På sidste års Cannes-festival gik instruktørprisen i Un Certain Regard-konkurrencen til Asmae El Moudir, der med The Mother of All Lies blander Casablancas historie, dukker, interviews og fortrængte hemmeligheder.
Asmae El Moudir er en 34-årig, marokkansk kvinde og filmens fortællerstemme. Flere i hendes familie har oplevet noget traumatiserende, som ingen rigtigt vil tale om. Og det lægger sig som en kugledyne over deres interne kommunikation og humør.
Sådan er i hvert fald filmens æggende præmis, og familiens lille, sortklædte bedstemor Zahra med sin stok, hårde jargon og konservative levevis bliver et fokuspunkt.
Hun suger omgivelsernes energi som et astrofysisk fænomen, men vækker også nysgerrighed. Er hun ”the mother of all lies”? Og hvori består løgnen i så fald?
Det begynder med hyggelige billeder af en marokkansk gade lavet i miniatureformat. Husene er cirka én meter høje, omhyggeligt genskabt ned i små detaljer som defekte skilte og lysledninger.
For Asmae er det barndommens gyde. Hendes far har møjsommeligt lavet dem, og for hende og ham har de en terapeutisk værdi.
Gyden er også befolket af nogle ret uhyggelige dukker: velproportionerede, men grove og forvrængede. Lidt som børnetegninger bragt til live og sendt gennem et gyserfilter. De er svære at elske og svære at vende blikket fra.
Det er familien, naboer med mere.
Det viser sig, at der er en god grund til, at noget mørkt har lagt sig over farens øjne og eftertrykkeligt stoppet hans entusiastiske liv som bydelens glade fodboldmålmand. Det viser sig, at et nationalt traume – som ikke skal røbes her – har udspillet sig nærved og sat sig dybe spor.
Man kan håndtere traumer på forskellig vis.
Faren laver dukker og fremmaner fortiden gennem dem. Moren ødelagde dengang alle familiens fotos og forbød Asmae at blive fotograferet. Hun har dog gemt ét billede og prøvet at bilde alle ind, at en af pigerne på billedet er Asmae, selv om alle kan se, det ikke passer.
Instruktøren er med andre ord vokset op i et billedvakuum med ét officielt foto som identitetsforvrængende spejl. Det har sikkert været med til at gøre hende til lidt af en anarkist.
Hun snød sig allerede som barn til at få taget et Hawaii-billede på årets udklædningsaften for voksne, fortæller hun. Oven i købet med læbestift. En utilgivelig brøde, hvis det var kommet den indsunkne farmor, der håndhæver de konservative værdier i familien, for øre.
Farmoren fremstår som familiens skurk, men det er rørende, at alle rummer hende – faren endda med synlig kærlighed. Og det er måske filmens pointe, at den fortæller, hvordan familier på godt og ondt er forpligtet til at se intentionerne bag forbuddene, kærligheden bag de mørke facader, menneskene bag de grove dukkeansigter.
Mod slutningen krakelerer farmoren og græder, hvilket Asmae ikke har set før. Skeletter rasler frem, men forløsningen kommer aldrig. Det bliver ikke artikuleret, hvorfor farmoren sørger, og på den måde bliver også titlen til et uforløst postulat.
Der er ikke én løgn, men snarere en kaskade af dem, som er filtret sammen. Når alt kommer til alt, er der faktisk ikke rigtigt nogen, der prøver at holde løgnene skjult eller uløst.
Ved premieren i Cannes deltog bedstemoren da også i strålende humør og fuld af smil.
På den måde virker The Mother of All Lies også lovligt kalkuleret for sin egen skyld med en opbygning, der er unødvendigt selvhøjtidelig og forhalende.
Når filmen alligevel virker, er det især, fordi den samler sig i kraft af nogle stærke visuelle og tematiske ledemotiver. Ikke mindst brugen af dukkerne og farens vilje til overlevelse og sandhedsoverlevering.
Hvis filmen ikke var blevet sendt igennem en salgsmaskine, der retter sig mod vestlige festivalers svaghed for lidelsesfulde kvindefortællinger, opgør med social uretfærdighed og ortodoks islam, kunne den lige så godt have heddet The Father of all Truths.
Kommentarer