Room to Dream

”Jeg kan godt lide at huske ting på min egen måde.”

Således siger hovedpersonen Fred Madison i det Kafka-inspirerede psykodrama Lost Highway. Netop denne tanke – at erindringen altid er subjektiv og usikker – har fungeret som en kompositorisk rettesnor for den nye David Lynch-biografi, Room to Dream, der er skrevet af journalisten Kristine McKenna og instruktøren.

Som i Vilde hjerter, der i bedste Rashomon-stil veksler mellem forskellige personer, som husker de samme begivenheder på forskellige måder, er Room to Dream en alternativ biografi, hvor de enkelte historier genfortælles af McKenna på baggrund af godt 100 interview og derefter af Lynch selv.

Dette greb er centralt for Room to Dream, som kommer tættere på instruktøren, end de fleste andre bøger har formået. Men fokus er på fortællingerne om instruktøren og hans film, ikke på filmene som værker i deres egen ret.

Bogen er ikke en klassisk biografi som Greg Olsons Beautiful Dark og Dennis Lims The Man from Another Place, der veksler mellem biografiske detaljer og filmanalyser, men det er heller ikke en rendyrket selvbiografi. Det er på mange måder et definitivt værk, men det er samtidig et værk, som næsten modsætter sig analyse for netop at skabe ”rum til at drømme”.

”Room to Dream er en kronologisk gennemgang af de ting, som skete,” som McKenna siger i lydbogsudgaven, ”ikke hvad de ting betød.”

McKenna forklarer, at bogen skal fungere som en ”definitiv biografi”, hvor alle fakta er korrekte, og hvor ”hovedpersonens egen stemmer spiller en central rolle”. Det, som bogen reelt forsøger at gøre op med, er tendensen til at politisere eller psykologisere Lynch’ film og hans mange diffuse og dunkle udtalelser.

David Lynch – skriver McKenna – er grundlæggende en mand, som dyrker dualitet og dobbelthed. En mand, som elsker det pæne 50’er-agtige familieliv, men samtidig drages af det hemmelige og det forbudte.

Vi hører om hans mange forskellige sidespring og dragningen mod kunstnerlivet, der står i skærende kontrast til det familieliv, som han i flere omgange har fået rodet sig ind i. Dualiteten går igennem hans film, og den har også afspejlet sig i skiftende sindstilstande hos instruktøren.

I sine tidlige år havde han maveproblemer, var lettere depressiv og sov seksten-sytten timer dagligt. Og billedet af den glade, joviale fyr, som aldrig bander eller bliver vred, stemmer ikke helt overens med virkeligheden.

Ekshustruen Peggy Reavey fortæller også, at Lynch havde meget svært med at tolerere barnegråd, selv om han elskede sin datter Jennifer og brugte optagelser af hendes gråd i forbindelse med den geniale lydside til kortfilmen The Alphabet fra 1968 – et mix, som pudsigt nok blev bedre i kraft af en dårlig, tysk båndoptager, der forvrængede alle lydene.

Vi hører også om hans tid i Philadelphia – en tid præget af fattigdom og raceoptøjer – og Jack Fisk siger, at Lynch gik rundt med en kølle med søm i for at forsvare sig selv mod eventuelle overfald. Og Lynch fortæller, at han under arbejdet med Elefantmanden havde fire ”sorte dage”, hvor han overvejede at tage sit eget liv.

Bogen er fyldt med detaljer om Lynch’ barndom og hans produktioner, og den handler først og fremmest om et menneske, der har viet sit liv til kunsten. David Lynch tegner og maler hele tiden, og i en periode arbejdede han og kunstnervennen Jack Fisk hele natten lang og tog amfetamin for at holde sig vågne.

Instruktøren vil gerne have en finger med i hele skabelsesprocessen. Det var et nederlag, da hans afstøbning til John Merrick-karakteren ikke blev brugt i Elefantmanden, og han ærgrede sig, da Jürgen Prochnow ikke ville lade sig operere i kinden for at gøre udtrykket i Dune mere troværdigt.

Det er Lynch’ ekshustru Peggy Reavey, som man ser i The Alphabet, hvor instruktøren selv havde indrettet deres hjem og lagt makeup på Reavey. Det er datteren Jennifer, som vi hører på lydsporet, og det er ”hans livs kærlighed” – hunden Sparky – som vi ser i åbningen af Blue Velvet.

Han er over det hele i sine værker, også i bogen Room to Dream, der – når alt kommer til alt – er Lynch’ egen biografi.