The Shipwrecked Triptych

Der bliver sunget, drukket og spist ombord på en lille båd. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at båden slet ikke er i havet, men står på en græsflade, og sejlene, som en gøgler klatrer op i, er i virkeligheden et træ. 

Sådan kan man kort beskrive Hieronymus Bosch’ maleri Narrenes skib, som er inspirationskilden bag denne næsten ubeskrivelige, underholdende, smukke og absurde filmoplevelse. 

The Shipwrecked Triptych består af tre fortællinger, der umiddelbart ikke overlapper, men spiller tematisk op ad hinanden. 

Det mandlige personale på et tysk plejehjem i 1980’erne forbereder en nytårsfest. Men først skal de putte beboerne, som var de små børn. En af dem får sågar et kys på panden, inden lyset slukkes. 

Hen over aftenen diskes der op med mad og drikke i lange baner, og jo mere muntert stemningen bliver, desto mere glemmer personalet, at de er på arbejde. Det benytter især en af beboerne sig af. 

Det bizarre og problematiske forhold mellem kommunalt ansatte og borgere fortsætter i det næste scenarie, hvor en medarbejder fra socialforvaltningen besøger en nyankommen, congolesisk familie. 

Fremragende orgelmusik spiller i baggrunden, imens besøget bliver mere og mere underligt og grænseoverskridende for familien, og manden fra kommunen bliver mere barnagtig. Men når de siger fra, nægter han at gå, fordi han vil sove i parrets seng. 

De to første dele er præget af, at den dansk-tyrkiske billedkunstner Deniz Eroglu bruger 35mm film og vhs-bånd for at opnå et nostalgisk 80’er-agtigt udseende i sin debutfilm. 

Den sidste del skifter over i sort-hvid stumfilm, hvor menneskers stemmer erstattes med musik, lyden af bølgebrus (selv om de er langt væk fra havet) og fjerne lyde af klokker og salig bøn. 

I mellemtiden udfoldes der en smuk, homoerotisk og psykedelisk gyser fyldt med glinsende, veldrejede mandekroppe og falliske objekter, når en ung mand i middelalderen udstødes af en omvandrende sekt. Alene i skoven forfølges han af en mandlig nymfe, som han fornærmer ved at afvise dens seksuelle tilnærmelser. 

De medvirkende er talrige og optræder som et kollektiv snarere end som individer, hvor man kan udpege særlige præstationer. Således mangler man som seer glimtvis en hovedperson, der kan holde én i hånden. 

I stedet er det den detaljerige, visuelle stil, der gør The Shipwrecked Triptych til en ganske særlig film. 

Ud over at skildre hæmningsløse væsener og surrealistiske omstændigheder rummer filmen et gennemgående tema om, hvordan mennesker forholder sig til samfundets marginaliserede grupper som religiøse og seksuelle minoriteter, ældre og fattige. 

Allermest foruroligende er socialarbejderens fascination af den congolesiske families tvillinger. Han omtaler dem med videnskabelige termer og nærstuderer dem på en måde, der leder tankerne til virkelighedens nazist Dr. Mengele.

Han taler nedladende til forældrene og prøver at lave sjov, mens han nøje undersøger hvert et hjørne af hjemmet. Det er nærmest, som om han ikke er sikker på, at congoleserne kan finde ud af at bo i Tyskland. Absurditeten i hans fordomme bliver penslet ud i en morsom scene, hvor han begynder at slå græs med en saks. 

Inden beboerne i filmens første fortælling skal til køjs, er de pyntet til nytårsaften og sidder i spisestuen, hvor de taler ned til personalet, som var de rige, forkælede gæster på et femstjernet hotel. Tilsat indendørs rygning, bevidst dårlige parykker, personalets matroslignende dragter og udsigt over skovbevoksede bjerge er det ulig noget andet plejehjem, de fleste ville kunne forestille sig. 

Det gælder ikke mindst, når to af de ansatte tager coke, inden de med opknappede skjorter tilbringer aftenen med at fortælle sjofle vittigheder, flirte og fortælle om vilde oplevelser i New Yorks homomiljø. 

Virkeligheden fordrejes også i den afsluttende fortælling, hvor en religiøs sekt danser rundt om bålet til musik, man ville forvente i John Carpenters mere actionprægede værker som Flugtaktion New York eller på berlinerklubben Berghain.