Cph:Dox 2024
08. mar. 2024 | 15:58

The Bones

Foto | Intuitive Pictures

Der er penge i vores fascination af dinoer, og ny dokumentar viser, hvordan griske fossilgravrøvere tiltusker sig dino-knogler for næsen af renhjertede forskere.

Dokumentar undersøger det kapitalistiske økosystem for dinosaurfund, men får ikke besvaret det mest brændende spørgsmål: Hvorfor er dinoer så fede?

Af Karoline Balstrøm

I Sahara strækker gyldne sandbanker sig i det uendelige under en brændende sol. Himlen er skyfri og tørken total. 

Men for dem, der kan finde ud af at lytte, hvisker ørkenen om en frodig fortid, hvor flodsystemer løb gennem et livligt landskab. 

”Her plejede at være krokodiller, flyvende reptiler, enorme fisk og ikke mindst dinoer,” fortæller en kaki-klædt arkæolog og tilføjer storsmilende: ”Kort sagt vrimlede det med måder at dø på.” 

Jeremy Xidos dinosaurdokumentar The Bones følger passionerede arkæologer verden over i deres noble forsøg på at finde videnskabeligt materiale om de afdøde giganter. 

Men de har en stærk konkurrent. Griske fossilgravrøvere tiltusker sig dino-knogler i ét væk og snupper dem for næsen af de renhjertede forskere. 

Dokumentaren kortlægger det kapitalistiske økosystem, hvor knogler er valuta, og gennem det store persongalleri står det klart, at der findes fanatikere på begge sider af grøften. 

Jeremy Xido præsenterer et hav af konflikter omkring fossilerne og giver et interessant, om end lidt overfladisk indblik i de involveredes dino-fikserede hverdag. 

Som den fattige freelancegraver, der hver morgen kører gennem den støvede ørken i Marokko for at sætte livet på spil i nedsunkne jordhuler – blot for at finde et par tænder, som kan sælges for én dollar. 

Griske mellemmænd køber fundene til underpris og polerer dem, inden de bortauktioneres til rigmænd, som ikke engang ved, hvilken dinorace de har stående på deres læderbetrukne kontor. 

Samtidig prøver videnskabsmændene at nå først frem til fossilerne for at redde de dyrebare rester. Mens aktivister kæmper for at få museer og auktioner til at aflevere knogler tilbage til oprindelseslandet. 

The Bones begynder på en undersøgelse af, hvorfor folk finder fortidsmonstrene så fascinerende, at de er villige til at bruge deres liv på at grave efter dem, købe knogler for millioner og lave store blockbuster-film om dem. 

Men drukner det spørgsmål drukner efterhånden i de mange politiske, juridiske og kommercielle konflikter. 

Jeremy Xido giver de involverede lige meget tid, og det er interessant at se begge sider af mønten. 

Det er også tydeligt, at mange af de medvirkende ikke har haft et kamera stukket helt op i hovedet før. Og det bliver for alvor interessant, når dealere i iver efter at fremstå overlegne kommer til at fremlægge alt for megen information om deres luskede forretningsmodeller. 

Desværre spørges der ikke ind til de renhjertede heltes metoder og intentioner, så de fremstår lidt kedelige til sammenligning med skurkene. 

Jurassic Park figurerer flere gange som både inspirationskilde og advarsel. For der lægges ikke fingre imellem, når auktionshusenes praksis sammenlignes med rigmanden John Hammonds usømmelige omgang med dino-rester. 

Til Steven Spielberg-fans’ store fornøjelse optræder den ægte Dr. Alan Grant faktisk i The Bones. Sam Neils ikoniske karakter er baseret på super-arkæologen Jack Horner, som giver et nuanceret blik på konflikten mellem videnskab og kapitalisme. 

”Dino-knogler sælges hver dag for millioner af dollars. Og hvad ville du egentlig selv gøre for at få sådan et beløb?” spørger Jack Horner. 

Og salget af dinoer til private samlinger er faktisk ikke altid forkert. Der er nemlig forskel på vigtige fossiler, som kan fremme forskning, og på knogler, der ikke er af videnskabelig betydning.

Grænsen går naturligvis, når uerstattelige, komplette fund som den berømte T-Rex Sue bliver solgt. Men desværre for Jeremy Xido har netop denne tragiske fortælling allerede fået kærlig behandling i Todd Douglas Millers gribende Det store dinosaurfund fra 2014. 

Her følger man et hold forskere, som i 1990 finder verdens hidtil største Tyrannosaurus Rex-skelet. Men allerede efter en uge bliver knoglerne konfiskeret af FBI og et helvede af en retssag bryder løs, imens Sue sælges på det sorte marked. 

Todd Douglas Miller fremlægger stoffet mere logisk og engagerende end The Bones, som ikke omhandler ét, men flere forskellige fund af dinoer, hvis skæbne aldrig følges til dørs. 

Men frem for alt mangler vi svaret på det elementære spørgsmål: Hvorfor er forhistoriske kæmper så spændende, at man kan dedikere sit liv til dem?

Kommentarer

Titel:
The Bones

Land:
Canada, Tyskland

År:
2024

Instruktør:
Jeremy Xido

Medvirkende:
Bolor Minjin, Nizar Ibrahim 

Spilletid:
98 minutter

Premiere:
14. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko