Nyhed
11. dec. 2012 | 15:42

Ti opsigtsvækkende Sundance-film

Foto | Anna Kooris
James Franco og Travis Matthews genopfører de frække fraklippede sexscener fra William Friedkins kultfilm Cruising i kunstfilmen Interior. Leather Bar, der får premiere på Sundance.

Til januar serverer Amerikas vigtigste filmfestival Mads Mikkelsen, Lars Ulrich, Linda Lovelace, Daniel Radcliffe, Steve Jobs, David Grohl og tre gange James Franco.

Af Daniel Pilgaard

115 film er på programmet, når Sundance Film Festival løber af stablen fra 17. til 27. januar i Utah.

Sundance er USA’s vigtigste filmfestival og har fokus på independent-film fra hele verden. Ved den kommende udgave debuterer 51 instruktører, og den nye Tarantino eller Wes Anderson kan være iblandt.

Også en god portion prominente Hollywood-skuespillere er i år på programmet, og flere af dem skal bemærkelsesværdigt nok findes bag kameraet. Vi ser her frem mod ti af de mest interessante film – fem fiktions- og fem dokumentarfilm – der får premiere på Sundance, og som vi forhåbentligt får glæden af i Danmark på et senere tidspunkt.

Big Sur / Michael Polish / USA
I år kom filmatiseringen af Jack Kerouacs On the Road¸og nu er beat-forfatteren igen aktuel. Big Sur er baseret på den selvbiografiske roman af samme navn, og Jean-Marc Barr spiller den alkoholiserede forfatter, som har svært ved at håndtere berømmelsen og flygter til en hytte i et isoleret område i Californien. Michael Polish har siden debuten Twin Falls Idoha været udtaget til festivalen med flere af sine kritikerroste film.

Kill Your Darlings / John Krokidas / USA
De autentiske skildringer om beat-generationen fortsætter i John Krokidas’ filmdebut, og i hovedrollen som den legendariske digter Allen Ginsberg ses selveste Harry Potter, skuespilleren Daniel Radcliffe, mens Jack Huston spiller Jack Kerouac. I 1944 var de dengang spirende forfattere involveret i en drabssag, der angivelig blev startskuddet for deres venskab og turbulente karrierer. Rygtet lyder, at Radcliffes portræt af den excentriske og homoseksuelle Ginsberg vil efterlade fans af troldmand Potter i chok.

Lovelace / Rob Epstein / USA
Chokeret bliver man muligvis også, når den tidligere børnemodel Amanda Seyfried spiller Deep Throat-stjernen Linda Lovelace i den biografiske film om pornomodellens hårde skæbne. Mange store Hollywood-navne er på rollelisten, og James Franco kan for eksempel opleves i morgenkåbe som Playboys grundlægger Hugh Hefner. Dokumentaristen Rob Epstein, der har vundet Oscars for både Common Threads og The Times of Harvey Milk, sidder i instruktørstolen.

jOBS / Joshua Michael Stern / USA
Festivalens meste imødesete bio-pic handler om Apples grundlægger og tidligere direktør Steve Jobs. Charmøren Ashton Kutcher ses i rollen som den revolutionerende it-guru, hvis maniske liv bliver skildret gennem tre årtier. Med en relativ ukendt instruktør og et meget beskedent budget bliver det Davids kamp mod Goliat, når Sony senere i 2013 kommer med en storfilm om Jobs efter manuskript af Aaron Sorkin.

The Necessary Death of Charlie Countryman / Fredrik Bond / USA
Den svenske instruktør har haft stor succes med reklamefilm og springer her ud som spillefilminstruktør. The Necessary Death of Charlie Countryman blander action, komedie og romantik i en historie, hvor Mads Mikkelsen spiller den psykopatiske gangsterboss Nigel. Den mere almindelige Charlie (Shia LaBeouf) forelsker sig i Nigels ekskæreste, hvilket at dømme ud fra beskrivelsen af Mikkelsens karakter virker som en skidt ide.

Sound City / David Grohl / USA
David Grohl, trommeslageren fra Nirvana og frontmand i Foo Fighters, debuterer som instruktør med næste års mest ventede musikdokumentar. Filmen handler om de legendariske Sound City Studios i Los Angeles, hvor berømte udgivelser fra blandt andre Neil Young, Johnny Cash og Guns ’N’ Roses blev indspillet. Det bliver til røverhistorier og syrede rockanekdoter fra ikoner som Tom Petty, John Fogerty og danske Lars Ulrich.

Running from Crazy / Barbara Kopple / USA
Den dobbelt Oscar-vindende dokumentarist Barbara Kopple følger i hælene på Ernest Hemingways barnebarn, skuespilleren Mariel Hemingway, mens hun undersøger sin families tragiske skæbne. Depression og sindssyge ligger til familien, og det viser sig, at stort set alle tæt på den berømte forfatter har taget livet af sig selv eller forsøgt at gøre det.

Kink / Christina Voros og James Franco / USA
Christina Voros er tidligere på Sundance blevet anerkendt som et fremstormende talent med sine kortfilm. Den unge dokumentarist dykker her sammen med James Franco ned i pornobranchens mørke univers og følger pornomodeller fra hjemmesiden Kink.com. Her finder man kun ekstremsex fra bondage over hård S/M til de mest udsyrede feticher. Filmen beskriver et bizart miljø, hvor der tjenes millioner af dollars hvert år.

Interior. Leather Bar / James Franco og Travis Mathews / USA
I 1980 lavede William Friedkin Cruising med Al Pacino som undercover-betjent på jagt efter en morder i et lukket og barskt bøssemiljø. Eftersigende blev der klippet hele 40 minutters hårde sexscener ud af filmen. James Franco (igen!) og instruktøren Travis Mathews forestiller sig i denne 60 minutters kunstfilm, hvordan de slettede scener fra Cruising udspillede sig. De første stillbilleder afslører, at det næppe bliver for sarte sjæle.

Narco Cultura / Shaul Schwarz / USA
Den prisbelønnede fotograf Shaul Schwarz har i en årrække skildret narkokrigen i Mexico på tæt hold. I Narco Cultura beretter han om, hvordan narkoen har sneget sig ind i populærkulturen. ”Narcocorridos” kalder man mexicanske folkesange, der hylder vold, stoffer og narkokarteller. Genren er blevet enormt populær, ikke mindst i Californien, hvor folkesangene kombineres med rapmusik.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko