Cph:Dox 2025
14. mar. 2025 | 08:00

Walls – Akinni Inuk

Foto | Ánorâk Film

Voldsdømte Ruth kan ikke gøre andet end at se passivt til, mens livet udenfor går sin gang.

Grønlænderne får talerøret i billedskøn og rørende barsk dokumentar om to kvinder, der står på hver sin side af fængselssystemet.

Af Kjartan Hansen

Det er første gang i årevis, at Ruth glæder sig til jul. I forvaringen er højtiden blevet til blot en hvilket som helst anden ensom dag. 

Denne gang er det anderledes. 

Nu får hun besøg af Nina. Kvinden, der oprindelig kom for at interviewe den indsatte til sit filmprojekt, er blevet hendes ven og fortrolige. 

Filmen følger de to, mens skønne optagelserne fra Nuuk skifter mellem snevejr, smukke solnedgange, hvor havet og sneklædte klipper mødes, og rørende samtaler mellem de medvirkende. 

Dokumentaristen Nina Paninnguaq Skydsbjerg, der sammen med Sofie Rørdam har instrueret Walls, træner hårdt i fitnesscentret. Hun kontrollerer sit ydre som en maske for at skjule sig selv og sit indre liv for andre. 

Som udgangspunkt vil hun fortælle andres historier. Undervejs viser det sig dog, at hun og den indsatte Ruth har noget afgørende tilfælles, og det ændrer filmens vinkel radikalt. 

I forlængelse af hovedpersonernes oplevelser skildres også, hvordan rigsfællesskabet kommer til kort. For selv om Grønland har selvstyre, er en stor del af administrationen stadig dansk. Det præger naturligvis tilstanden. 

I Danmark tror mange, at rigsfællesskabet er med til at hjælpe grønlænderne. Men vejen til helvede er brolagt med gode fortsætter.

Med den danske befolknings begrænsede viden om sine kolonier gør centralmagten i København sine undersåtter en bjørnetjeneste og efterlader dem handlingslammede i selvstyrets limbo mellem frihed og svigt. 

Derfor er det essentielt, at grønlandske kvinder selv får lov til at berette om deres oplevelser, mens alle os andre lytter. Walls – Akinni Inuk er produceret af Emile Hertling Péronard, som stod bag Twice Colonized, der satte fokus på den grønlandske aktivist Aaju Peter.

Ruths første dom var for drabet på en mand, der begik seksuelle overgreb mod hende. På fri mod igen overfaldt hun en mand involveret i drabet på hendes mor. 

Sagens kerne er således ikke, at Ruth er uskyldigt dømt, men om straffen svarer til forbrydelsen. Kvinden har været bag tremmer næsten halvdelen af sit liv uden at få behandling for vreden, så hun kan vende tilbage til et liv på den anden side. 

Hjælpen er imidlertid ikke tilgængelig, og begge landes retssystemer taler forbi hinanden. Når retshjælpen fra Danmark omsider kommer hende til undsætning, er forvirringen total. Den danske advokat forstår ikke sammenhængen mellem Ruths dom og hendes straf. 

I de lokales ansigter er det tydeligt, at de er vant til, at man udefra ikke kender Grønland og grønlænderne godt nok til at hjælpe. 

Historisk har uvidenheden ført til, at familier blev adskilt, børn fik frataget deres nationale identitet, og man har såret mennesker, der i afmagt sårer andre. Det er alt sammen noget, der skal bearbejdes, før tilliden til Danmark kan vokse. 

Men når film som denne giver talerøret til grønlænderne, er det et skridt i den rigtige retning. 

Filmen starter med et håndholdt, nogle gange rystende kamera, der i hånden på de indsatte følger både dem og fængselsbetjentene, mens de ruller cigaretter og får sig en sludder. 

Undervejs fratages de det håndholdte kamera, og filmskaberne må nøjes med deres egne, mere stabile optagelser fra talrige besøg. Og det gør faktisk filmen mere yndefuld og fængslende. For mens der fokuseres på det spirende venskab, bliver filmen også visuelt mindre kaotisk og mere sirligt fortalt. 

Stille guitarmusik ledsager følsomme øjeblikke, som når Nina i tusmørket besøger morens grav. Men det er, når musikken giver efter for stilheden, at publikum mærker tomheden, uvisheden og frustrationen over tilværelsen. 

I en nøglescene fortæller Nina om sine egne oplevelser, der kunne have ført til samme skæbne som Ruth. Det kan ses som en hilsen til Ingmar Bergmans Persona, at de i stedet for at se på hinanden, så vender den ene sig mod kameraet, mens den anden ses i profil. 

Mens Nina funderer over sin fortid, overlapper og flyder deres skæbner sammen og taler indirekte for talrige kvinder, som systemet heller ikke kunne beskytte. 

Walls har en barsk kerne, men ligesom venskabet trives indenfor, blomstrer foråret udenfor, fortrænger den mørke vinter og tillader en snigende optimisme at skinne igennem.

Kommentarer

Titel:
Walls – Akinni Inuk 

Land:
Grønland 

År:
2025 

Instruktør:
Nina Paninnguaq Skydsbjerg, Sofie Rørdam 

Medvirkende:
Ruth Mikaelsen Jeremiassen, Nina Paninnguaq Skydsbjerg 

Spilletid:
72 minutter 

Premiere:
21. marts på Cph:Dox.

© Filmmagasinet Ekko