Kontinenter kan blive udsat for mange naturkatastrofer, men det hindrer dem ikke i at forblive kontinenter.
Sådan siger den femtenårige Noah hen over billeder af ham og hans barndomsvenner Tim og Hachim, mens de genses i det kvarter, de er vokset op i.
Det er slutningen på den norske dokumentar What Young Men Do, som følger Noah, der bliver straffet for grove røverier, han har begået med sine venner.
Dokumentaren udforsker sammenspillet mellem ungdomskriminalitet og de venskaber, som i mange tilfælde er grundstenen i den lovløse livsstil.
Filmen balancerer mellem at være dokumentar og fiktion. Blandingsformen giver historien en intens nerve, da vi som tilskuere ikke ved, hvilke optagelser der er iscenesat, og hvilke der er autentiske.
Men historien er sand, og den viser unægteligt et mere dystert teenageliv end det, vi kender fra Skam. Men ligesom den norske successerie udspiller den sig i et roligt tempo, hvor der kæles for hovedpersonerne i en grad, som skaber sympati for de unge rødder fra første øjekast.
Drengene er sammen konstant og chiller i byen Haugenstua, som for dem er verdens navle og det eneste sted, de har lyst til at være.
Desværre drages de af et kriminelt miljø og ser op til de skidte fyre, som trækker i de ulovlige tråde, der binder ungdomskulturen sammen i betonblokkene.
Lige inden sommerferien begår drengene hver især ulovligheder, hvis konsekvenser får dem skilt ad. Noah bliver presset til et røveri, og for ham er straffen, at han skal forlade byen og dermed sin mor og sine venner og flytte hjem til sin far i forstaden Bærum.
Noah bliver således splittet mellem to forskellige verdener, og det understreges stilistisk gennem kløgtig brug af musik, klippetempo og belysning.
Når Noah er i Haugenstua og laver unoder understøttes de af en summende musik med langsomme beats, og hans point of no return, hvor han medvirker i et røveri, filmes i slowmotion med grå og farvefattige billeder.
I Bærum er sommeren brudt ud, og sollys dominerer billederne af Noah og hans nye venner, som bader og griner i et virkelighedstro tempo. På den måde er vi ikke i tvivl om, hvad der umiddelbart er bedst for Noah.
Men Noah er ikke lige så god til at svømme som hans nye kammerater og føler ikke, at de har brug for ham på samme måde, som hans gamle venner har.
Noah har løbende møder med et opfølgningshold, som opfordrer ham til at holde sig væk fra sine gamle venner og få nogle nye.
Da hans gamle homies ender i fedtefadet for endnu et overfald, står Noah i et eksistentielt dilemma, hvor han kan vælge mellem at møde op til sine venners retssag eller tage til julehygge med sine klassekammerater på det nye gymnasium.
Sådan balancerer Noah konstant mellem sit nye og sit gamle liv. Vi og han ved, hvad der er den fornuftigste vej at gå, men han er tro mod sine venner og vil i princippet gøre alt for dem. De er hans kontinent.
Alligevel spiller musikken bedst, da han møder hestepigen Frida. Hun rider i slowmotion rundt om ham til et westernagtigt, elektronisk musiknummer, og Noah kan kun stå lamslået og beundre hendes skønhed.
Hvor Noah ser Haugenstua som det bedste sted for ham at være, har Frida drømme om at komme til USA og se mere af verden. Sådan støder Noah på nye indtryk og verdensopfattelser, som står i kontrast til hans egen.
Selv om Noahs liv tager en drejning, bliver hans fortid aldrig beskrevet som noget direkte ondt. Det er nærmere en alternativ måde at leve livet på.
Til trods for at Noah, Tim og Hachim ender med at vælge forskellige veje i livet, som det ofte gør sig gældende i barndomsvenskaber, lægger filmen elegant vægt på det stærke bånd som kriminalitet, men også kærlighed har skabt imellem dem.
Hvad unge mænd gør, er måske ikke altid klogt, men det former dem og bringer dem videre i livet. What Young Men Do er en stilistisk imponerende film, som giver et nuanceret blik på den forvirrende rejse, som teenageårene er.
Kommentarer