Hvis du efter den seneste inkarnation af A Star Is Born sidder med en fornemmelse af, at det dybest set er en Disney-film uden en lykkelig slutning, er den amerikanske indie-instruktør Brady Corbets Vox Lux den perfekte modgift.
Tænk på den som: ”En stjerne er dødsdømt – og det er vi også”. Jeg kan ikke komme i tanke om en anden film fra popmusikkens verden så fuld af spørgsmål om vores vestlige verdenstilstand, der konstant synes truet af en lurende katastrofe.
Lad os starte på overfladen.
Vox Lux er en todelt fortælling om forvandlingen af musikeren Celeste fra en sød skolepige – spillet af Raffey Cassidy (datteren i The Killing of a Sacred Deer) – til et fucked-up popidol på berømmelsens skingre overdrev (spillet af Natalie Portman). Hun har en datter, igen spillet af Raffey Cassidy, der nu har den alder, hendes mor havde, da karrieren tog fart.
Jude Law leverer en af sine bedste præstationer som Celestes manager, en kompleks, troværdig figur et sted mellem glubsk pengesuger og beskyttende faderfigur.
Men det er Natalie Portmans medrivende præstation, der virkelig skiller sig ud. Hun er en magnetisk, bidsk, skarp popdiva, der også er en vrængende, sårbar, sprutvædet katastrofe.
Brady Corbet har det med at splintre sine fortællinger. Ligesom hans bemærkelsesværdige debutfilm, den olme lignelse The Childhood of a Leader om fascismens gennembrud i Europa, er Vox Lux inddelt i kapitler, der viser Celestes forvandling ved at springe mange år frem i tiden.
Filmen har også enkelte passager med en lakonisk fortællerstemme leveret af Willem Dafoe, der nøje balancerer mellem højtidelighed og ironi.
Hver af filmens halvdele introduceres med en massakre. Det første blodbad er et skoleskyderi, hvor Raffey Cassidys blåøjede skolepige bliver slemt såret. Teenageren skriver sange fra sygelejet og bliver på kort tid en popstjerne. Den anden halvdel, sytten år senere, er et terrorangreb på en strand i Kroatien, hvor morderne er iført masker inspireret af en af Celestes musikvideoer.
Første halvdel tager fart i svenske studier og til musikvideooptagelser.
Den viser adrenalinsuset ved at opføre sig ældre, end man er, og det tab af faste værdier, der kan følge med. Det er i sådan et moralsk tomrum, en femtenårig overlevende fra en skolemassakre kan ende med en langt ældre kæreste, der laver den slags goth-musik, hendes angrebsmand lyttede til.
I filmens anden del følger vi den 31-årige superstjerne, som bliver befippet over datterens mulige graviditet, får hysterianfald og langer ud efter de få mennesker, der holder af hende.
Den voksne Celeste bliver slagtet af medierne (filmen rammer vor tids giftige kendissladder perfekt) og håndterer det hele ved at blive fuld og skæv og fraværende – lige indtil hun på mirakuløs vis får nok samling på sig selv til at levere et gigantisk sceneshow.
Den scene er optaget med tilbedende forundring over Celestes jernhårde tag i scene og publikum. Ellers er Vox Lux ofte en klaustrofobisk oplevelse, der udspiller sig i klasseværelser, hotelværelser, omklædningsrum og korridorer.
Det er sigende, at en af de få scener i dagslys foregår i New Yorks hektiske bybillede i skyggen af 9/11.
Der er en konstant følelse af trykkende gru, der forstærkes af Scott Walkers dunkle musik, og som står i skarp kontrast til de velskabte, upåfaldende popsange, den australske musiker Sia præsenterer som Celestes egne sange.
Der er ikke noget let bud på filmens allegori, ikke engang noget stensikkert tegn på, at den skal læses allegorisk.
Vox Lux er en film, der overlader det til publikum at tage ved lære af, hvordan vores overfladiske medieverden fremtvinger samtykke og forfalsker følelser, hvordan popstjerner og terrorister jagter den samme udødelighed, hvordan populisme farver både pop og politik.
Men Brady Corbets idémættede, nuancerede film er mere end arbejdet værd.
Kommentarer