Omar Shargawi er en vred mand. Med god grund. Han føler sig som et skib på åbent hav uden noget flag at sejle under. Han har ingen nationalitet at spejle sig i.
For arabisk til at være dansk, for dansk til at være arabisk.
I dokumentaren Western Arabs forsøger den 44-årige instruktør at forlige sig med de svære følelser ved at gå i clinch med den mand, han ser som kilden til det hele: sin far.
Shargawis far Munir kom i 1966 til Danmark som en af de første palæstinensere, mens krigen mod Israel stadig var forholdsvis ny. Her fik han statsborgerskab, mødte en dansk kvinde og fik tre drenge.
Men drømmen om en lykkelig familie brast, da fortidens smerte viste sig for uoverkommelig til at lægge på hylden.
Der var ofte glæde i hjemmet, fortæller Shargawi, men også en konstant frygt for, at farens temperament ville eksplodere.
Filmen viser gamle hjemmevideooptagelser fra et ødelagt hjem, som blev splittet ad på grund af farens aggressioner. Men mest består Western Arabs af nye optagelser med den ældre far, der med både humor og alvor kan fortælle sin søn: ”Idealisme betaler ikke huslejen.”
Munir bærer dog stadig rundt på en masse vrede, som kommer op til overfladen, når han ser blodige billeder fra den stadig verserende konflikt i sit hjemland. Det er dog ikke en særligt nyttig vrede, idet den med årene er blevet mikset med apati.
”Om du laver 3000 film, Omar, så vil folk ikke vækkes!” råber han til sin søn, når han får stukket et kamera i hovedet.
De nutidige optagelser er filmet med et lille videokamera af instruktøren, og ofte er de endnu mere skramlede end de gamle. Det kunne uden tvivl være gjort flottere med et simpelt mobilkamera, men den kaotiske grimhed er et stilistisk valg, der hænger sammen med filmens blik på livets mindre pæne sider.
Der er uro i det indre, og det flyder ind i filmens fortælling, som er intenst klippet af Thomas Papapetros, der har begået samme kunststykke i flere af Shargawis film og Burma VJ: Reporter i et lukket land.
En anden slags optagelser i filmen er langt mere professionelt orkestreret.
Omar Shargawi bruger klip fra sine tidligere film – spillefilmdebuten fra 2008, Gå med fred, Jamil, dokumentaren Fra Haifa til Nørrebro (også med faren i centrum) og den nyere spillefilm Al Medina – der alle er blevet lavet, mens instruktøren i tolv år har arbejdet på sit magnum opus.
Western Arabs er fortalt med en sådan intensitet, at man også som etnisk dansker uden nationale mindreværdskomplekser føler sig ramt. Undertegnede er fra en kernefamilie i et middelklassehjem, men jeg kom alligevel til at tænke over mit forhold til de nærmeste, hvad vi siger og især ikke siger til hinanden, mens tid er.
Shargawis specifikke kamp griber fat i almenmenneskelige emner – er far flov over mig? – men bliver også en tand for iscenesat, når instruktøren stiller sig op og siger de lidt for velvalgte ord: ”Jeg er min egen værste fjende.”
Der skrues også rigeligt hårdt på dramaknappen i blodigt symbolske billeder af en døende kamel i Palæstina, hvor instruktøren rejser til for at finde sig selv, mens storladen musik fylder lydsiden.
Så er der faktisk mere slagkraft i de små observationer. Omar Shargawi fortæller på et tidspunkt, hvordan han i barndommen fandt små åndehuller i mødet med filmens verden og helte som Clint Eastwood og Bruce Lee, der kunne redde dagen med retfærdig magtudøvelse.
Volden blev en fast bestanddel af familiens hverdag. Alene åbningsscenen, hvor Omar Shargawi foran et håndholdt kamera fortæller, at han lige har truet sin bror med en saks, der faktisk skulle tjene til at beskytte broren, er dybt tankevækkende.
Hvordan påvirker vi den næste generation, når vi sidder fast i vores traumer?
Det er et væsentligt spørgsmål som bittert, men også med katarsis udfoldes i Western Arabs.
Kommentarer