Skjold & Isabel

”Kan du ikke bare lade mig være i fred?”

Sådan lyder en sms fra Isabel til Skjold. Deres forhold er kompliceret, som man siger. For siden Skjold slog op med hende – kort før deres etårsdag – har de ikke kunnet holde fingrene fra hinanden.

I løbet af en sommer følger vi de unge ekskærester, der stadig sover i ske, stadig kommer på besøg hos hinandens forældre og stadig elsker hinanden.

Skjold & Isabel viser på finurlig vis dokumentarismens uanede muligheder ved at udspille sig som en klassisk ungdomsfilm. Selv om vi ser dokumentarens velkendte virkemidler i form af rå optagelser og voice-over-beretninger, kan filmen nemt forveksles med fiktion.

I en inderlig scene følger vi hovedpersonerne på vej op ad en bagtrappe i en ældre ejendom, der fører os ud på taget. Her åbenbares en malerisk udsigt af København set fra oven. Samtidig udveksles lidenskabelige blikke mellem Skjold og Isabel, imens vi hører deres tidligere hjerteskærende sms-korrespondance blive læst højt.

Der er hjerter i brand.

Men før Amors pile leder dem til kærlige omfavnelser eller sågar et kys, afbryder Skjold stemningen. Han kigger væk og begynder nervøst at fjolle rundt på taget.

Filmens rå, indtrængende videooptagelser passer harmonisk sammen med de rå lydoptagelser. Lyden er dog knap så indtrængende. Meget af talen mumles, men når man mister én sans, forstærkes de andre.

Det er i hvert fald tilfældet i Skjold & Isabel, den første lange dokumentar af Emil Næsby Hansen, der fik et gennembrud med den vegeterende Ekko Shortlist-film Thy som tilstand. Også Skjold & Isabel er en charmetrold, der forfører tilskueren med behageligt tempo og vidunderlige optagelser i afdæmpede farver.

Også i den fugtige hede under et sommerhusophold med Skjolds familie ser vi tavse, intime øjeblikke mellem ekskæresterne. De holder om hinanden i græsset og slås kærligt, når de bader sammen i den nærliggende sø.

Mens vi er vidner til sådanne episoder, beretter de to hovedpersoner på lydsiden om det forliste parforhold. Og deres efterfølgende venskab viser sig at være en hård nød at knække.

Med sin kunstfærdige fortælling om den første kærlighed stiller Emil Næsby Hansen personlige og nære spørgsmål om forelskelsens natur. Han kredser om de unge ekskærester lige så sirligt og forsigtigt, som han skildrer hovedstaden, der optræder som det amourøse dramas tredje hovedperson.

Byen er nemlig for lille til, at de kan undgå hinanden.

Vi ser den sorgløse ungdom vandre søgende rundt i København med deres drønsmarte frisurer og genbrugstøj. I de salige øjeblikke dokumenteres byrummet og ungdomskulturen lige så meget som selve bruddet.

Man får nemt et indtryk af, at den altid smilende Skjold nyder sin nyfundne frihed. Han kan gøre, som det passer ham. Gå i seng med andre kvinder, hvis han vil. Men han drages til Isabel som en magnet.

Når vi ser ham lave en tatovering lige under hendes venstre bryst, markerer han permanent sit territorium og sin magt over hende. Og hun gør sig selv frivilligt sårbar over for ham ved at give ham lov. Men når hun flere gange åbenbarer sin kærlighed for ham, er han stille og ubeslutsom.

Filmen viser os et øjebliksbillede af en sommer, der afspejler den ungdommelige sindstilstand. Verden ligger åben for en ny generation, og alt føles friskt, nyt og fyldt med skønhed.

Men samtidig lurer bevidstheden om, at det blot er et flygtigt øjeblik. Pludselig er sommeren overstået, og Skjold og Isabel må finde ud af, hvad de skal stille op med hinanden.

Filmen om kærlighed og kildevand i opløsning udvikler sig stille og roligt til en undersøgelse af det moderne parforhold og ungdomsforelskelse anno 2018. Og som i enhver god kærlighedshistorie venter man spændt på, om de får hinanden til sidst.