Silvana

Tårerne triller ned ad kinderne på en ung kvinde. 

Hun befinder sig i forreste række til en koncert med blomster i håret. Rundt om hende står glade koncertgængere, der blafrer med regnbueflag og kigger op på scenen, hvor den lyshårede, kvindelige rapper Silvana vinker ned til dem. 

Med kampråbet ”gudskelov, jeg er homo!” repræsenterer svenskeren et mangfoldigt billede af hjemlandet, som vi skal forstå er grunden til, at kvinden i forreste række er rørt til tårer. 

Men Silvana har også sine indre dæmoner at kæmpe med. Bag hendes budskaber om samhørighed lurer en vrede – en indesluttet vrede, der nogle gange eksploderer i pludselige raserianfald, og som vi gerne vil vide mere om. 

De tre svenske instruktører bag Silvana gør opmærksom på, at der blæser fascistiske vinde over Europa. Det kræver ikke et geni at se sammenhængen med deres portræt af den lesbiske, syrisk/litauiske rapper, der spyr ild mod racisme og homofobi.

Men det er svært at komme ind under huden på filmens hovedperson, når hun først og fremmest bliver brugt som et politisk redskab. 

I en tilbagevendende optagelse ser vi Silvana kigge ud over en skov med ryggen til os, imens hun balstyrisk råber sin harme ud: ”Hvad vil I have af mig?” 

Men det iscenesatte spektakel virker forvirrende. Umiddelbart har vi ikke set nogen kræve noget urimeligt af hende. 

Dokumentaren viser hende tværtimod blive skamrost for alt, hvad hun laver. Folket elsker hende, hun nyder deres kærlighed, og vi hører ikke en eneste kritisk røst. Undervejs får vi derfor endnu mere lyst til at lære mennesket bag vreden at kende. 

Som et fabeldyr viser Silvana sig for sine tilhængere i forskellige former. 

Nogle gange som en isdronning klædt i hvidt med langt, lyst hår og knaldrød læbestift. Andre gange gemmer hun sit feminine udseende bag en skimaske i solidaritet med Ruslands aktivistiske pigegruppe Pussy Riot. 

Lejlighedsvis ser vi sågar Silvana rappe på arabisk, imens hendes syriske far stolt signerer regnbueflag under hendes koncerter rundt i Sverige. Men ellers er hun påfaldende tavs omkring forholdet til sin far. 

Sagligt fortæller Silvana, at hun i en periode som barn var grydeklippet og ville hedde Erik. Men det blev hun mobbet for i skolen. Så hun lod håret vokse og begyndte at gå med perlesmykker. 

I en smeltende hjemmeoptagelse ser vi den syvårige Silvana i hendes Erik-periode under et ferieophold i Litauen. På sidelinjen danser nogle af de lokale piger, og nogle beder den fremtidige rapper om at kåre den bedste danser iblandt dem. Hun rødmer. 

Senere i en af filmens mere vemodige scener fortæller den voksne Silvana, at hun var forelsket i den pige, som dansede bedst. Det turde hun imidlertid ikke sige højt, for tænk nu, hvis den konservative familie gennemskuede hendes sande jeg! 

Men Silvana er langt fra et martyrportræt. Den populære rapper lever i et lykkeligt parforhold med popsangeren Beatrice Eli. Når de er sammen, blødes hendes ellers sammentrukne ansigt op – og hun smiler. 

I disse upolitiske øjeblikke, hvor vi følger kæresteparret på weekendophold på landet eller til et fælles fotooptagelse, er vreden fuldstændigt fraværende, og filmen viser sin sande styrke. 

Med sin musikalske succes og som den ene halvdel af et folkekært, lesbisk powercouple fremstilles rapperen som symbolet på frisindets sejr i Sverige. 

Politiseringen af Silvanas offentlige persona sker desværre på bekostning af mennesket bag kunstneren. Men når den karismatiske kvinde tager os med bag kulissen, lyser hun op med den selverkendelse, der gør Silvana til en fornøjelig filmoplevelse.