Hvordan skal man håndtere de mange flygtninge og migranter, der i disse år søger mod Europa?
Spørgsmålet virker uoverskueligt.
Det er umuligt at sætte sig ind i alle aspekter af de krige og kriser, der rundt i verden har forårsaget flygtningestrømmene. Det er også vanskeligt at forstå den enorme fattigdom og de levevilkår, der gør, at man sætter livet på spil for at komme til Europa.
De europæiske politikere er lige så rådvilde. EU’s plan om at fordele 160.000 flygtninge er druknet i bureaukrati og egeninteresser, imens druknede lig fortsat fiskes op af Middelhavet.
Det er en gordisk knude, men i hollandske Stranger in Paradise har debutinstruktør Guido Hendrikx en simpel tilgang til den komplekse problemstilling: en flok flygtninge, en tavle, et kridt og en skuespiller.
Igennem tre akter fremfører skuespilleren Valentin Dhaenes de gængse argumenter på henholdsvis højre- og venstrefløjen. De medvirkende flygtninge og migranter, der kun har været på den italienske ø Lampedusa i få dage, er blevet informeret om, at det er et eksperiment. De ved dog ikke, hvad eksperimentet går ud på.
Valentin Dhaenes er en karismatisk, tårnhøj mand, med isblå øjne og lyst hår. Han indgyder øjeblikkelig respekt, som han står foran tavlen i det simple klasselokale og byder flygtningene velkommen. Han begynder at skrive på tavlen, imens han med klar røst udspørger hver enkelt om, hvorfor de er kommet. Svarene er job, sikkerhed og tryghed.
Dernæst fortæller han dem om omkostningerne for en enkelt flygtning. Hvor meget det koster det europæiske samfund. Og hvordan velfærdssamfundet ikke kan bestå, hvis vi tager for mange ressourcesvage ind.
”Tag tilbage og løs jeres egne problemer. Vi vil ikke have jer her,” siger Dhaenes. Forsamlingen protesterer og forsøger at forklare deres synspunkter, men Dhaenes afviser deres argumenter ét for ét.
Stranger in Paradise lyder på papiret som et studentikost projekt, men Dhaenes formår at gøre det interessant. Den karismatiske skuespillers styrke er, at han er lige dele venlig og bestemt gennem alle tre scenarier. Selv om hans ord er barske, bevarer han altid kontrollen og forklarer nøgternt de hårde facts.
Derfor føler man aldrig, at man får proppet en mening ned i halsen – hverken højre- eller venstreorienteret. Ydermere får man endda tid til at reflektere over argumenterne mellem hver akt, hvor et panoramisk view over nogle af Europas gamle monumenter akkompagnerer tanken.
Anden akt stiller skarpt på de mange druknede flygtninge og på Europas fortid som kolonimagt. Tonen ændrer sig drastisk fra det første holds meget konfronterende stil, da Dhaenes beskriver det nye hold i klassen som modige pionerer og fremhæver de ressourcer, som de hver især kommer med.
Men det er i tredje akt, at Stranger in Paradise for alvor viser sin styrke i det simple setup.
Her håndteres flygtningekrisen fra et realpolitisk udgangspunkt. Og selv om det kan være nok så interessant at høre de forskellige fløjes argumenter, er de i realiteten ligegyldige. Europa står over for en massiv udfordring, og det er på et helt lavpraktisk plan: Hvordan skal man fordele og kategorisere de mange mennesker, som i øjeblikket er strandet i Grækenland og Italien?
Det er tankevækkende, når den hvide lærer sætter små stykker malertape på de afrikanske medvirkende, som forklarer, at de er i Europa på grund af økonomiske problemer. Efter at have forklaret, hvad økonomiske migranter er, sender han de mærkede uden for døren. Og flere følger. Én efter én bliver klassen udspurgt. Deres historier bliver gransket og deres liv kategoriseret.
Den uoverskuelige problemstilling skæres ned til ét simpelt spørgsmål: Kan du, eller kan du ikke, få ophold?
Kommentarer