25-årig vidunderknægt kan vinde Guldpalmen

Man kniber sig i armen, da Xavier Dolan træder ind i presselokalet i Cannes. Den canadiske vidunderknægt er bare 25 år, og alligevel har han allerede lavet fem spillefilm. Fire af dem har været udtaget til Cannes-festivalen. 

Man kommer uvægerligt til at tænke på Orson Welles, som havde nøjagtigt samme alder, da han debuterede med Citizen Kane i 1941. Og sammenligningen hører ikke op her. For ligesom Welles er Dolan et multitalent, der skriver, instruerer, klipper og producerer sine film. 

Han medvirker også som skuespiller i flere af dem, dog ikke den nye, Mommy, hvor han til gengæld har haft overskud til at stå for kostumer og – sågar – pressematerialet, som udleveres til journalister under festivalen. 

Xavier Dolan er kort sagt en sand auteur, og lørdag aften kan han vinde Guldpalmen som den næstyngste nogensinde (Louis Malle var 24, da han fik Guldpalmen for dokumentarfilmen Den tavse verden). 

Søger mors hævn
Dolan startede karrieren som skuespiller i en alder af fire år (!). Som instruktør debuterede han med I Killed My Mother (J’ai tué ma mère), der handler om en sekstenårig skoledreng (Dolan selv) og hans forhold til moren, som han er alene med i sin opvækst (først senere har han for alvor lært sin far at kende). 

”Da jeg lavede I Killed My Mother, følte jeg trang til at straffe min mor. Kun fem år er gået siden, og jeg tror, at jeg gennem Mommy nu søger hendes hævn,” skriver Xavier Dolan i pressematerialet.

Mommy handler også om forholdet mellem mor og søn, men hvor debutfilmen var fortalt fra sønnens synsvinkel, er moren centrum for den nye film. 

Diana elsker sin søn over alt på jorden, men det er en daglig kamp at tage hånd om den femtenårige, balstyriske knægt, der lider af ADHD og kan blive meget voldelig. Da en kvinde flytter ind i huset overfor og tilbyder sin hjælp, opstår et venskab og et nyt håb. 

Trekløver slår gnister
Mommy er en typisk Dolan-film: energisk, eksalteret, smertefuld og vildt morsom, æstetisk opfindsom og fyldt med popmusik.

Det visuelt mest opsigtsvækkende er selve filmformatet. Størstedelen af filmen er optaget i 1:1, der giver et firkantet billede, som kun fylder en tredjedel af lærredet.

”En perfekt firkant, som indrammer ansigter med en slående enkelhed og virker som den ideelle formation til portræt-indstillinger … Karakteren bliver vores primære fokuspunkt og indtager vores fulde opmærksomhed. Vores øjne kan ikke undslippe ham eller hende,” skriver Dolan i pressematerialet. 

Men frem for alt er Mommy skuespillernes film. Det elektriske trekløver Anne Dorval (moren), Steve Després (sønnen) og Suzanne Clément (naboen) slår benene væk under publikum. 

Både Dorval og Clément har tidligere medvirket i Dolans film. Clément havde hovedrollen i den forrige, Lawrence Anyways, hvor hun fortjent vandt en pris i Cannes for rollen som kæresten til en ung mand, der beslutter sig for at leve som en kvinde.

Afhængig af at skabe
De var alle til stede på filmens overordentligt velbesøgte pressemøde, der endte som festivalens hidtil længste. Dolan lod sig ikke ryste af den store skare af spørgelystne journalister. Han besvarede tværtimod hvert spørgsmål med selvsikkerhed og overskud.

Flere journalister var nysgerrige for at vide, hvordan Dolan finder energien til at være så produktiv og indtage så mange forskellige arbejdsroller.

”Det er min passion. For mig er det ikke en pligt at lave en film om året, det er bare min måde at udtrykke mig på. Det at skabe er som et drug for mig, jeg er afhængig af det,” svarede han. 

”Jeg har ikke noget imod at uddelegere arbejdet, men jeg elsker bare at være involveret i alle de her forskellige aktiviteter.” 

Musik er filmens sjæl
En journalist spurgte Dolan, hvordan det kan være, at han kredser så meget om mor-figuren i sine film, mens far-figuren spiller en mindre rolle. 

”Far-figuren imponerer mig ikke – min far imponerer mig – men generelt er jeg mere imponeret af kvinder. Hele min karriere har jeg haft lyst til at portrættere stærke kvinder, og det har folk ikke nødvendigvis været glade for. Nogle af mine feminine karakterer er meget sære, men for mig er det en nødvendighed at diskutere morens rolle,” forklarede Dolan.

Et andet tilbagevendende element fra Dolans filmiske repertoire vakte interesse, nemlig hans ekspressive brug af musik. En journalist ville vide, hvilke tanker, der ligger bag hans musikvalg. 

”For mig er musikken filmens sjæl,” svarer han. 

”I Mommy var det vigtigt for mig, at musikken var i filmen og ikke på filmen. Alle de sange, man hører, stammer faktisk fra et mixtape, faren lavede til moren og sønnen før sin død. Jeg forsøgte at inkorporere musikken i karakterernes liv ved at lade den spille i radioen, i bilen og på barer.”

Dolan har udelukkende brugt musik fra 90ʼerne og frem til de første år af det nye årtusinde, og det medvirker til at give filmen en bundklang af den generation, Dolan tilhører. 

Klapsalver fra pressen
I hovedkonkurrencen er Dolan oppe imod nogle af filmverdens største veteraner som 77-årige Ken Loach og 83-årige Jean-Luc Godard. I forhold til dem er han blot en vårhare, og en journalist spørger ham, hvordan han forholder sig til det at være purung historiefortæller.

– Frygter du nogensinde at folk, der er ældre end dig selv, har svært ved at forstå, hvad du prøver at fortælle?

”Det er ikke noget, jeg lader mig begrænse af. Jeg mener ikke, at der er en ʼrigtigʼ alder at begynde at fortælle historier i, og jeg føler mig hverken ung eller gammel. Jeg koncentrerer mig bare om at fortælle historier, der hjemsøger mig,” svarer Dolan.

Dolan lader sig ikke sådan intimidere, og han fortæller uddybende om sit syn på den kreative frygt: ”Jeg frygter ikke, at folk vil hade mine film. Der er ting, jeg frygter – jeg er bange for at snuble på den røde løber og stamme på det forkerte tidspunkt – men jeg er ikke bange for at fortælle en historie sammen med nogle mennesker, der inspirerer mig.” 

Dette svar udløser spontane klapsalver fra den fremmødte presse.

Den unge generation skal udtrykke sig
Der blev også grint på pressemødet. Især da en canadisk journalist stillede sin landsmand dette spørgsmål:

– Cannes-festivalen er jo en slags Olympiske Lege for filmkunsten. Ser du det som en national sejr, hvis du vinder Guldpalmen?

Da først latteren var falmet oven på det lidt klaphat-agtige spørgsmål, blev der svaret med alvor.

”Jeg vil snarere betragte det som en international sejr,” sagde Dolan, der tydeligvis foretrækker at henvende sig til unge generelt frem for et nationalt fællesskab, og han var synligt berørt, da han uddybede sit svar.

”For mig handler det ikke om et land eller en provins. Min generation føler ikke nogen tilknytning til den slags. Hvis filmen vinder, vil det være et exceptionelt budskab til min generation om, at man skal udtrykke sig, lige meget hvilken alder man har.”

Nu skal jeg forhåbentlig kysse lidt
Mommys forankring i den fransktalende Québec-provins har dog alligevel spillet en afgørende rolle for filmens udtryk. Dolan havde oprindelig tænkt sig at indspille den i USA med amerikanske skuespillere, men besluttede sig for at finde inspiration i det velkendte. 

”I takt med at jeg dykkede længere og længere ned i min egen personlige historie, fik jeg lyst til at lave filmen i et miljø, jeg føler mig hjemme i sammen med skuespillere, jeg har et nært forhold til. Det giver mig styrke og inspiration at arbejde der, hvor jeg kender hvert et gadehjørne,” fortalte han.

En journalist ville vide, om han har nogle engelsksprogede projekter i støbeskeen.

”Ja! Jeg har skrevet en film, der hedder The Death and Life of John F. Donovan. Jeg har sendt manuskriptet ud til skuespillere og agenter, og vi forventer et svar omkring … middagstid i dag,” svarede han spøgefuldt.

Den arbejdssomme unge mand forventer nu at restituere lidt i den kommende tid og opføre sig mere som en almindelig 25-årig.

”I øjeblikket venter jeg bare. Jeg begynder at studere igen til efteråret, og jeg vil forsøge at have en lidt mere normal tilværelse, du ved … hænge ud med folk på min egen alder – og forhåbentlig få kysset lidt og den slags.”

Den sidste bemærkning vækker stor latter, og Dolan kvitterer med at sende et lille smækkys ud i salen.