The Brink of Dreams

Man kan nærmest fornemme patriarkatet kaste skygger på murstensvæggene i de små køkkener og te-stuer, vores hovedpersoner smyger sig rundt i, når de ikke lige samler den lille landsby til kraftfuldt gadeteater. 

De tre unge egyptiske kvinder Majda, Haidi og Monika nægter at lade sig styre af deres forældre, brødre og samfundets forventninger til dem. 

De vil ikke bare synge, danse og spille skuespil. De vil også kritisere børneægteskaber og udstille kvinders manglende rettigheder, mens de synger og danser. 

Pigerne er en del af teatertruppen Panorama Bashar Troupe, der har den lille landsby som sin scene. Og da pigerne i filmens start trommer folk ud på gaderne, er det svært ikke at ønske sig en slutning med hele landsbyens taktfaste applaus til følge. 

Men sådan fungerer virkeligheden sjældent, og The Brink of Dreams, der er co-produceret af dansk Mette-Ann Schepelern, er ikke nogen eventyrfortælling. 

Det er ellers ikke vovemod, den lille teatertrup mangler trods nedgørende bemærkninger fra familiemedlemmer. Man sidder og bliver nervøs på deres vegne, når de under deres optrædener konfronterer de fremmødte på den anden side af det støvede reb, der udgør teatrets fysiske rammer. 

De er som gladiatorer, der kæmper for deres frihed. 

”Tvang du din datter til at gifte sig?” spørger en af pigerne og peger kamplysten på en ældre mand i den lille folkemængde som en del af en scene. ”Og du dér,” siger hun og vender sig mod en kvinde, ”er du glad for dit liv?” 

I gaderne bliver de mødt af en blanding af nysgerrighed, fornøjelse og fjendtlighed. ”Hvis det var min datter, ville jeg sætte ild til hende,” siger en tilskuer. 

The Brink of Dreams, der er co-produceret af danske Mette-Ann Schepelern, vandt en dokumentarpris på sidste års Cannes-festival. Den er ikke politisk i sit udtryk, og fakta om den systematiske undertrykkelse af kvinder i Egypten må man slå op et andet sted. 

Filmen er ligefrem stilfærdig og leverer noget af det fineste, en dokumentar kan tilbyde: At komme helt tæt på en gruppe mennesker, der har alt på spil, men tilsyneladende intet at skjule. Man glemmer til tider, hvor dramatiske begivenheder der udfolder sig for øjnene af én. 

Det har med andre ord kunnet betale sig for det egyptiske instruktørpar, Nada Riyadh og Ayman El Amir, at bruge fire år på at filme pigerne og to år inden da for at lære dem at kende. 

Filmens store kvalitet ligger i den imponerende adgang, vi får til pigernes samtaler. Både deres kærlige støtte til hinanden og de svære samtaler, de befinder sig i med deres mødre, brødre, fædre og kommende ægtemænd. Om deres drømme og om deres frygt. 

I en af filmens mange stærke øjeblikke bliver en af hovedpersonerne selv konfronteret med spørgsmålet, om hun er glad for sit liv, som det har udviklet sig. 

Alt sammen er fanget i et håndholdt kamera i Bashars smalle gader og små mørke køkkener. Det giver i sig selv en æggende og klaustrofobisk undertone til begivenhederne, som var det velvalgte teaterkulisser. 

Imellem samtaler og teatersekvenser flettes poetiske billeder ind af landsbyens stille og støvede liv. En majestætisk nattehimmel, en hund, der snuser rundt i de tomme gader. Nogle gange lidt vel symboltungt, som når to duer letter fra et telefonkabel. 

Det er hjerteskærende at se pigernes ellers så ukuelige ambitioner langsomt bøje af for den virkelighed, der presser sig på. For som filmen skrider frem, står det mere og mere klart, at teatertruppen i sig selv er billedet på deres frihed. 

The Brink of Dreams er en universel fortælling om de små fællesskabers kraft.