Det er en enormt bevægende film, søskendeparret Rosalinde Mynster og Jasper Spanning har lavet om deres afdøde far, skuespilleren Søren Spanning.
Han døde efter flere års sygdom i kølvandet på en hjerneblødning, da han i februar 2020 trak vejret for sidste gang, 68 år gammel.
På blot en lille time giver Vores fars sol – der kan opleves på den igangværende filmfestival Cph:Dox – et spændende indblik i en kunstnerfamilie, hvor det at optræde og fortælle historier er selve det livgivende stof, tilværelsen er gjort af.
Filmen følger Søren Spanning i årene efter, en blodprop har bundet ham til en kørestol, og helt frem til, at han helt bogstaveligt ligger i kisten.
Rosalinde Mynster og Jasper Spanning er to af landets dygtigste unge filmskabere, hun foran kameraet som skuespiller, han bagved som fotograf. Rosalinde medvirker i seriehittet Badehotellet og succesfilmen Hvor kragerne vender, mens Jasper har stået for billederne i perler som Dronningen og Den skyldige.
Med erfaringerne fra hver deres side af kameraet supplerer de hinanden godt i skabelsen af et poetisk værk. En af dokumentargenrens evige udfordringer – i hvert fald i den personlige gren, som primært dyrkes på dansk grund – er at gøre det private til et universelt anliggende.
I Vores fars sol trækkes man uvægerligt ind af det pulserede filmsprog. Filmen får lov til at skurre i sin finmaskede sammenblanding af fluen på væggen-optagelser og mere konstruerede scener.
Det næste øjeblik står et par musikanter og spiller i selvsamme lejlighed, mens kameraet hviler på skuespilleren, der lader alverdens sindstilstande strømme ud af sig.
Undervejs fungerer naturen som et genkommende motiv med billeder af høje træer. Pointen bliver befriende nok ikke hamret ind, men fortolkningerne bydes velkommen.
Nærmest som et naturfænomen har Søren Spanning med sin ukuelige livslyst indlejret en nysgerrighed i sine børn, som byder dem at udforske kunstens væsen, når deres førhen så stærke far nu er i en anderledes svag forfatning.
En klassisk portrætfilm ville uden tvivl gå dybere ned i skuespillerens roller og sætte ord på hans store evner som en lige dele imposant og følsom karakterskuespiller. Også det næsten 40 år lange ægteskab med den ligeledes kendte skuespiller Karen-Lise Mynster ville givetvis have fyldt mere, end det gør i Vores fars sol.
Men som titlen indikerer, handler filmen først og fremmest om Søren Spanning som far, og det er et givtigt fokus.
Søren Spanning gjorde sig særligt på landets teaterscener, men medvirkede gennem karrieren også i adskillige tv-serier, julekalendere og film som Min farmors hus og En kongelig affære.
Huskes skal også den forrygende kortfilm Ud, spring over, ind, for hvilken han vandt en pris ved det første Ekko Shortlist Awards i 2014 med præstationen som udskejende midtlivskrise-far på katastrofekurs. Forinden var han blevet ramt af en hjerneblødning, så Jasper modtog prisen på hans vegne.
I Vores fars sol oplever vi skuespilleren i livets efterår, hvor han ikke længere er professionelt aktiv. Men herlige hjemmevideooptagelser viser ham som et stort legebarn, der elsker at medvirke i børnenes små amatørproduktioner.
Og mens hengivenheden er åbenlys, bliver der samtidig givet plads til alle de komplicerede sprækker, der udgør et menneskeliv.
Filmen er interessant i sit livtag med det tabubelagte emne, som døden stadig er. På et tidspunkt fortæller Rosalinde Mynster sin far, at han skylder at holde sig i live, så han kan få et forhold til de børn, hun ikke har endnu.
Det vil han gerne, lyder svaret, men omvendt må datteren også forstå, at det hver dag er en kamp for ham at holde sig i live. Hans beskrivelse af at være fanget i en svækket krop, mens sindet stadig er spækket med minder om at bære rundt på sit barn, er simpelthen hjerteskærende.
Titlens sol henviser til den halskæde med en sol, som Søren Spanning bar både på scenen og i privaten. Den kommer til at stå som et lige dele håndgribeligt og metafysisk symbol på, at noget lever videre, når vi siger farvel til vores nærmeste.
Søren Spanning fortæller i Vores fars sol, at hans syn på døden er, at der ganske enkelt bare bliver mørkt.
Men uanset hvilket forhold man har til efterlivet, må det være en forælders største ære i det hinsides at blive hyldet i så smuk en kærlighedserklæring, som de to voksne børn sender deres far.
Kommentarer