kaste alt fra sig, hvis prinsen på den hvide hest rider ind på kontoret?
Hvorfor er mændene altid en smule aggressive, frembrusende og stædige, når de skal indsmigre sig på kvinderne? Og hvorfor virker det?
Elizabeth Sankey lægger ikke skjul på sin begejstring for romantiske komedier. Vi får små anekdoter fra teenageårene, hvor hun savlede over mændene og spejlede sig i de forskellige heltinders usikkerhed. Dengang ønskede hun sig også et stort, hvidt bryllup og håbede på at møde en mand, der var lige så galant som Hugh Grant.
Måske er det denne nostalgiske længsel, der forhindrer hende i at tale om de nyere, mere moderne romcoms som The Big Sick, der netop rummer mange af de nuancer, hun savner i klassikerne fra 90’erne.
Nyere bud på genren bliver kun berørt til allersidst i dokumentaren, og det er ærgerligt. Det føles, som om instruktøren udelukker de moderne romcoms for at styrke sin egen kritik af de gamle.
Romantic Comedy har en spilletid på knap halvanden time og er fyldt med humor, passion, fortælleglæde og ikke mindst kærlighed til genren. Fans såvel som skeptikere bliver lidt klogere.
Måske vil det næste gang lykkes mig at holde mig vågen lidt længere end de første nysgerrige øjekast.
facebook
twitter
Kommentarer