Ryuichi Sakamoto: Opus

Han sidder alene ved flyglet. Hvidhåret og rank, en ældre mand, der ikke nåede at blive gammel. Han døde af kræft i marts i år, 71 år gammel, men giver et sidste glansnummer på filmfestivalen i Venedig.

De lange fingre finder sig til rette på tangenterne og spiller et par sagte akkorder. Musikken er tyst og spinkel, men vokser snart til en henførende harmoni. Enkel og kompleks, skrøbelig og berusende stærk. 

De sidste år af sit liv var Ryuichi Sakamoto for afkræftet til at spille offentligt, men han blev ved at skrive og indspille ny musik. Denne koncert – optaget over tolv dage i 2022 – er en sidste kraftanstrengelse for den store komponist og et kærligt farvel til sit publikum.

Formen er simpel: en intimkoncert, som hverken forklares eller fortolkes. 

Ryuichi Sakamoto svajer på klaverbænken, skyder underkæben frem i koncentration, lukker øjnene bag det hvide pandehår og spiller med føling og indlevelse. Også med frustration, når han rammer lidt skævt og ikke hører den vellyd, han har i tankerne.

”Jeg presser virkelig mig selv,” siger han til sig selv efter et stykke, de eneste ord i filmen. ”Jeg har brug for en pause.”

Og så begynder han atter at spille.

Ryuichi Sakamoto: Opus er instrueret af hans søn, Neo Sora, der lader den salige maestro alene om musikken, men som arrangerer koncerten i sober sort-hvide billeder med rolige, afmålte kamerabevægelser.

Den amerikanske fotograf Bill Kirstein indfanger rummet med arkitektonisk præcision og skaber markante skift i filmens tone ved at ændre lyssætningen eller skifte vinkel.

Billederne er en elegisk hyldest fra en søn til sin far. Kærlige hvad enten han lever sig ind i musikken eller arrangerer sit partitur.

Lyden står Ryuichi Sakamoto selv for. Koncerten er indspillet på 509 Studio i Tokyo, som han mente, har Japans bedste akustik, og består af tyve nøje udvalgte numre, der repræsenterer hans store karriere.

Lige fra gennembrudsmusikken som del af det banebrydende elektroniske tremandsband Yellow Magic Orchestra over hans Oscar-vindende filmmusik fra Bernardo Bertoluccis The Last Emperor og til sitrende udpluk fra hans mange, men måske mindre kendte soloalbums.

Det kan synes som en mangel, at en komponist, der søgte mod nye lydlige horisonter og skrev komplekse værker til et helt orkester i sin sidste optræden nøjes med klaveret.

Som Neo Sora påpegede ved filmens pressekonference, er det et vestligt instrument efter tolvtonesystemet, der har færre udtryksmuligheder end de elektroniske instrumenter, Ryuichi Sakamoto var med til at udbrede.

Ved at reducere formen til tohændige klaverarrangementer viser den store musiker den ubændige enkelhed, der er kernen i selv hans mest ambitiøse og komplekse kompositioner.

Og klaveret er ikke noget simpelt instrument.

Fingrene flyver over tangenterne, mens han spiller de store numre fra sit oeuvre, skiftende mellem sagte fingerspil og hamrende slag i klaviaturet. På et tidspunkt sætter Ryuichi Sakamoto klemmer på strengene, der får lyden til at vibrere og fylde studiet med metallisk rumklang.

Helhedsindtrykket er bjergtagende. 

Koncerten starter i det små og vokser sig større. Musikvalgene føles som en harmonisk blanding af hans egne hjertebørn og de store hits, som publikum vil genkende og nynne på vej ud af biografsalen. 

Det giver koncerten en naturlig progression, der suger publikum mere og mere ind i Ryuichi Sakamotos formidable musik, indtil mesteren når et crescendo med det stykke, der har fulgt ham længst, og som måske beskriver ham bedst: Merry Christmas Mr. Lawrence, den smukke, sarte, brusende kendingsmelodi fra filmen af samme navn (et nummer, Sakamoto i øvrigt lavede en mindst lige så fortryllende vokalversion af med sin faste samarbejdspartner David Sylvian under titlen Forbidden Colours).

Det er en triumferende afslutning, der blev mødt med bevæget stilhed i salen. Kun afbrudt af snøften hist og her.

Og så spiller maestroen videre og giver et coda, der har lagt navn til filmen: opus, første nummer fra albummet BTTB – der står for ”Back To The Basics” – fra 1998. Et roligt, eftertænksomt stykke til klaver, der indbyder til refleksion. Og et ekstranummer helt på Ryuichi Sakamotos præmisser.