Ronja Røverdatter

Ansigterne er så underligt livløse. Animationen flad. Ronja Røverdatter ligner en dårlig computeranimeret film med mindst ti år på bagen.

Det er særligt skuffende, når man ved, at det er japanske Studio Ghibli, der står bag. Her er moderne tegnefilmmesterværker som Min nabo Totoro, Chihiro og heksene og Ildfluernes grav blevet fremtryllet.

De groft animerede personer står i stærk kontrast til den ret flotte baggrund. Den er ikke så detaljeret, men den er malet i akvarel, flydende og florlet – og minder i stilen mere om Fortællingen om Prinsesse Kaguya af Isao Takahata, en af Japans store tegnere.

Han var medstifter af Studio Ghibli, hvis helt store stjerne dog er Hayao Miyazaki. Det er Miyazakis søn, Gorô, der har haft fingrene i Astrid Lindgrens højtelskede fortælling om en kærlig og uregerlig røverdatter.

Filmen, der er en biografudgave af en serie på 26 afsnit, er faktisk meget tro mod forlægget. En tordennat føder Lovis en sorthåret datter, og faren, der er den farlige og berømmelige røverkonge Mattis, bliver lige så ufarlig som en mælkebøtte, da han holder sit yndige barn i armene.

Alle hans røvere falder pladask for den lille troldunge, og deres hengivenhed er kær og komisk. Kun mor Lovis holder nogenlunde styr på tropperne. Hun er ret kontant over for mændene, og hun ligefrem håner Mattis for at provokere ham til at røve den mad og de værdigenstande, der skal til for, at de kan leve.

Figurerne er livløst animeret. Deres viltre hår bevæger sig ikke, og det får dem til at ligne actionfigurer i plastik. Men hvad værre er, så reagerer karaktererne meget langsomt på enhver replik.

Det er decideret syret.

Mattis siger til Ronja, at hun skal passe på i Mattis-skoven. Ronja kigger på ham længe, før der viser sig en slags forståelse i hendes mimik. Endnu længere tid går der, inden hun siger: ”Nå, på den måde.”

Hvilket er hendes standardsvar til det meste.

Er det for, at de mindste børn kan nå at følge med i, hvad der bliver sagt? Hvis ja, hvorfor i alverden har man så valgt at fortælle historien om Ronja til lige netop den målgruppe?

Nok er filmen baseret på en børnebog, men Ronja Røverdatter er en af Astrid Lindgrens mere mørke fortællinger.

Den store Mattis-skov vrimler med uhyggelige væsner. Vildhekse, der er skræmmende og smukke i den animerede udgave, og grådige grådværge. De ligner godt nok nogle pudseløjerligt sørgmodige uglevæsner.

Da de omringer Ronja, skal det være uhyggeligt. Hun er i fare. Hendes far har advaret hende om dem, og man skal tydeligt forstå alvoren. Men selv om de kommer helt tæt på hende, banker de bare på en kampesten med kæppe og mumler lumske ting. Inden Mattis redder Ronja i ”sidste øjeblik”.

Moralen er selvfølgelig, at Ronja skal lære ikke at være bange.

Hendes frygt er det, der lokker grådværgene frem og gør dem farlige. Men hvornår har kæppetrommen på sten været farligt? Hvorfor prøver de ikke at springe på hende og gnaske lidt i hende med deres små, spidse tænder?

Ronjas første møde med skoven er vildt enerverende. Hun har været spærret inde på Mattis-borgen hele sit liv, fordi faren har en stor angst for at miste hende.

Derfor er hun selvfølgelig lykkelig, da hun endelig får lov at gå på eventyr. Men det må kunne vises på anden vis end, at hun ustandseligt fniser. Så sjovt kan det simpelthen ikke være at løbe på en træstamme, kaste kogler i søen eller se et egern. Selv ikke om man har et lyst sind.

Det her er biografversionen, der består af fire afsnit på hver 25 minutter fra serien.

Men kommer der en toer? Og en treer? Det håber jeg. Ellers giver det absolut ingen mening at slutte filmen, inden fortællingen overhovedet begynder.

Filmen kan udelukkende betragtes som en introduktion til Ronja, hendes liv på borgen og mødet med den spændende skov. Hun når lige at møde drengen Birk. Men det er nærmest det. Et større antiklimaks er svært at komme i tanker om.