Årets gyser er alt for usædvanlig til biografen. Indtil nu.
Forestil dig Triers psykologiske metafysik, Kubricks kølige panoramaer og en eksplosiv, Bergman’sk familie i en tid, hvor djævelen er lige så virkelig, som den nye verden er ukendt.
Historien finder sted i 1600-tallet i New England, hvor den stolte og dybt religiøse William nægter at anerkende byens udlægning af Biblen. Han tager sin kone og deres fem børn ud i ødemarken, hvor de bygger hus, sår korn og reciterer bibelord for børnene. Men en dag, da teenagedatteren Thomasin passer den nyfødte Sam, forsvinder babyen uforklarligt. Den er taget af en heks, ser vi – men det gør de ikke.
Moren er utrøstelig og beskylder Thomasin for at have ladet ulve spise Sam. Imens rådner kornet, og William forsøger at fange vildt for at familien skal undgå sultedøden.
Familiens lille træhytte virker uendeligt sårbar under de knejsende, mørke trækroner, der omkranser hjemmet i lysningen. I skovbrynet lurer heksen, og hjemme leger tvillingerne, at familiens sorte vædder er djævelen selv. Men barnelegen bliver dødelig alvor, da moren i hysteri peger en anklagende finger mod sin datter.
The Witch er et knugende portræt af puritansk djævletro og en paranoid mentalitet, der lægger familier i graven. ”Er jeg allerede i helvede?” spørger et af børnene sin far. Svaret er, at synd kan ikke gradbøjes og altid straffes med helvedes ild. Efter den første urene tanke er man fortabt.
Robert Eggers debuterer mesterligt med denne eftertænksomme gyser.
Hans dialoger, der er inspireret af gamle eventyr, er med til at tegne miljøet, så man bliver opslugt. Fotograf Jarin Blaschkes omhyggelige kompositioner og lange indstillinger er milevidt fra mere konventionelle gysere. Og skuespillet er så suverænt, at englene synger, omend hekse regerer på Jorden.
Den bedste hekse-gyser, jeg har set – nogensinde.
Kommentarer