koncert
28. sep. 2019 | 12:30

Video Games in Symphony

Foto | Frida Marquard
Irske Eímear Noone dirigerede Aalborg Symfoniorkester med Elias Eliot og Jacob Ege Hinchely fra podcasten Han Duo som konfirencierer.

Symfonisk koncert i Aalborg med temaer fra spillenes verden er en magisk oplevelse for både spil- og filmelskere.

Af Frida Marquard

Hvad mindeværdige sountracks angår, har spilverdenen i de seneste mange år givet filmmusikken kamp til stregen om at lave de mest eventyrlige, dramatiske, følelsesladede og ikke mindst ikoniske kompositioner. 

Kendingsmelodierne fra Uncharted-spillene, Super Mario Bros. og Pokemon er blevet lige så let genkendelige som temaerne til Indiana Jones og Jurassic Park

Med koncerten Video Games in Symphony bringer Aalborg Symfoniorkester for andet år i træk spilmusikken ind på de bonede gulve 

Symfoniorkesteret dirigeres denne gang af irske Eímear Noone, der har komponeret musik til en lang række spil fra selskabet Blizzard, heriblandt Warlords of Draenor-suiten fra spilserien World of Warcraft, der opføres til koncerten. 

Men giver det så overhovedet mening for en filmnørd at høre musik komponeret til computerspil? 

Svaret er et entydigt ja. 

Musikken fortæller sin helt egen historie og er en fornøjelse for enhver med kærlighed til filmmusik. Nok er der ikke den samme genkendelse i at høre de forskellige spiltemaer, hvis man ikke har kendskab til spillene, men det er svært ikke at blive revet med af musikken og selve live-oplevelsen. 

Hvor live-optrædener af filmmusik som regel enten består af udsnit af en enkelt komponists værk eller musik taget fra en enkel film eller filmserie, præsenterer Video Games in Symphony et udsnit af de mest kendte musikstykker fra en mængde spil. 

Det voldsomme, eventyrlige og majestætiske gør sig godt i Musikkens Hus’ futuristisk designede koncertsal, og der er en magi i at høre musikken fremført af et talstærkt orkester og ikke bare ét, men fire kor. 

Det er svulstigt og dramatisk og fungerer særdeles godt høre live, hvor man rigtig mærker intensiteten. 

Det største minus er faktisk, at stykkerne ikke varer længere, end de gør. Det er selvfølgelig ikke musikkens skyld, men når hvert nummer ebber ud, har man følelsen af et kort øjeblik at havde befundet sig i en verden, som man sagtens kunne havde tilbragt meget længere tid i. 

Det giver denne anmelder lyst til at gå hjem og spille flere af de spil, der fremføres temaer fra. Her er det måske på sin plads at komme med en lille indrømmelse. For selv om jeg ikke er den store spilentusiast, er jeg helt vild med at lytte til musikken fra spillene. 

Særligt imponerer suiten fra Lucas Arts kultklassiker Grim Fandango med et jazzet, latinamerikansk lydbillede, der er tilsat, ja, fandango og en særligt lækkert lydende saxofon. 

Ligeledes løfter Craig Stuart Garfinkles suite til Baldur’s Gate: Dark Alliance 2 sig til helt nye, dramatiske højder. Temaet lyder som en blanding mellem Ringenes Herre og melodisk kirkemusik og gør sig særlig godt i koncertsalens højt hvælvede rum. 

Og så vækker temaet til Super Mario Bros. et sådant bifald fra publikum i salen, at musikken nærmest bliver båret frem på klapsalver. 

”Hvis du er kommet ud af sengen med det forkerte ben først, kan man næsten ikke forblive i dårligt humør efter at havde hørt det her,” siger Elias Eliot, der sammen med Jacob Ege Hinchely står bag film- og spilpodcasten Han Duo

Som konferencierpar for aftenens begivenheder præsenterer de musikken og fortæller anekdoter før hvert nummer. De erkender at havde fældet en stille tåre under koncerten. Det samme gør min sidemand.

Eimear Noone dirigerer Warlords of Draenor i DR Koncerthuset

Kommentarer

Titel:
Video Games in Symphony

Land:
Danmark

År:
2019

Komponist:
Eímear Noone

Konferencier:
Han Duo

Musik:
Aalborg Symfoniorkester, Filharmonisk Kor Aalborg, Aalborghus Gymnasiums Kor, Hasseris Gymnasiums kor, Aalborg Katedralskoles Kor

Sted:
Musikkens Hus i Aalborg

Tidspunkt:
26. september

© Filmmagasinet Ekko