Interview
23. apr. 2019 | 17:47

Pitcherne: 24 timers drønonani i et tog

Foto | Signe Tora Munk Bencke
Iklædt briller, skjorte og slips spiller Morten Jørgensen og Nikolaj Feifer to tv-folk, der med stor entusiasme forsøger at sælge deres noget aparte projekter.

”Hvis ingen tør gå linen ud, kan vi lige så godt kravle ned i soveposen,’” siger makkerparret bag den grænseoverskridende komedieserie Pitcherne, der kan ses eksklusivt hos Ekko.

Af Nicki Bruun

Der bliver gået til grænsen og – for nogles vedkommende – nok også over i webserien Pitcherne, hvis tre korte afsnit kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside.

Her sidder to mænd – spillet af serieskaberne Nikolaj Feifer og Morten Jørgensen – og kommer med groteske idéer til tv-programmer til en redaktør (Julie Ralund).

Hun får foreslået en dramaserie om verdens næstmest pædofile mand, der efter den mest pædofile mands død pludselig ”rykker op i Superligaen”, som de to mænd siger. Også en idé om at følge en børnegynækolog på arbejde og et slow-tv-koncept med 24 timers drønonani i et tog kommer på tale.

Men selv om serien ofte bevæger sig i et tabuland mellem børn og sex, er serieskaberne ikke bange for at gå over grænsen.

”Det er ikke svært for folk at afkode, at vi ikke selv er kæmpestore supportere af pædofili,” siger Nikolaj Feifer, der er uddannet instruktør på Den Danske Filmskole og har instrueret Pitcherne.

”Det er jo så absurd, at folk godt kan se det. Vi oplever tit, at det sjove findes dér, hvor man tør gå uden for skiven,” fortsætter instruktøren.

Han bliver suppleret af sin arbejdsmakker.

”I hverdagen må man jo ikke bryde reglerne, og vi er alle sammen vant til, at vi hele tiden skal indgå kompromiser. Det er bare fedt at lave noget, hvor der ikke er et filter, og man kan sige lige præcis det, som man har lyst til,” siger Morten Jørgensen og fortsætter:

”Vi kender en fyr fra Aarhus, der altid sagde til folk: ’Dig kan jeg ikke lide! Du er en idiot! Du holder bare din kæft!’ Men så kom han tilbage senere og sagde: ’Det må I altså undskylde, der var jeg nok lidt ...’”

”Det er jo fantastisk, for der er noget umiddelbart og ærligt i det. Selvfølgelig også noget grotesk og karikeret, men det er vigtigt, at nogen råber: ’Du er en idiot!’ Ellers kan vi lige så godt bare kravle ned i soveposen alle sammen.”

Sjov med døde kyllinger
Nikolaj Feifer og Morten Jørgensen har kendt hinanden i noget nær femten år. De mødtes på Aarhus Filmværksted og fandt ud af, at de delte den samme tilgang til humor.

”Den måde, vi snakker sammen på, er altid fyldt med afsporede ting,” siger Morten Jørgensen og bakkes hurtigt op af Nikolaj Feifer.

”Det er vigtigt, at det er afsporet. At man får lov til at gøre det afsporet og gå ned ad de meget mærkelige spor.”

Deres samarbejde førte dem i første omgang til at starte et firma, hvor de producerede reklamefilm for forskellige virksomheder. Men det var svært at finde den sjove vinkel i et mobilt kyllingeslagteri, så det holdt kun i et års tid. Der kom en pause i makkerskabet, da Nikolaj Feifer flyttede til København for at gå på Filmskolen.

Inden da havde de dog nået at gå til mange spøjse møder, der har lagt kimen til Pitcherne.

”I en pitching-situation foregiver alle, at stemningen er positiv. Men du kan meget let træde ved siden af. Du bliver usikker på, om du har folk med, og så kommer du til at sige: ’Bare rolig, der er også en klovn og nogle udlændinge – dét rammer alle,’” siger Nikolaj Feifer.

”Det udvikler sig hurtigt i en desperat retning. Det har jeg selv oplevet. Man leder efter, hvad andre vil have, og det er fejlen i en dårlig pitch. Det bliver altid et dårligt produkt, hvis man ikke laver det, man selv har lyst til.”

Skudt i hovedet
Den sorte humor fik de to til gengæld lov til at udfolde ti år senere, da de i 2014 sammen skrev DR2-serien Banken – New normal, hvor Feifer instruerede Jørgensen i den morbidt morsomme hovedrolle som bankchefen uden sociale færdigheder.

”Der er ligheder mellem Banken og Pitcherne. Vi kan godt lide et kontrolleret miljø, hvor der er nogle forventninger til, hvad der skal ske,” fortæller Morten Jørgensen.

”I mødelokalet i en bank er der nogle bestemte ting, som man siger, en måde at opføre sig på og en arbejdsgang. Det er sjovt at smadre. Sådan er det også i Pitcherne, for vi kender mødet med nogle, der skal præstere og sælge noget.”

Deres proces med at udvikle komik går ofte ud på at komme videre efter den oplagte joke og finde på noget mere overraskende.

”Et hurtigt setup og en punchline er for nemt og nydeligt. Morten er god til at presse det ud over kanten – og så mødes vi et sted på midten,” siger Nikolaj Feifer og kigger hen på sin ven.

”Vi havde også et afsnit af Banken, hvor du i manuskriptet havde skrevet: ’Og så bliver Rikke skudt i hovedet.’ Jeg sagde: ’Det er for mærkeligt. De sidder i et mødelokale, hvordan skal hun blive skudt i hovedet?’ Men så lavede vi det, og det fungerede fantastisk. Vi har kendt hinanden i omkring femten år, så vi stoler på, at vores omveje fører til noget godt.”

Go barnebrude!
Når man bevæger sig rundt i den grænseoverskridende del af komikkens verden, er det vigtigt aldrig at sige nej undervejs i idéudviklingen.

Alligevel er der en idé, som makkerparret aldrig gjorde alvor ud af, fortæller Nikolaj Feifer.

”Vi kan godt lide en klar arena for vores fiktion, men der er ikke nogen grænser for, hvad man kan komme på. Jeg er måske mere fornuftig end Morten. Jeg bliver i hvert fald nogle gange bekymret over, om vi kan sige det her. Vi havde en fantastisk sketch, hvor … det skal jeg næsten ikke sige ...”

”Hvilken tænker du på?” spørger Morten Jørgensen.

”Den, hvor vi ville blive skudt på gaden, hvis vi havde sendt den.”

”Nåh ja, vi er ovre i noget religiøst. Det er jo blevet farligt at gøre grin med.”

”Vi havde en – syntes vi selv – sjov lille idé, der hed Barnebrudene,” starter Nikolaj Feifer, før Morten Jørgensen tager over.

”Hvad taler de om derhjemme, når der skal vaskes op? Det må være et meget mærkeligt forhold, og det er jo altid sjovt at putte børn ind i en voksenverden. Det er sjovt, hvis man skælder ud på et barn, som man ville skælde en voksen ud. I Barnebrudene kunne det være et skænderi under opvasken.”

”Igen tillader vi os at tage pis på nogle ting, hvor vi synes, at det er underforstået, at det er absurd og grotesk, at der findes barnebrude i dag,” indskyder Nikolaj Feifer.

”Det vil vi godt lige have med: Dét er vi 100 procent imod!” fortsætter Morten Jørgensen med et smil.

”Jeg har for eksempel smidt alle mine kasketter ud, hvor der står: ’Go barnebrude!’” tilføjer Nikolaj Feifer.

Udfordrer sig selv
Flere afsnit af Pitcherne er på vej eksklusivt til Ekkos hjemmeside, og de kommer til at tackle andre problemer end det hidtidige fokus på børn og sex.

”De næste afsnit, som vi har skrevet og laver nu, går lidt væk fra de emner – også bare for at udfordre os selv,” fortæller Nikolaj Feifer.

”Det ville være nemt nok at lave flere absurde jokes om det, men det kan også blive lidt for let. Hvis en joke ligger lige til højrebenet, fordi man kender den og ved, at den virker, må man skubbe lidt til den.”

Kommentarer

Nikolaj Feifer

Født 1981 i Aarhus.

Uddannet instruktør på Den Danske Filmskole i 2011.

Har instrueret og skrevet afsnit af serier som Sjit Happens.

Aktuel på Ekkos hjemmeside med Pitcherne.

Morten Jørgensen

Født 1972 i Aarhus.

Autodidakt skuespiller.

Har haft roller i tv-serier som Banken – New normal og Giver det mening ifølge Torben Chris.

Skriver og medvirker i Pitcherne sammen med Nikolaj Feifer.

© Filmmagasinet Ekko