Fascismen lurer i Justin Kurzels The Order, der bruger den autentiske historie om en nynazistisk, amerikansk terrorgruppe som afsæt for en hårdtslående actionfilm om voldsparathed på den yderste højrefløj.
”Der er intet forkert ved at være stolt over sin race,” står der på en plakat i den tilsyneladende søvnige by Coeur d’Alene i Ohios bjerge, hvor Jude Laws FBI-agent Terry Husk flytter hen tidligt i filmen.
Her er han landet for at tage det roligt efter en hård karriere i fædrelandets tjeneste. Først som soldat i Korea og siden som frontsoldat i kampen mod Ku Klux Klan og den amerikanske mafia.
Men filmen starter med et stikkermord i skoven, og Terry når ikke engang at pakke flyttekasserne ud, før politimanden Jamie (Tye Sheridan) sætter ham på sporet af den lokale fuldebøtte, der forsvandt efter at have luftet hårrejsende historier om sine racekrigskammerater.
Snart finder Terry og Jamie liget i skoven, og så går klapjagten på en organisation af voldsparate racister anført af den grydeklippede, karismatiske Bob Matthews (Nicholas Hoult).
Han blev træt af at drømme om revolutionen og har sat sig for selv at skyde den i gang. Og han har ikke svært ved at finde disciple.
”I har mistet jeres arbejde, jeres værdighed,” siger han i en brandtale, vi har hørt hundrede gange før, senest i Tyskland, hvor en højreekstrem gruppe ved valget over weekenden tog magten i flere østlige delstater.
At der går en lige linje fra de krigslystne racister, vi ser røve banker og begå terrormord i filmen, til de konspirationstosser, der stormede den amerikanske Kongresbygning på Trumps opfordring i januar 2021, behøver man ikke slutteksterne for at indse.
Den højreekstreme The Turner Diaries, en håndbog i racekrig fra terrorisme til borgerkrig, som i 40 år har været en inspiration for fascister, får en central placering i filmen.
Det gør også radioværten Alan Berg. Hans spilles med karakteristisk indigneret humanisme af podcaster og komiker Marc Maron, som sætter ord på filmens politik: ”I hadgrupper kan ikke begå jer i samfundet, så I leder efter nogen at give skylden!”
Den virkelige historie er dramatisk og politisk spidsvinklet i filmens skarpskårne manuskript, der nedtoner gruppens galopperende Hitler-forelskelse – de kaldte sig ikke The Order, men Brüder Schweigen – til fordel for en mindre specifik, mere genkendelig højreekstremisme.
Nicholas Hoult brænder igennem som den indestængte Bob, der har fundet sig nogle at være vred på og en loyal gruppe af soldater at være vred sammen med. Tye Sheridan giver endnu en indelukket præstation som familiefaren Jamie, hvis nye vendetta mod lokalsamfundets outsidere ikke vinder ham mange venner.
”Du ved godt, det ikke er alle herude, som er født under et hvidt lagen?” vrisser han, da Terry tidligt i filmen går hårdt til et vidne.
Men det er Jude Law, som er den dramatiske primus motor som en bister og ensporet agent, hvis krænkede retfærdighedssans allerede har kostet ham en hjerteoperation og – antydes det – hans familie.
Den engelske stjerne spiller ham med en glubsk overbevisning, som dækker over, at mange af filmens psykologiske mellemregninger er taget for givet.
Terry er en arketype, vi har kendt på film siden J. Edgar Hoovers dage i spidsen for FBI, og dramatisk har The Order sikre kort på hånden: den besatte lovmand med ondt i familien, en yngre partner, der smittes af hans besættelse, en narcissistisk skurk, hvis storhedsvanvid gøres til en eksistentiel trussel.
Justin Kurzel har viet karrieren til voldelige mænd – fra The Snowtown Murders over Macbeth og især til den klaustrofobiske thriller Nitram, om optakten til et masseskyderi i Australien. Kvinderne i The Order – Terrys partner, Bobs kone og kæreste, Jamies ængstelige kone – er brikker i puslespillet.
I The Order matcher Kurzel emnet med et tordnende filmsprog, som konstant bygger spændingen op og intet lader tilbage for en hårdtslående machoinstruktør som Michael Mann – den mest direkte forløber for The Order må være Manns Public Enemies fra 2009.
The Order er en bundsolid genrefilm om politiets jagt på røverne med et brandvarmt fokus på den afmagt og vrede, der over generationer er ført til vor tids fascistoide højredrejning.
Kommentarer