Ti oversete film i 2014

2014 har været et formidabelt år for filmkunsten. Richard Linklater tog os på en tolvårig odyssé i Boyhood, ukrainske Miroslav Slaboshpitsky viste i The Tribe, at film på tegnsprog er allemandseje, og vores egen Lars von Trier lærte os på sort-humoristisk vis om nymfomanens inderste væsen. I reglen er der ikke noget at brokke sig over.

Men ingen regel uden undtagelser.

På trods af mylderet af blockbustere, indie-perler og avantgardeproduktioner er der alligevel en betydelig række af seværdige film, der ikke har fundet vej til de danske biografer.

En del af filmene rangerer på mange af de internationale filmmediers lister over årets bedste værker. Men alligevel har de danske distributører hårdnakket vurderet, at der ikke har været nogen økonomisk gevinst at hente i de pågældende film.

I sidste ende er publikum taberen.

Men når det selvsamme publikum gang på gang prioriterer Hollywood-filmen på de mere eksperimenterende eller eksotiske produktioners bekostning, er der på den anden side intet at sige til, at distributørerne træder varsomt.

Vi har udvalgt ti film, der burde have fundet vej til de danske biografer. Filmene er listet i tilfældig rækkefølge.

Under the Skin

I Under the Skin spiller Scarlett Johansson et sensuelt rumvæsen med brun pelsjakke og klinisk hvid hud, der forfører ensomme, skotske mænd.

Tonen er eksperimenterende, og filmens dystre underlægningsmusik har allerede vundet flere priser. Det legendariske filmtidsskrift Cahiers du Cinéma har netop kåret Under the Skin som den tredjebedste film i 2014.

Derfor kan det undre, at filmen aldrig fandt vej til de danske biografer. Især når Luc Bessons Lucy – en anden science fiction-film med Scarlett Johansson, der blev sablet af flere anmeldere – fandt vej til de danske biografer tidligere på året.

Black Coal, Thin Ice

Prominente priser er ikke altid garanti for, at en film finder vej til biograferne. Diao Yinans Black Coal, Thin Ice er beviset.

Den skumle, kinesiske film noir om en forhenværende betjent, der jagter en seriemorder, vandt ellers både Guldbjørnen for bedste film og Sølvbjørnen for bedste mandlige hovedrolle på dette års Berlinale.

Generelt er der ikke mange kinesiske film, der finder vej til de danske biograflærreder. Sidste gang, Kina som filmnation for alvor trak folk i de danske biografer, var i starten af det nye årtusind, hvor en bølge af produktioner, der blandede det storladne, historiske epos med klassisk kampsport blev et massivt hit: Tiger på spring, drage i skjul i 2000, Hero i 2003 og House of Flying Daggers i 2004.

De tre film solgte tilsammen 236.000 billetter.

The Babadook

Den australske gyser The Babadook høstede flotte anmelderroser på årets Cph pix-festival, hvor den deltog i hovedkonkurrencen, men filmen kom aldrig i almindelig biografdistribution.

The Babadook handler om en alenemor, hvis søn er rædselsslagen for et monster fra en eventyrbog. Men langsomt begynder også morens psyke at krakelere i et psykisk gys, som Exorcisten-instruktøren William Friedkin har kaldt ”den mest uhyggelige film, jeg nogensinde har set”.

Det bliver ikke mindre imponerende af, at den urovækkende film er den tidligere australske skuespiller Jennifer Kents debut som instruktør. Desværre måtte The Babadook herhjemme vige pladsen for mere konventionelle gyserfilm som Deliver Us From Evil, der ikke just var i kridthuset hos anmelderne.

The Congress

I 2008 skabte israelske Ari Folman den originale dokumentarfilm Waltz with Bashir, hvor hans egne og soldaterkammeraternes krigstraumer fra den israelske hærs invasion af Libanon skildres gennem en grafisk animation i fosforgule og blygrå nuancer.

I 2013 vendte Folman tilbage med The Congress, en dystopisk fremtidsfabel baseret på en novelle af Stanislav Lem, der også forfattede Solaris. Robin Wright spiller hovedrollen som en afdanket skuespiller (ved navn Robin Wright!), der sælger rettighederne til sin egen krop til filmselskabet Miramount.

The Congress lægger ud som en konventionel spillefilm, men udvikler sig hurtigt til en tour de force i psykedelisk og sprælsk animation for at understrege, hvordan fremtidens gennemmedicinerede befolkning oplever virkeligheden.

Desværre for alle elskere af syret og filosofisk science fiction nåede filmen aldrig længere end Cph pix.

A Girl Walks Home Alone at Night

Var det noget med en iransk vampyr-western?

A Girl Walks Home Alone at Night havde premiere på Sundance-filmfestivalen i begyndelsen af 2014. Kritikerne elskede Ana Lily Amirpours sort-hvide genrehybrid, der sender nik til både Sergio Leone, Frank Miller og Tarantino, men alligevel er helt sin egen.

Filmen foregår i den fiktive, iranske by med det kreative navn Bad City, hvor en mystisk kvindeskikkelse suger blod fra sagesløse ofre. Vel at mærke en kvindeskikkelse i Burka. På skateboard.

”Det er måske ikke særligt dybt. Men hold op, hvor er det fantastisk!” skrev en anmelder fra New York Magazine således om filmen, der ligner et aldeles kækt indslag fra en iransk filmscene, der primært kendetegnes af seriøse og realistiske dramaer som Nader og Simin – en separation.

Adieu au langage

På dette års Cannes Festival vendte den nu 84-årige franske auteur Jean-Luc Godard tilbage til filmverdenen med Adieu au langage, et tvetydigt, metaforisk værk om en mand, en kone og en hund – i 3D!

Vi er tydeligvis langt fra blockbusterens filmsprog, og Godards film – måske instruktørens svanesang – delte da også kritikere i foragtere og tilbedere.

Variety kaldte eksempelvis i en overordentlig positiv anmeldelse Adieu au langage for ”stimulerende meditation”, mens The Hollywood Reporter mente, at filmen kun var for de få, tilbageværende hardcore-fans af Godard.

Både Sight & Sound og førnævnte Cahiers du Cinéma kårer Adieu au langage til den anden bedste film i år. Desværre får det danske biografpublikum aldrig mulighed for at give deres besyv med.

Omar

Det er ikke hverdagskost, at en palæstinensisk film bliver nomineret til en Oscar. Faktisk har kun én palæstinensisk film haft biografpremiere i Danmark siden 1976, nemlig den gribende dokumentar 5 Broken Cameras.

Og det er jo sådan set ærgerligt, at palæstinensernes store problemstillinger kun kommer til udtryk gennem nyhedsmediernes daglige flow.

Omar handler om en palæstinensisk bager, som bliver informant for fjenden for at undgå en fængselsstraf. Den blev nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film i 2014, hvor den tabte til Paolo Sorrentinos Den store skønhed. Året inden vandt Omar desuden juryens pris på Cannes Festivalen.

Starred Up

Tonen er ubønhørlig rå og brutal i britiske David McKenzies fængselsdrama Starred Up. Her opgraderes en ung fange (Jack O’Connell) til et voksenfængsel, hvor han konfronteres med sin far, der også er indsat.

Superlativerne er haglet ned over O’Connell for sit portræt af en indsat på kanten af vanviddet, og Indiewire skamroser det rå drama som intelligent ”køkkenvaskrealisme bag tremmer”.

Fængselsgenren er de senere år blevet revitaliseret med værker som Jacques Audiards Profeten og Michael Noer og Tobias Lindholms R. Nyeste skud på stammen viger desværre uden om de danske biografer.

Life Itself

I 2013 mistede filmverdenen sin måske mest berømte kritikerrøst, da anmelderkoryfæet Roger Ebert gik bort. Han nåede at se og anmelde omkring 10.000 film i sin levetid, både på tv og sin hjemmeside. En opadvendt tommelfinger fra Ebert var et kvalitetsstempel, der gav genklang i salgstallene.

Life Itself er et portræt af Ebert, hvor betydelige personager som Martin Scorsese, Werner Herzog og Errol Morris kommer til orde.

Filmen havde premiere på årets Sundance og har høstet overvældende kritik. Ifølge Rotten Tomatoes er dokumentarfilmen om Ebert den næstbedst anmeldte film i år, lige i hælene på Boyhood.

Den sidste cadeau til alle tiders filmnørd ser desværre ikke ud til at komme i dansk distribution.

Stranger by the Lake

I 2013 kårede Cahier du Cínema den franske homo-thriller Stranger by the Lake til intet mindre end årets bedste film.

Filmen er instrueret af Alain Guiraudies, der af en jury med Thomas Vinterberg i spidsen blev belønnet med Un Certain Regard-prisen for bedste instruktion i Cannes.

En idyllisk bjergsø er det fysiske omdrejningspunkt i filmen. Her mødes homoseksuelle mænd og fornøjer sig med sex-seancer, der får Adéles liv til at virke som sober familieunderholdning. Hovedpersonen Franck overværer et mord ved søen og bliver sært draget af gerningsstedet – og gerningsmanden.

Stranger by the Lake blev herhjemme vist i en kort periode i et samarbejde mellem Cinemateket og Cph pix. Den på samme tid dybt eksplicitte og mystisk underspillede film havde fortjent et bredere publikum herhjemme.