Zlatan’s Nose

Da Zlatan Ibrahimović var professionel fodboldspiller, blev den samme morsomhed sagt om ham gang på gang. Når den svenske verdensstjerne løb offside, sang modstanderholdets fans, at det var stjernens næse, som var kommet for langt frem. Så linjedommeren måtte hæve flaget. 

At Zlatan ofte kvitterede med sublime mål og storhedsvanvidskommentarer som modsvar, fik ikke gynter-hymnerne til at forstumme. Derfor er det også logisk, at der nu er kommet en dokumentarfilm med afsæt i netop Zlatans krogede kendingsmærke et par år efter karrierestoppet. 

I en rodet true crime-stil får tre kammesjukker – Nils, Mathias og Olle – den idé, at de kan hyre en privatdetektiv. Han skal finde ud af, hvor Zlatans næse er blevet af. 

Eller rettere: Hvor snudeskaftet fra den statue, som står ude foran barndomsklubben Malmø FF’s stadion, er forsvundet hen, efter at nogen har savet den af. 

Efterforskningen er i gang, og satiren lurer over alt i Zlatan’s Nose. 

Privatdetektiv Claes Ekman viser sig nemlig at være en film i sig selv. Lædervest ud over skjorte og slips, pomade i håret, attachemappe og læg dertil ukuelig optimisme. 

Han ligner noget fra en Kaurismäki-film, men er i virkeligheden mere ekstrem. Hvis det her var fiktionsfilm, ville det være svenske Rolf Lassgård, som spillede ham for fuld musik. 

Enten optager Claes Ekman selv med et halvhemmeligt og knitrende kamera, eller også placerer filmholdet ham i mørke billeder og små rum. Privatdetektiven garanterer os et næsefund, selv om der højst er 50 mennesker, som kan vide, hvor Zlatans tud er henne. 

Det viser sig, at der er en god grund til garantien. Claes Ekman har sin egen agenda. Han begynder at strø om sig med referencer til Hitchcock og andre thriller-instruktører. De tre unge dokumentarister kan næsten ikke følge med. 

Zlatan’s Nose skælver. 

Hvem instruerer hvem? Er opklaringen i sig selv ikke spændende nok for privatdetektiven? Vil han hellere være en vilter James Bond-type – eller måske snarere Jack Nicholsen i Chinatown, hvor skuespilleren som privatdetektiven Jake Gittes får skåret sin næse op med en kniv – end en afventende spion fra John le Carré-håndbogen? 

Nils, Mathias og Olle bliver taget ved næsen i en fortælling, der bobler af skøre indfald og pudsige plottwists. Især filmens første 45 minutter er fiffige. 

Claes Ekman bruger en særlig øl-taktik, fordi alkohol har det med at få svenskere til at plapre. Problemet er bare, at han selv bliver allermest plørefuld og praler voldsomt om, hvor god han er til sit arbejde. 

Snart instruerer privatdetektiven andre medvirkende i, hvad de skal sige og gøre. 

”Hvis man bare filmer virkeligheden, bliver 99 procent af det kedeligt,” konstaterer han. 

Nils, Mathias og Olle begynder at undersøge deres hovedperson. Er han overhovedet privatdetektiv? Og hvis han ikke er, tør de så afbryde kontakten til ham? 

Næsejagten træder i baggrunden, og Zlatan’s Nose tager så mange sving, at den begynder at ligne en rundkørsel. Hvad er sandt, og hvad er fiktion? 

Det må være op til den enkelte fodboldfan at vurdere, om det trækker op eller ned, at filmen har så lidt med Zlatan Ibrahimović at gøre. Men det mest interessante er ikke, om Claes Ekman finder den skide næse. Hans motiver bag at deltage i dokumentaren er langt mere æggende. 

For privatdetektiven er opklaringen ikke nær så afgørende, som at han drikker whisky i en hotelbar en tidlig formiddag, når kameraet snurrer. Der udskænkes ikke alkohol i et veltrimmet velfærdssamfund så tidligt på dagen, så det det løses med æblejuice og isterninger! 

I sådanne øjeblikke er Zlatan’s Nose suverænt morsom. Den selviscenesættende fortælling bliver et sjovt sindbillede på, at man ikke skal stikke næsen for langt frem i Skandinavien, selv om her er rigeligt med fantaster. 

Det er svært at finde et bedre motiv end en statue af en gigantisk individualist, der er blevet verdenskendt på grund af en holdsport.