Stray Dogs

En kvinde sidder på en sengekant foran to sovende børn og en vandskadet, sort væg. Adspredt og dovent børster hun sit sorte hår, så det glider væk fra hendes ansigt og på plads i en skilning. Hårbørstens sløve skurren blander sig med børnenes åndedræt og regnens tromme.

Hun bryder af og stirrer tænksomt hen for sig. Kaster af og til et sideblik til børnene. Sådan får hun fire minutter til at gå.

Det er en flot komposition, perfekt stiliseret og indrammet. Men der sker ingenting.

Man skal have et særligt sensitivt sanseapparat og flegmatisk temperament for at klikke med Tsai Ming-liangs film.

I den asiatiske arthouse-auteurs kontemplative univers er narrativ fremdrift i så ekstrem grad underlagt stemning og atmosfære, at det sjældent giver mening at tale om en egentlig handling.

Og intet sted i oeuvret er opgøret med dramaturgiens konventioner så kompromisløst som i instruktørens seneste, og angivelig sidste, opus: den demonstrativt langsomme Stray Dogs, der vandt den nyoprettede jurypris ved filmfestivalen i Venedig sidste år.

Den følger en plaget og drikfældig, enlig far, som i Taipeis rendesten – et trøstesløst sted fyldt med mørke, regn, vind og forrådnede bygninger – forsøger at underholde sig selv og sine to børn som menneskeligt reklameskilt.

Imens nasser børnene smagsprøver i supermarkedet. Men konturerne af et forløb udtværes hurtigt i langstrakte statiske indstillinger, afsondret fra hinanden og strippet for dialog, underlægningsmusik og handlende personer.

Kameraet observerer metodisk og sagligt og flytter sig kun modstræbende i panoreringer – pertentligt dvælende ved scenografien og skuespillernes fysiognomi, ventende på at tingene skal tale af sig selv. En krusning ved munden her, et sagte vindpust dér, smukke tableauer af intethed, der fremmaler en tavshedens og langsomhedens poesi, som er forbavsende svær at ryste af sig.

Ming-liang er en fabelagtig billedmager, og han har en effektiv rekvisit i sin stamskuespiller Lee Kang-shengs mesterligt nuancerede mimik. Barneskuespillerne, Ming-liangs egne gudbørn, imponerer også. Ved deres lykkeligt manglende evne til helt at begribe deres egen vanskæbne forstærker de tristessen og udgør på samme tid et tiltrængt alternativ hertil.

Ming-liang spænder sin stil helt ud i yderste konsekvens i to indstillinger (indstillinger og scener kommer ud på ét her), der begge varer over ti minutter.

I den første fortærer faren glubsk et kålhoved, som hans datter har navngivet og malet ansigt på. Det gør han velsagtens, fordi det minder ham om børnenes bortløbne mor, sådan som det ligger dér ved siden af ham i fællessengen med sit sorgløse smil.

Den anden, filmens næstsidste indstilling, er fjorten minutter lang og viser en mand og en kvinde, der stirrer ufravendt på noget uden for kameraets synsvinkel. Ikke ét ord bliver mælet, og mens et tog glider brusende forbi i baggrunden, en tåre falder ud af kvindens øjenkrog og trimler ned ad hendes kind i et fugtigt spor, og manden med mellemrum sipper af en flaske, bliver man stadig mere rastløs og forvirret.

Ming-liangs blik flakker aldrig, og med sin insisterende træghed vil filmen døve flere sanser, end den vil stimulere. Den bærer alle symptomer på en selvbehagelig instruktør, som er blevet opslugt af myten om sig selv og ikke længere kan tøjle sine idiosynkrasier.

Men slutter man fred med kedsomheden og lukker filmen ind, har den i glimt en hypnotisk dragende kraft, der sætter sig i baghovedet og giver en uudgrundelig masochistisk lyst til at vende tilbage til den tyngende melankoli og gådefulde dunkelhed.

Det er ikke i hver scene, at Ming-liang rigtig får tingene til at tale. Men når det sker, er det ventetiden værd.