2 x 26 badeværelser

Den engelske filminstruktør og multikunstner, Peter Greenaway, har altid krydset kunstarter i sine værker.

Alt fra gastronomien i Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker til kalligrafien i The Pillow Book har fået en tur i Greenaways intellektuelle karrusel.

Det giver derfor god mening, at netop hans film 26 Bathrooms var udgangspunktet for tirsdagens møde i Skuespillerhuset mellem scenekunsten og filmmediet, hvor to skuespillere, to dansere samt den klassiske kvintet, The Borderline Ensemble, skabte en scenisk associationsrække over Greenaways film som forestillingen afsluttede med en visning af.

Øje for absurditet
Peter Greenaway var selv til stede for med ukrukket engelsk humor at introducere filmen, der blev produceret helt tilbage i 1985 af BBC i forbindelse med en planlagt serie om engelske dagligstuer, soveværelser osv.

Men serien blev aldrig til noget.

Tilbage står Greenaways halve time lange film som en lille perle, hvor dokumentariske interviews med en række englændere om deres forhold til badeværelset iscenesættes med kærligt øje for ironi og absurditet.

Klassisk Greenaway
Filmen er klassisk Greenaway med dens katalogisering af badeværelser efter alfabetet, tableauagtige scenarier og ublufærdig fremvisning af nøgne kroppe.

Men samtidig er filmen mere umiddelbart tilgængelig end hans nyere filmprojekter, som for eksempel The Tulse Luper Suitcases, der i deres omfang og intellektuelle leg med referencer har haft en tendens til at lukke sig om dem selv.

Det er den konkrete virkelighed, der er i centrum i 26 Bathrooms, hvor absurd den så end fremstår set gennem Greenaways linse. Og det er netop i denne direkte adgang til virkeligheden, at den filmiske repræsentation adskiller sig fra scenekunsten.

Mareridt om slipsevalg
Realisme er da også det sidste ord, man kan bruge om aftenens sceneoptræden.

Anført af instruktør Line Paulsen skævvred skuespillerne Rikke Lylloff og Peter Plaugborg vores daglige samtaler med toiletspejlet til et eksistentielt mareridt om slipsevalg og kroppens omdannelse af mad til urin.

De fortættede monologers konstante ordstrøm fungerede godt med deres åbenlyse slægtskab til Greenaways altopslugende kategoriseringsmodeller og kødelige excesser. Det samme gjorde den improviserede musik, der legende og kælent smøg sig om ordene.

Hvad tangodanserne Kristian Andersens og Eliana Santos Bays rolle var på scenen forblev derimod et mysterium. De blev aldrig for alvor en integreret del af forestillingen og fremstod mest af alt som pyntende rosetter på toiletbrættet.

Virkeligheden er stærkere
I det hele taget ville den sceniske forestilling ikke rigtig danse i takt med det filmiske oplæg. Der manglede en nødvendighed bag denne sammenstilling af scenekunst og film, der mest af alt fungerede som selvstændige forestillinger, der aldrig berigede hinanden eller talte samme sprog.

Sceneforestillingens forsøg på at afløse filmens konkrete og virkelighedsnære humor med absurde og stiliserede situationer forblev uforløst. Virkeligheden er simpelthen stærkere, mere interessant og til tider også langt mere absurd.

Et af afsnittene i Greenaways film hedder ganske sigende S is for the Samuel Beckett Memorial Bathroom. Beckett spøger også i Line Paulsens forestilling, men jeg ville ønske, hun i stedet havde iscenesat Becketts Glade dage med Winnie siddende fast i toiletkummen.