The Palace

Luksushoteller og film har haft en langvarig forbindelse, der går tilbage til lang tid før, Greta Garbo mumlede ”Jeg vil være alene” i melodramaet Grand Hotel fra 1932. 

Det er let at se hvorfor. 

På ét samlet sted (altid godt for budgettet) reflekterer de parallelle verdener af velhavende gæster og underbetalte ansatte sig ind i hinanden og fletter sig sommetider sammen, hvilket producerer drama eller humor efter behov. 

Wes Anderson skrev et kærlighedsbrev til genren i Grand Budapest Hotel, og Ruben Östlund arbejdede med en krydstogtsvariation af det i Triangle of Sadness. Mon ikke den store Roman Polanski, nu i sit 90. år, har noget nyt at tilføje til hotelfilmgenren? 

Desværre, nej. 

Selv om The Palace er tænkt som en lystig komedie, er filmen en prøvelse at komme igennem. Især fordi den dumper ved komediens vigtigste test: At få os til at grine eller i det mindste smile. 

Men filmen er også smertefuld af andre årsager. 

Polanski har lavet udfordrende film i mere end tres år, fra karrierens begyndelse til og med An Officer and a Spy fra 2019. Nogle er været ujævne, men ingen har været uduelige. Ikke før nu. 

The Palace er baseret på og skudt på location i hotellet Gstaad Palace i den eksklusive schweiziske ski-by Gstaad, som Polanski tilsyneladende kender godt. 

Filmen er et ensemblestykke med en farverig skare af personer, der samles på et luksusresort til nytårsaften i 1999, da Y2K Millennium-designfejlen gjorde folk paranoide i forhold til banker, der ville crashe, og fly, der ville falde ned fra himlen. 

Manuskriptet er skrevet af Polanski, Jerzy Skolimiwski og sidstnævntes kone Ewa Piaskowska, og det fragmenterede, episodiske manuskript lader til at have startet med karaktererne og håbet på, at en historie ville dukke op og forbinde dem. 

Blandt de overprivilegerede gæster, der tjekker ind til aftenens fest, er Fanny Ardants selvglade, krævende La Marquise, der fodrer sin skødehund med kaviar, og Mickey Rourkes aggressive, mobbende bilsælger Mr. Crush. 

Og så en hel flok russere, der er involveret i en suspekt handel med kufferter fyldt med kontakter på selve dagen, hvor Boris Jeltsin overdrog magten til sin protegé Vladimir Putin. 

Desuden er her en 87-årig, texansk mogul (John Cleese) sammen med sin 22-årige brud. Den pneumatiske dukkepige, der kun kan få sin arv, hvis hendes Puff – som hun kalder ham – kan overleve indtil midnat. 

Den erfarne hotelbestyrer Hansueli styrer showet og forsøger at forlige sine forkælede gæsters ønsker med, hvad der rent faktisk kan leveres. Han er en af de få karakterer, der udvikler sig bare en lille smule dybde takket være Oliver Masuccis autentiske skuespilpræstation. 

Man kan nemt forestille sig at træde ind på et stort hotel og møde en fyr som hotelbestyreren, der på sin vis holder af sit stressende job. Og så har han en medfølende side, som kommer frem, når han har at gøre med en fattig tjekkisk familie, der vandrer ind fra kulden. 

Tonalt føles den hovedsageligt italienske produktion lidt som en af de glemte italienske komedier med titler som Vinterferie i Cortina, som skuespillerne Massimo Boldi og Christian De Sica plejede at udgive i deres hjemland hver jul. 

Det er en verden af barmfagre kvinder, som kvæler små bebrillede revisorer. En verden af lorte-vittigheder og sexede blikkenslagere, og hvor en russisk ambassadørs kone drikker for meget, inden hun – hylende morsomt – kaster op. 

Polanski har i dag en dobbeltidentitet som talentfuld kunstner og dømt sexforbryder, hvilket har gjort ham til persona non grata i de fleste lande. 

Så man kommer nemt til at spekulere på, om instruktøren har tænkt filmen som en fuckfinger til cancel culture, politisk korrekthed og alt det der. Hvis det er tilfældet, giver det spektakulært bagslag. 

Kvinderne i The Palace er næsten uden undtagelse fremstillet som groteske eller latterlige på et ondsindet niveau. 

På et tidspunkt bliver vi endda bedt om at klukle ad en kvinde, der lider af demens og kommer uendeligt mange skefulde sukker i sin kaffe, mens Alexandre Desplats nådeløst lystige soundtrack slæber sig videre. 

Det bedste ved The Palace er, at den tvinger os til at reflektere over, hvorfor komedier virker. Særligt to vigtige regler er blevet brudt her: 

For det første skal en komedies humor være frisk og aktuel, ikke gammeldags og dateret. Det giver den en energi, der fungerer som et lagringsbatteri, der genopfrisker grinene for nye generationer. 

For det andet er latterliggørelse kun i sandhed komisk, når det den går så langt, at det har bid, som er tilfældet i Triangle of Sadness. 

I The Palace har latterliggørelsen glemt at tage sit gebis på.