2017 har stået i gysets tegn
2017 har været gyserfilmens år.
Filmatiseringen af Stephen Kings populære It indtjente et uhyrligt beløb på 4,3 milliarder kroner og blev den tiende bedst sælgende film i 2017 foran mastodonter som Justice League og Dunkirk.
Samtidig er Jordan Peeles gyserfilm om racisme, Get Out, en af blot to film, der i en periode havde en 100 procent positiv vurdering på anmeldelsesaggregatsiden Rotten Tomatoes. På verdensplan har filmen indtjent 1,6 milliarder kroner.
Begge film har vundet indpas hos både kritikere og publikum ved at slå ned på problemer i det moderne samfund.
Black Lives Matter
Get Out er den mest åbenlyst politiske.
Filmen appellerer til et publikum, som kun sjældent repræsenteres i gyserfilm, nemlig afroamerikanere. Instruktøren har selv sagt i et interview, at filmen er lavet til sorte, og det er næppe tilfældigt, at filmens imponerende indtjening hovedsageligt kommer fra USA.
I Get Out er den største trussel mod afroamerikanere det hvide Amerika, og filmen kommer i en tid, hvor bevægelsen mod politidrab, Black Lives Matter, har understreget, at USA’s raceproblemer ikke er historie.
Endelig er filmen blevet belønnet med en førsteplads på listen over årets bedste film i det prestigefyldte britiske magasin Sight & Sound.
Mere end nostalgi
Mindre overraskende er succesen for It.
Historien om Pennywise er en af Stephen Kings mest berømte bøger. Men det er ikke hele forklaringen på succesen, for som vi så med Nikolaj Arcels The Dark Tower har fans ikke problemer med at skippe filmatiseringer af Kings bøger.
Manuskriptforfatterne Chase Palmer, Cary Fukunaga og Gary Dauberman valgte at skifte 1950’erne i bogen ud med 1980’erne. Hermed trækker filmen snedigt på den samme nostalgiboble, som Stranger Things gjorde sidste år.
It er dog mere end et nostalgitrip.
Det er ikke svært at trække en parallel mellem den diabolske kloakklovn og den amerikanske præsident, selv om filmen er sat i produktion, før Donald Trump fik overrakt nøglerne til Det Hvide Hus.
Lavbudget og vovemod
It og Get Out var ikke de eneste succeshistorier, som gysergenren bød på i år.
Selskabet Blumhouse laver gyserfilm for en slik og kan derfor tage chancer, som vi har set det med Paranormal Activity og Insidious.
Foruden Get Out havde selskabet stor succes med Split. Den handler om en skizofren mand, som kidnapper tre piger, og filmen har genstartet M. Night Shyamalans karriere.
Blumhouse viste med sin Groundhog Day-inspirerede Happy Death Day desuden, at slasher-genren stadig har nyt at byde på.
Gamle monstre rumsterer
Endnu en markant succeshistorie fra 2017 er Annabelle 2: Skabelsen. Det er det nyeste spinoff i The Conjuring-universet, der har en lignende opbygning som Disneys ”Marvel Cinematic Universe”, hvor alle film foregår i samme univers.
Selv om serien indtil videre kun tæller fire film, så har de tilsammen indtjent mere end 7,5 milliarder kroner.
Med The Conjuring-seriens succes in mente, er det tankevækkende, at Universals ikke med held har kunnet igangsætte et filmunivers, der tager udgangspunkt i deres bagkatalog af monstre som Dracula, Mumien og Frankenstein.
I 2017 gjorde selskabet forsøget med The Mummy, hvor et såkaldt Dark Universe blev markedsført via gamle Hollywood-stjerner som Tom Cruise og Johnny Depp. Man kan bare håbe, at der kommer endnu et forsøg, som vil holde sig inden for gysergenren.
Samfundets værste sider
Gysergenren kritiseres ofte for at træde i vande, men i det forgangne år så vi, at genren trives bedst i politisk turbulente tider, hvor monstrene kan symbolisere vores samfunds værste sider.
Det samme så vi i 1960’er og 70’erne.
Film som zombieklassikeren Night of the Living Dead og Motorsavsmassakren, der omhandler en gruppe kannibaler i sydstaterne, viste et USA midt i en opbrudstid.
Når gyserfilm handler om samfundstendenser, bliver de for alvor uhyggelige – og 2017 har sendt et klart signal: Biografpublikummet hungrer efter den type originale gyserfilm!
Kommentarer