Traumet ligger stadigvæk tungt i deres sind. Ingen gik fri af overgrebene, hvad enten de var af psykisk, fysisk eller seksuel karakter. Alle var ofre – og i visse tilfælde bøddel.
I det billedskønne, chilenske bjerglandskab grundlagde tyskeren Paul Schäfer i 1961 en religiøs koloni, som man kaldte ”Colony of Dignity”.
Et paradisområde, hvor beboerne skulle leve det fromme liv som beskrevet i Biblen. Tilsyneladende mente Schäfer og hans kumpaner, at det indebar, at alle drenge skulle have sex med lederen. Håndlangerne havde frit valg blandt andenrangs-borgerne – eller kvinderne, som det hedder i et civiliseret samfund – på stedet.
Var det unge piger, blev de kaldt ”kyllinger”, og voksne kvinder var ”de langhårede”.
”Hvad har du lavet af syndige ting?” spurgte lederen, før han begyndte at tæve en kvinde.
Selv om Paul Schäfer har været død i flere år, og mange er rejst bort, er der stadig nogle, som har valgt at blive på stedet. Det er dem, som danske Marianne Hougen-Moraga og chilenske Estephan Wagner har besøgt.
Nu hedder stedet ”Villa Baviera”, og der bliver arrangeret masser af guidede ture på området, som bogstavelig talt rummer på skeletter.
Kolonien valgte nemlig at stille sin ekspertise udi tortur og mord til rådighed for Chiles diktator Augusto Pinochet. Ligene ligger i dag i massegrave rundt omkring på den store ejendom.
Det er fascinerende, hvordan folk, der tydeligvis er dybt traumatiseret af fortidens hændelser, kan leve side om side med dem, der enten benægter alt eller giver andre skylden.
”Han var som Hitler,” siger en beboer, da han beskriver Schäfers evne til at tryllebinde mennesker med sin karisma. Hans klamme favntag holder stadig mennesker i et jerngreb.
Parret Horst og Helga har begge dybe ar på sjælen. I en af filmens mest hjerteskærende scener sidder de rundt om et bord sammen med en tredje kvinde.
Samtaleemnet er, hvordan man har tænkt sig at håndtere seksualundervisning for børn. Da Helga hører, at kærlighed og seksualitet går hånd i hånd, er det en kæmpe overraskelse for hende.
Med store øjne og kæben halvt hængende nede på gulvet bliver hun personifikationen af årelange svigt. Mennesker, der skulle beskytte Helga, være hendes lærere og fortrolige, misbrugte hende.
Forholdet med Horst bærer præg af, at de er to ofre, der har fundet sammen, fordi de ikke havde andre muligheder for sikkerhed. Sex har de kun haft det antal gange, som de har børn, for det er ikke noget, hun nyder.
Instruktørerne får personerne til at droppe facaden ved at småsnakke med dem eller lade kameraet rulle videre efter et interview.
Song of Repression er produceret af det danske selskab Final Cut for Real, der står bag Joshua Oppenheimers Oscar-nominerede film om et folkedrab i Indonesien.
Sjældent har en dokumentar åbenbaret så megen brutalitet på en så nøgtern en måde. Viljen til at fortsætte med at se rædslerne kæmper med trangen til at kigge bort. Men man kan ikke stoppe, så god er filmen.
facebook
twitter
Kommentarer