Hvis man skulle være en dokumentarist, skulle det være Alex Gibney. Han beskæftiger sig med alle de fede emner, som taler for sig selv: Jimi Hendrix, Hunter S. Thompson, afghanske taxichauffører, Fela Kuti, Scientology, Lance Armstrong og beatniks.
Men Steve Jobs?
Han er da ikke særligt interessant. En stor mand, hvis talent rækker ud over de 99 procent andre. Men i forhold til så mange andre virksomhedsledere, hvorfor skal vi belemres med så mange bøger og film om en computernørd?
Det er præcis her, Alex Gibney slår ned.
Det er nemlig ikke Steve Jobs i sig selv, som er interessant, men al den hype, der er om ham. Han dyrkes som et popikon på linje med Che Guevara, Marilyn Monroe, Elvis. Men han er hverken en politisk tænker, en revolutionær eller en stor kunstner, så hvorfor den samme hyldest til begravelsen som Martin Luther King og John Lennon fik, spørger Alex Gibney.
Hvorfor vil du have en iPhone, når du kan få en anden smartphone, der er dobbelt så god til halv pris? Hvorfor hylde en mand som en anden rockstjerne, når han præsenterer et nyt produkt? Hvorfor den status og alt det massehysteri?
Svaret svæver i vinden, som Bob Dylan synger. Og det er netop med Bob Dylans henrivende numre, at dokumentaren begynder. Steve Jobs er Bob Dylan-fan, og det er netop digtets kraft, der først og fremmest har gjort Apple til det brand, det er i dag, lyder filmens ræsonnement.
Dokumentaren er kronologisk fortalt. Fra de langhårede 70’ere, hvor Steve Jobs og mednørderne legede med computere på universitetet. Over 80’erne med Apple-bruddet og opstarten af Pixar. Til han vendte tilbage til Apple, der havde røde tal på bundlinjen, og genopfandt Machintosh’en i lysende farver, senere iPod’en og endelig iPad’en.
Historien er fortalt gennem gribende interviews med nøglepersoner som Steve Jobs’ ekskæreste Chrisann Brennan, der er forfatter til den meget solgte Steve Jobs-bog The Bite in the Apple, og marketingsspecialisten Regis McKenna.
Befriende traditionelt, for Alex Gibney er aldrig gået med på moden med dramatiske virkemidler. Det gør dokumentaren solid. Den giver os historien om Steve Jobs med en kritisk vinkel, men på en nøgtern måde.
Apples succesfortælling lyder: Tag en bid af æblet, og du bliver befrugtet af kundskabens træ. Med et Apple-produkt bliver du ener, der rykker fra de andre. Du er unik. Think Different!
Men selvbedraget kunne ikke være større, for du ligner alle de andre.
Apple-produktet er en spejling af Steve Jobs paradoksale psyke, som titlen også henviser til: manden og maskinen. Han er en anarkist med masser af personlighed, men samtidig stræber han mod puritansk, disciplineret konformitet. Han giver fuckfingeren til IBM og advarer offentligt mod selskabets Orwell’ske 1984-metoder, mens han som vegetarianer aldrig spiser en bid for meget og livet igennem opsøger asiatiske munke for at opnå fuldkommenhed.
Nej, Steve Jobs var ikke sådan at blive klog på. Succesen steg ham til hovedet, mener filmen. Vi får blandt andet fortalt, hvordan han truede den stakkels knægt, der fandt hans endnu ikke fremviste iPhone 4 på en bar og uploadede den til internettets store fryd.
Vi får også fortalt om virksomhedens skattely og om produktionen på kinesiske fabrikker, hvor fascistmetoder og høje selvmordsrater hersker. Og vi hører ikke mindst om, hvordan han droppede den i forvejen beskedne bistand til verdens fattigste, som virksomheden donerede.
Sammenligningen med Bill Gates’ filantropi måtte komme. Den er hørt før, og på den måde er filmen ikke revolutionerende. Vi ved godt, at de modkulturelle Mac-brugere er hyklere. Og vi ved godt, at Steve Jobs kunne være et dumt svin.
Men Alex Gibney lader ikke, som om det er ham, der har fundet de vises sten. Han samler blot alle de brogede sten op på vejen og viser os bagsiden af Steve Jobs.
facebook
twitter
Kommentarer