Verdens bedste film

”Jeg synes meget af livet går ud på at vedligeholde livet.” 

Den lakoniske sætning af Sebastian Cordes tænker jeg over, imens jeg vasker køkkengulvets gråmelerede linoleum fri for julens fedtudslip.

Ingen ser mig gøre det. 

Det er den slags trivielle hverdagshandlinger, som instruktører normalt går i en stor bue udenom, fordi de ikke regnes for værd at se på eller tale om. Men i Chantal Akermans tre timer og 22 minutter lange mesterværk Jeanne Dielman, 23, quai du commerce, 1080 Bruxelles fra 1975 udgør de selve kernen. 

Jeanne Dielman bor alene med sin søn i en lejlighed i Bruxelles, og som en organisme holder hun sig selv i live med endeløse gøremål i en fastlåst, neurotisk rutine. Ved nøgternt at dvæle ved Dielmans ensformige liv bliver lærredet et spejl, hvor vi uvægerligt kommer til at reflektere over vores eget liv.

Værket vippede Hitchcocks Vertigo af pinden som verdens bedste film, da tidsskriftet Sight & Sound med førende filmfolk og kritikere i 2022 foretog sin kåring, der finder sted hvert tiende år. Det inspirerede mig til et essay i Ekko #93, hvor jeg med fokus på kvindeliv flettede en gennemgang af filmen sammen med personlige betragtninger og udblik til den kulturscene, Chantal var præget af. 

Nu har forfatter og instruktør Sebastian Cordes (senest aktuel med dokumentaren Altid/Aldrig noget andet) valgt samme form, men i en noget større målestok. Bogen hedder Verdens bedste film – et essay i nærheden af Chantal Akerman, og den intethed, som Chantal Akerman mener, at hendes film handler om, formår Cordes at gøre til noget. 

Ligesom han gjorde kedsomheden interessant i sin forrige udgivelse på Kronstork: Om kedsomhed. 

Essayet er en lang, Proust-agtig stream of consciousness, der zigzagger sig igennem Chantal Akermans liv og værker, holocaust, som hendes jødiske forældre overlevede, og så forskellige filmhistoriske værker som Andy Warhols stumfilm Blow Job, Martin Scorseses krigsveterandrama Taxi Driver og Dziga Vertovs storbysymfoni Manden med kameraet, der skildrer byens liv og rytme gennem montage og visuelle eksperimenter. 

Læg dertil Walter Benjamin, Simone de Beauvoir, Franz Kafka og Marguerite Duras, og du har kun en brøkdel af de kunstnere og filosoffer, der bringes i spil over bogens 245 sider. Du må selv søge mere viden, for Cordes ønsker ikke at tabe terræn med pædagogisk håndsrækning i sin suggestive tankestrøm. 

”Hvordan filmen bliver framet, er det, filmen handler om,” har fotografen Babette Mangolte engang sagt, og det samme kan siges om Cordes’ essay. 

Han veksler mellem nøgterne beskrivelser af scener fra filmen med regi og replikker, som er skrevet med blåt, og sine egne dagbogsagtige betragtninger, tanker, følelser, minder og eksistentielle spørgsmål, der leder over i citater fra filosoffer og kunstnere. 

De korte afsnit – helt ned til en eller to linjer – fremstår som noter i en afsøgning af Chantals værk, som Cordes tydeligvis er forelsket i. Man mærker forfatterens pulsslag og bliver revet med, indtil den tempofyldte læsning for et øjeblik stoppes af cyanfarvede sider, der gentager udvalgte handlinger i filmen med hvid magnumskrift. 

”Dielman går hen og slukker som vanligt lyset, inden hun forlader rummet.” 

Eller. 

”Skoene er klar i morgen klokken 4, siger skomageren.” 

På samme måde som filmen er et værk over dagligdagsrutiner, forsøger essayet således grafisk at mejsle tilsyneladende ikke-betydningsfulde hverdagshændelser ind i bevidstheden. Ingenting ophøjes til alting. 

Chantal Akerman rejste fra Bruxelles til New York i 1971. Hun vristede sig fri af den europæiske filmarv og det patriarkalske tryk på brystkassen. Sebastian Cordes ønsker at følge i hendes fodspor mere end 50 år senere. Er det muligt, eller er det som at falde i staver over nogle skudhuller fra Anden Verdenskrig i en bygning i Østberlin med Starbucks’ to-go-coffee i hånden? 

Om Cordes selv har oplevet en husmors tunge byrde, skal være usagt, men som kvinde er det da rart at opleve hans solidariske feminisme (bogen er dedikeret ”til min mor & alle mødre før hende”). Ved at sample talrige tekstfragmenter fra Jeanne Dielman, 23, quai du commerce, 1080 Bruxelles med scener fra sin egen, indre film skaber han et stimulerende og udfordrende værk i sin egen ret. 

Poetisk, smertefuldt, rytmisk. Og abrupt for at få læserens egen bevidsthedsstrøm i gang. Jeg opdager hele tiden noget nyt og begynder at tvivle på, om det er muligt at blive færdig med essayet. Fås der en større cadeau? 

Så tak til forlaget Kronstork for villigheden til at eksperimentere med form og indholds indbyrdes afhængighed. 

Jeg tager Verdens bedste film med mig, når jeg skal se udstillingen om Chantal Akerman i kunstcentret Jeu de Paume i Paris, inden den lukker 19. januar 2025. Jeg vil også være i nærheden af Chantal – med Cordes’ i hånden.