Hvorfor lige mig?
Tanken hjemsøgte mange Holocaust-overlevere i efterkrigsårene. Hvorfor var det lige mig, der overlevede? Og hvorfor gjorde jeg ikke mere for at redde de andre?
Nu har den britiske kandidat til Cph Pix’ hovedpris New Talent Grand Pix For Those in Peril ikke det fjerneste at gøre med Holocaust. Men den har en hovedperson med ”overlevelsesskyld”, som terapeuterne navngav fænomenet.
Attenårige Aaron vender som den eneste tilbage efter en fiskeulykke, der kostede fem liv, heriblandt hans egen storebrors. Det gør ham til en paria i den afsides kystby, et omvandrende monument over katastrofen, som bestandig forhindrer lokalbeboerne i at glemme deres tab.
De mest infame rygtesmede mistænker Aaron for selv at have forårsaget ulykken, enten overlagt eller uforvarende. De andre underkender Aarons egen sorg, for hvorfor skulle man dog have ondt af den, der overlevede?
Som den danske Klumpfisken udspinder For Those in Peril sig i en lille, egensindig fiskerby. Men hvor Søren Balles miljøskildring er solidarisk lun og varm, er skotske Paul Wright skånselsløs i sin udstilling af den afstumpede pøbelmentalitet i et lukket, indspist samfund. Her er Thomas Vinterbergs Jagten en mere velvalgt dansk reference.
Selv fornægter Aaron alt. Traumet har udvisket hans erindring om, hvad der skete ude på havet (vi ved det heller ikke, for tragedien er indtruffet, da filmen tager fat). Han klynger sig til det forfængelige håb, at hans bror stadig kan være i live, og at han kan redde de nødstedte og gøre alting godt igen.
Efterhånden som lokalsamfundet udgrænser ham mere og mere, synker Aaron dybere og dybere ned i sin forvrængede forestillingsverden. Hans mors allegoriske sagnfortælling om djævlen på bunden af havet bliver hans nye virkelighed, og tanken om at skære sin bror ud af djævlens bug bliver en besættelse.
Portrættet af en ung mand, der krakelerer under vægten af sorg, skyldfølelse og fornægtelse, er både originalt og imponerende sikkert iscenesat af debutanten Paul Wright.
Den socialrealistiske stil med det håndholdte kamera, der klæber sig tæt til Aaron, blandes med en kollage af grynede arkivklip og hjemmevideooptagelser. De flettes ind mellem scenerne og giver baggrundshistorie og dokumentarisk tilsnit.
Med samme virkemidler får Wright skabt en psykedelisk surrealisme, når filmen ligesom Aaron mister sin virkelighedssans i drømmeagtige sekvenser med mere flakkende billeder og højere klippetempo. Her går også lydsiden op i en højere enhed med Erik Enockssons gravitetiske originalmusik og den hviskende, undertiden nærmest besværgende fortællerstemme.
Som Aaron er det engelske stjerneskud George MacKay særdeles overbevisende i overgangen fra forknyt apati til ulmende psykopati.
Man aner tidligt noget uberegneligt og skæbnesvangert bag de havblå øjne. Og MacKay balancerer skridsikkert mellem tilskuerens sympati og den dæmrende mistanke om, at de onde rygter holder vand.
Filmen er stramt fokuseret på sin hovedperson, og den kunne godt have tålt flere nuancer i sin ensidige fremstilling af lokalsamfundets fællesmentalitet. Kun Aarons martrede mor, standhaftig i sin sorg, og hans efterladte svigerinde vies opmærksomhed nok til at træde ud af karakterskitsen.
Filmen har andre svagheder, et noget ustadigt manuskript med en ikke altid ægte klingende dialog. Men netop som det hele begynder at føles som en forvokset kortfilm, optrapper Wright den psykologiske horror-gru i et intenst opløb mod et uforudsigeligt endemål.
Slutningen bliver måske lidt tyk i sit billedsproglige fiskenet af skotsk folklore, mytologi og religiøs symbolik. Men dens følelsesmæssige vægt og uafrystelige billeder bliver man ikke sådan lige fri af.
Kommentarer