Zodiac Killer Project

Zodiac Killer Project er kort fortalt en enestående eksisterende dokumentarfilm om en ikke-eksisterende dokumentarfilm om en ikke-identificeret seriemorder. Hvilket unægtelig kræver en uddybende forklaring. 

En af de få ting, der overgår amerikaneres begejstring for sammensværgelsesteorier er deres fascination af seriemordere. Muligvis har de da også flere seriemordere end reelle sammensværgelser. I alt fald udgør seriemordere en anseelig procentdel af den enorme mængde true crime-fagbøger og dokumentarserier, der løbende udgives i USA. 

En anden dokumentargenre, som her må nævnes, inden alting falder på plads, er film-om-film. Dem kom der mange af i dvd-formatets guldalder, og forhåbentlig er det en genre, der aldrig uddør. 

Mange af de bedste omhandler problemramte filmproduktioner med perler som Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse, Mein liebster Feind – Klaus Kinski, Cleopatra: The Film That Changed Hollywood og Final Cut: The Making and Unmaking of Heaven’s Gate. 

En anden subgenre inden for film-om-film omhandler planlagte film, der alligevel ikke blev lavet. Deriblandt Jodorowsky’s Dune og The Death of Superman Lives: What Happened?, sidstnævnte om en planlagt Superman-film med Nicolas Cage i titelrollen. 

Hvordan laver man en dokumentarfilm om en ikke-eksisterende film? Man kan eksempelvis videofilme de involverede og således vise en montage af talking heads. Man kan også vise nærbilleder af manuskriptet samt eventuelle testoptagelser og skitser af planlagte kostumer og scenografi. 

Da jeg selv sidste år på Fantasyfestivalen i Esbjerg holdt foredrag om et tidsrejseafsnit i Star Trek, læste jeg højt fra de ikke-anvendte passager i Harlan Ellisons prisbelønnede manuskript. Til samme anledning havde jeg via AI fået fremstillet et antal billeder, som viste, hvordan disse scener ville have set ud, hvis de var blevet filmet. 

Zodiac Killer Project gør noget helt andet ved stort set ikke at vise noget som helst. 

At kalde den minimalistisk ville være en underdrivelse. Ikke at billedet er sort, men vi ser ikke meget andet end optagelser af gader og parkeringspladser skudt fra en bil under en række køreture rundt om i USA samt en række meget lange billeder af mennesketomme bygninger. 

Og dog. 

Som skud fra en pistol klippes der på strategiske steder til ultrakorte brudstykker fra i alt 25 seriemorder-dokumentarer. Klip så korte og relevante, at ophavsretsloven antageligt ikke brydes.

Men der er hverken citater fra David Finchers spillefilm Zodiac eller dokumentarfilmen This Is Zodiac. 

Sideløbende hører vi på lydsporet instruktøren Charlie Shackleton fortælle om sin planlagte film eller tv-serie: en dokumentar baseret på en eksisterende true crime-fagbog: The Zodiac Killer Cover-Up AKA The Silenced Badge. 

Den er skrevet af politibetjenten Lyndon E. Lafferty, der på spinkelt grundlag mente, han havde gennemskuet identiteten af San Franciscos såkaldte Zodiac Killer, der i 1960’erne og 70’erne spredte frygt med sine kryptiske beskeder og hånende breve til medierne, hvor han hævdede at have begået flere mord. 

Men undervejs i efterforskningen kørte Lafferty sur i manglende beviser og voksende konspirationsteorier. 

Vi ser forsiden på bogen og enkelte glimt af dens indre. Halvvejs gennem dokumentaren ser vi endelig et glimt af Shackleton selv: en ranglet ung mand, der sidder ved mikrofonen i et ellers tomt lydstudie. Det er stort set, hvad der er tilbage af hans oprindeligt planlagte filmprojekt. 

Shackleton fik nemlig aldrig rettighederne til bogen, hvilket dræbte projektet. I stedet lavede han så denne eksisterende dokumentar om sin ikke-eksisterende dokumentar. 

Det beriger projektet, at Shackleton har en enorm viden om seriemorder-dokumentargenren og ikke blot taler om sit eget kuldsejlede værk. Tilsammen danner hans fortællerstemme og de anvendte filmklip fra andre værker et kritisk portræt af genren, som antageligt vil blive brugt på filmkurser i mange år fremover.

Instruktøren viser, hvor konstruerede og fyldt med klichéer true crime-dokumentarer er. Han påpeger absurditeten i, at vi er opslugt af at finde morderens identitet, mens ofrene reduceres til fodnoter.

Zodiac Killer Project fik verdenspremiere på Sundance-festivalen, hvor den vandt en såkaldt Next Innovator Award. Et jurymedlem roste ”dens innovation, dens struktur, dens vilde spiraltur fra dens originale udgangspunkt, de glimrende og festlige 16mm-panorerings- og zoomoptagelser på forskellige lokaliteter samt dens sjove og indsigtsfulde kommentar til selve den slags film, det oprindelig skulle være”. 

Selv blev jeg ikke i samme grad blæst bagover af filmen, men original er den bestemt, og man får lyst til at spørge instruktøren, om den har efterladt ham med endnu større frustrationer eller fungeret som helende terapi. Og det kan man netop nu komme til. 

Han stiller nemlig op til Q&A, når filmen bliver vist under Cph:Dox-festivalen i Cinemateket den 26. marts.