cph pix 2017
28. sep. 2017 | 08:01

Western

Foto | Bernhard Keller
Debutanten Meinhard Neumann (tv.) spiller med en garvet ro og karisma den tyske arbejder, der kommer til Bulgarien i Western. Her allierer han sig med den lokale spids Adrian (Syuleyman Letifov), selv om de ikke taler samme sprog.

Månedens film i Cinemateket fra Maren Ades tyske filmselskab er et langsomt, men betagende drama om kulturkløfter mellem machomænd.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

På trods af titlen er der hverken cowboys eller indianere i Western

Til gengæld deler tyske Valeska Grisebachs tredje spillefilm historien om ensomme, forknytte mænd, der slår sig ned i et nyt, øde land med westernfilmen. 

Men mest interessant er Western en film om kulturkløfter og det besværlige møde mellem fremmede mennesker, der ikke kan kommunikere. En stilfærdig og eftertænksom film, der ikke giver nogle endegyldige svar, men derimod forbliver dejligt åben hele vejen igennem. 

Western kommer til Cph Pix med ros fra dette års festival i Cannes, hvor den deltog i sidekonkurrencen Un Certain Regard. Den er produceret af Maren Ade, der stod for en af det forgående års store åbenbaringer, nemlig Min far Toni Erdmann

Da en gruppe tyske gæstearbejdere kommer til en lille bulgarsk bjergby for at bygge brønde og infrastruktur, hejser de straks det tyske flag i deres lejr som for at markere deres indtog. De lokale modtager tyskerne med skepsis og kritiske øjne, som var de kolonialister fra en fjern kultur. 

Vi følger den tavse og stoiske tyske arbejdsmand Meinhard, der spilles imponerende af debutanten Meinhard Neumann. Han er benet og forsagt, men udstråler en betagende, dyb ro. Valeska Grisebach åbner tålmodigt op for sin hovedkarakter, der har en fortid i den franske fremmedlegion, og som den eneste møder de lokale med respekt og åbenhjertighed. 

Tyskerne og de lokale bulgarere forstår kun sjældent hinandens sprog, og det fører i starten til konflikter og fremmedhad. Western er interessant, fordi den viser, hvordan der opstår barrierer mellem mennesker, når de ikke kan kommunikere. Men samtidig viser Grisebachs film også, at de barrierer kan brydes ned og overkommes, hvis begge parter engagerer sig. 

I nogle af filmens fineste scener sidder Meinhard og de lokale og taler sammen, men på hver deres sprog. Meinhard får et godt øje til Veneta (Veneta Fragnova) og et venskabeligt forhold til landsbyens leder, som han begge kommunikerer med på improviseret tegnesprog og få gloser. 

Western foregår i et udpræget maskulint miljø i et arbejdssjak, der drikker bajere og brændevin om aftenen og slæber tunge sten om dagen. 

Ligesom med Meinhard får vi ikke meget at vide om de andre mænd på holdet. Lederen Vincent (Reinhardt Wetrek) har problemer med kæresten hjemme i Tyskland og er ligesom sine ansatte rejst til Bulgarien for at tjene penge. Men forholdene er dårlige og behovet for arbejdskraft begrænset. 

Ironisk nok rejser bulgarerne selv til Grækenland for at finde job, som de lokale fortæller. 

Filmen foregår over et par uger i en sommerhed, knastør og støvet dal i en øde del af Bulgarien. En bjergrig prærie, fristes man næsten til at kalde den efter filmens titel. Og ligesom westernfilmens cowboys finder Meinhard og sjakket vilde heste, som de tager til sig og ridder på. 

Titlen kan selvfølgelig også forstås mere bogstaveligt. Meinhard og hans sjak kommer til Bulgarien med de gode vestlige hensigter om at kultivere landskabet og hjælpe fattige folk, men modtages langt fra med åbne arme af de lokale. 

Valeska Grisebach og fotograf Bernhard Kellers observerende kamera har et årvågent blik for de små konflikter mellem kulturene, når machomændene hellere lader sig provokere end forsone. 

Undervejs føles filmens to timers spilletid desværre unødigt lang for den sporadiske og til tider retningsløse fortælling. Den flakkende historie er en del af filmens dna, men den undgår ikke tomgangsperioder. Det kræver nemlig indlevelse at følge Meinhard, fordi han er så tavs og lukket en karakter.

Det ændrer ikke ved, at Western på mange måder er en betagende film, hvor stilheden og det usagte ofte dominerer. Det er nærmest, som om Valeska Grisebach vil vise, at mødet mellem mennesker nok er svært, men kan lade sig gøre uden samme sprog og kultur.

Trailer: Western

Kommentarer

Titel:
Western

Land:
Tyskland, Bulgarien, Østrig

År:
2017

Instruktør:
Valeska Grisebach

Manuskript:
Valeska Grisebach

Medvirkende:
Meinhard Neumann, Veneta Fragnova, Syuleyman Letifov, Reinhardt Wetrek

Spilletid:
119 minutter

Premiere:
29. september på Cph Pix

© Filmmagasinet Ekko