Searching Eva

25-årige Eva, en italiensk model/digter/sexarbejder og biseksuel ung feministisk kvinde, vil stikke sig og blive høj med sin veninde, men hun kan ikke få knust luftboblerne i kanylen. Hun banker den først mod bordet, bagefter mod kanten af et glas, hun gør det omhyggeligt og flere gange i træk.

Godt nok vil hun være høj, men hun er ikke skødesløs. Hun skal sikre sig, at boblerne er forsvundet, inden hun tør stikke nålen i armen.

”Du bliver ligesom din mor, en narkoman!” sagde Evas far sagde til hende, da hun var sytten år og på vej ud i verden. ”Nej,” havde hun svaret ham. ”Jeg vil være prostitueret! Systemet knepper os alle sammen alligevel, man kan lige så godt tjene på det.”

I en kommentar på Evas Instagram-profil skriver en fremmed bruger, at hun misunder Eva, der ifølge brugeren lever som en karakter i en indiefilm.

Eva rejser, knepper, skyder stoffer i blodbanerne, kysser med både mænd og kvinder, er feminin og langhåret den ene dag og korthåret og maskulin den anden. I brugerens øjne et fuldkomment frigjort menneske.

Men der er ikke meget hverken frigjorthed eller indiefilm over Searching Eva. Det er en pæn dokumentarfilm, fastlåst i sin egen dyrkelse af den cool, urbane æstetik.

Filmen følger en sej, ung kvinde, men kommer ufrivilligt til at suge livet ud af hende. Eva er alt andet end en middelmådig, pæn ung kvinde. Alligevel ender dokumentaren om hende med selv at blive det.

Formen er for pæn – som en cool musikvideo eller en reklamefilm for et vovet tøjmærke.

”Du har virkelig inspireret mig med din kropspositivitet,” skriver en anden bruger på Instagram. ”Jeg skammer mig sådan over min kusse,” afslører en tredje bruger, ”vil du ikke lave et opslag om dit forhold til din kusse?”

Eva er blevet et orakel for en online-usikker ungdom, der konstant spejler sig i hinanden og hele tiden er på udkig efter nye rollemodeller. På den ene side fordømmer de hendes måde at leve på, på den anden side længes de selv efter den vildskab, Eva repræsenterer.

De ønsker også at flygte fra middelmådigheden, og kontakten med Eva gennem Instagram er deres første oprør, første led i en flugtplan, som for nogen bliver en realitet, og for andre forbliver en drøm.

Filmen består af en række tableauer med Eva placeret i centrum. Somme tider i soveværelser med halvnøgne, ældre mænd på sengekanten, køkkener og fremmede rum, omgivet af familie eller venner. Andre gange helt alene.

Filmen fungerer bedst, når den tør lade Eva være sig selv og tale for sig selv. Flere steder klippes direkte til sort, og Evas stemme fylder lydsiden.

”My hometown is a shithole,” siger hun på engelsk med en kraftig, italiensk accent om den lille flække, som hun er vokset op i. Den minder hende om et primitivt zombie-videospil, hvor gaderne ligger øde hen, og hvor man som spiller begynder at smadre ting i afmagt, mens man utålmodigt venter på, at zombierne skal dukke op, så der omsider kan ske noget.

Eva skaber i sine monologer vilde billeder, som ofte er meget mere interessante end de kedelige, tomme landskaber, filmen konstant fodrer os med.

I midten af dokumentaren er Eva på jagt efter et sted at bo. Hun taler med en potentiel bofælle, som udlejer et værelse. Hun fortæller muntert, at hun er sexarbejder, og han svarer, at han selv har arbejdet i branchen. Et kort øjeblik oplever hun følelsen af samhørighed, men illusionen brister, da hun opdager, at han tager tykt pis på hende.

Scenen er måske den bedste i dokumentaren, fordi den ikke fremstår iscenesat. Den er enkel, let og rå.

Eva er en sær bizar stjerne i sit eget farlige liv. Skulle filmen have indfanget hende, skulle den selv have haft modet til at være bizar og normbrydende farlig.