To a Land Unknown

En måned efter 7. oktober 2023 begyndte Mahdi Fleifel optagelserne til sin film om palæstinensiske flygtninge, To a Land Unknown, og mens rædslerne tog til i Mellemøsten, fik han travlt med at blive færdig.

Den dansk-palæstinensiske instruktør besøgte som barn ofte familie og venner i en libanesisk flygtningelejr, og allerede i 2012 havde han premiere på dokumentaren A World Not Ours, der behandler samme emne og i øvrigt blev udgivet på dvd med Ekko.

To a Land Unkown er instruktørens første spillefilm, hvor indsigten i flygtningelivets umenneskelighed er grundlaget for et på en gang stramt, gribende og poetisk drama.

Fleifel var nødt til at realisere filmen uden om Det Danske Filminstitut, der kun kan opfordres til at give ham støtten næste gang. For dokumentarfilmskaberen kan virkelig sit dramatiske håndværk, hvilket udtagelsen til Cannes i 2024 understreger.

Filmen starter som en slags hangout movie, hvor vi følger et hold statiske, men engagerende personer i deres naturlige habitat. Men i Mahdi Fleifels film er det langt fra frivilligt, at hovedpersonerne bare hænger ud.

De palæstinensiske flygtninge Chatila og Reda er nemlig strandet i Athen. Det populære turistmål føles som skærsilden for de to mænd, der drømmer om grønnere græsgange og egen café i Tyskland.

Der er en charmerende melankoli over deres beskedne og alligevel ambitiøse mål om at få en tilværelse i et land, som de ved meget lidt om. Tyskland er titlens ukendte rige, der lover mælk og honning, men i virkeligheden kun kan skuffe.

Alligevel er Reda og især Chatila stålsatte, og de har for længst kastet sig ud i tyverier for at skaffe de fornødne euros til falske pas. Når desperationen er størst, kaster narkoafhængige Reda sig også ud i sexarbejde i grønne omgivelser.

Mens Reda ofte mister håbet, tror Chatila fuldt og fast på, at han kan få sig selv og sin nystartede familie – der venter i en libanesisk lejr – til Tyskland. Men græske damer render ikke rundt med mange skejser i tasken, så det er svært at stjæle nok penge.

Handlingen sparkes rigtigt i gang, da Chatila beslutter at tjene pengene ved selv at blive menneskesmugler.

På gaden finder han en trettenårig, uimponeret knægt fra Gaza. Drengen vil hjem til sin tante i Italien. Chatila og Reda tager opgaven på sig og trækker den lokale dranker Tatiana med i projektet uden hensyn til hendes sikkerhed.

To a Land Unknown udvikler sig til en dybt melankolsk, men tilbagelænet fortalt film om udsatte mennesker, der i jagten på en værdig tilværelse opfører sig mere og mere uværdigt.

Sammenligningen med den italienske klassiker Cykeltyven fra 1948 er oplagt, selv om Fleifels hovedpersoner går meget længere end simpelt tyveri.

Dog er filmen ikke specielt voldelig eller gavmild med billeder af elendigheden. Det palæstinensiske miljø i Athen er råt, men med plads til the-drikning og kærlige ord. Den lokale ”mand med forbindelser” er ikke en korrupt mafioso, men ønsker oprigtigt at hjælpe.

Tragedien kommer i stedet fra Chatila og Reda, der kæmper med hinandens og deres egen menneskelighed. Hvor langt kan man tillade sig at gå for en café i Tyskland? Eller for en bedre fremtid for sin familie?

Mahmoud Bakri lægger al sin naturlige karisma og elegance i Chatila, der handler hårdt og manipulerende, men aldrig virker brutal. Aram Sabbah er uimodståelig som godmodige, udsigtsløse Reda, der gør sit bedste, men mangler et formål og nogen til at passe på sig.

De bakkes op af et skønt og levende lille persongalleri.

Her er den poetisk begavede, men ellers ubrugelige ven Abu Love (Mouataz Alshaltouh), der lokker Reda med sin nihilisme. Her er den hærdede dreng Malik (Mohammad Alsurafa), som allerede ved ankomsten til Athen er træt af Akropolis og vil videre til det rigtige liv, som vores hovedpersoner kun han drømme om. Og så er der Tatiana – spillet af den græske stjerne Angeliki Papoulia – der længes efter nærhed og med åbne øjne lader sig udnytte af Chatila.

To a Land Unknown føles ikke som et politisk værk, men alligevel er det tydeligt, at en langt større ondskab er den virkelige årsag til Chatila og Redas moralske fordærv.

Bombningerne af Gaza og det palæstinensiske folks historiske lidelse nævnes ikke med et eneste ord – manuskriptet var nok også færdigt før invasionen – og filmen er også først og fremmest en universel flygtningefortælling.

Men billederne af Redas Palæstina-formede tatovering – en slags poetisk stempling af hans fremtid – gør også filmen til en advarsel om alle dem, der i fremtiden skal gennemgå samme helvede på grund af nutidens forfærdelige begivenheder i Mellemøsten.