Snowpiercer

Et frenetisk brag af en action-thriller. En mesterlig politisk allegori om kloden og menneskehedens tilstand. Og den bedste science fiction-film siden Children of Men (2006).

Snowpiercer afSydkoreas genredreng par excellence Bong Joon-ho er det hele – og i øvrigt Joon-hos første film på engelsk. Dermed går han i fodsporene på landsmanden Park Chan-wook, der sidste år stod bag den stilistiske Hitchcock-øvelse Stoker, og som såmænd også er producer på Snowpiercer.

Men på trods af en mørkere grundtone og højere grad af eksplicit vold end i hans tidligere film er der ingen tvivl om, at Snowpiercer er Joon-hos barn. Og der er slet ingen tvivl om, at han er sluppet bedre fra sprogskiftet end Park Chan-wook.

For Joon-ho har heldigvis formået at bevare sit unikke varemærke af markante, men elegante tonesammensmeltninger fra sine visuelt innovative genrefilm: thrilleren Mother, monsterfilmen The Host og mesterværket, seriemorder-krimien Memories of Murder.

Politik spiller en rolle i alle Joon-hos film, men denne gang går han langt mere direkte efter kranspulsåren på den globale magtbalances skurke.

Snowpiercer er et sammenskudsgilde med finansiering fra både Sydkorea, Frankrig, USA og Tjekkiet, castet er internationalt, og filmens plot – baseret på den franske grafiske roman Le Transperceneige fra 1982 – er mindst lige så spraglet.

Langt ude i fremtiden har et særligt nedkølingsstof kaldet ”CW7”, som verdens ledere årtier forinden sendte ud i atmosfæren for at modvirke den globale opvarmning, reduceret vor blå planet til en ubeboelig isterning.

De eneste overlevende er passagerne på et gigantisk, højteknologisk højbane-tog skabt af den excentriske industrifyrste Wilford, der er sagnomspundet som en anden Oz.

Toget fungerer som et håndfast, horisontalt billede på den sociale struktur i et neoliberalt samfund.

Overklassen (den øverste ene procent) bor i dekadent luksus i togets forende. I hengivenhed for den usete frelser Wilford undertrykker hans fascistiske undersåtter af bureaukrater og soldater de fattige i de bagerste vogne, hvor tvivlsomme proteinrationer og ret og straf administreres af Tilda Swintons forrygende, Thatcher-lignende Mason.

Oprøret ulmer imidlertid.

En lille gruppe ledet af den fåmælte Curtis (Chris Evans) med en mørk fortid og hans forkrøblede mentor Gilliam (John Hurt) har fundet ud af, hvor den fængslede designer (opfindsomt spillet som en besværlig narkoman af Joon-ho-favoritten Song Kang-ho) befinder sig bag togets døre. Og snart er de på vej gennem togsættene for at erobre kontrollen over togets livgivende motor fra Wilford.

Den vanvittige præmis kræver en mindre kamel at sluge – for hvorfor overhovedet et tog? Til gengæld giver toget filmen en konstant fremadskridende karakter og en klaustrofobisk fornemmelse.

Plottet er nærmest opbygget som et computerspil, hvor hver ny togvogn repræsenterer et nyt mystisk level med nye udfordringer, som vi kender lige så lidt som filmens karakterer.

Højdepunktet er en hjernevasket skoleklasse, der tager sig ud som Far til fire på syre. Og i en brillant iscenesat action-scene – der tager visuel inspiration fra Chan-wooks Old Boy – skal vores helte kæmpe i blinde mod en hær af hætteklædte, machetebevæbnede soldater.

Mod slutningen, da vi når Wilford, får de voldelige løjer for alvor substans.

Snowpiercers futuristiske dystopi er absurd på samme måde som Terry Gilliams Brazil og Twelve Monkeys, mens dens politisk-satiriske brod er mere lig, og helt på højde med, Paul Verhoevens RoboCop og Starship Troopers.

Joon-ho har intelligent blik for de sociale mekanismer, hvor ikke bare dem i toppen gør deres yderste for at holde de laveste lag nede, men at også de fattige kan være medansvarlige for bevarelsen af den økonomiske status quo.

Fuld af højtflyvende eksistentialisme og indigneret opråb imod neoliberal social uansvarlighed er den hæsblæsende Snowpiercer radikalt politisk inciterende – formentlig mere end nogen Occupy Wall Street-demonstration kan være.