29-årig dansker udråbt til stortalent

Den tolvårige Daimi er alene i en faldefærdig lejlighed med sin kælegris. Det er jul, og hun forsøger at holde humøret oppe med bagning af julekager og pakker under juletræet.

Under træet ligger en gave fra mor, men mor er ikke umiddelbart at se i lejligheden.

Den rå og magisk-realistiske Daimi er instrueret af Marie Grahtø Sørensen, som har skrevet manuskriptet i samarbejde med Eini Carina Grønvold.

Udsprang af to møder
Daimi er Marie Grahtø Sørensens førsteårsfilm fra Super16. Den har været vist på en række festivaler, og i 2012 vandt den hele tre priser på Odense Internationale Film Festival.

Daimi har også været et hit på Ekko Shortlist, hvor den stadig kan ses. Og nu udgives den på dvd’en Directors to Watch, der følger med Ekko #63.

Redaktører af fire nordiske filmmagasiner – danske Ekko, svenske Flm, norske Rushprint og finske Episodi – har udpeget 29-årige Marie Grahtø Sørensen som en af de ti unge instruktører i Norden, som det er værd at holde øje med.

– Marie Grahtø, hvordan kom du på ideen til Daimi?

”Den kom ud af et møde, jeg har haft, med to menneske. Jeg havde en vikar i skolen, som jeg var gode venner med, da jeg var tretten. Han fortalte mig, at han havde haft en svært handikappet datter på min alder, som døde i deres hjem, hvor han passede hende alene.”

”Da hun døde, valgte han ikke at fortælle det til nogen før et døgn efter. Han ville gerne sove sammen med hende en sidste nat i hendes seng. Det var hans måde at sige farvel til sit eneste barn.”

”Men det var først, da jeg fik fortalt historien om mine forældres veninde, at der opstod en konkret ide om en mor og datter. Mine forældres veninde var stadig barn, da hun fandt sin mor død i deres bad. Moren havde skudt sig selv, mens hun og hendes far var ude af huset. Ingen kan forestille sig, hvordan det må være, hvis de ikke har prøvet det.”

”Hvordan kommer man videre fra sådan et tab? Hvad sker der i det rum, der opstår, fra man opdager, at ens mor er død, til man går ud i verden og fortæller det til andre? Det var det rum, jeg havde lyst til, at vi skulle undersøge.”

En gris som comic relief
– Hvad var den største udfordring ved at lave filmen?

”Jeg var rædselsslagen for ikke at være i stand til at fortælle historien respektfuldt over for mennesker, der har mistet på den måde, som Daimi har mistet sin mor. Vi var derfor enormt bevidste om, at det rum, vi undersøgte, ikke måtte bruge selvmordet som en dramatisk effekt, og det var deraf filmens underfortalte og ofte dvælende sprog udsprang.”

– Hvilke følelser håber du, publikum sidder tilbage med, når de har set din film?

”Jeg håber selvfølgelig på, at tilskuerne vil identificere sig med Daimi. Selvom hendes omstændigheder heldigvis ikke er hverdag for de fleste, er der nogle universelle følelser på spil; ensomhed, at blive forladt, vrede, aggression, sorg. Jeg synes, vores gris er sindssygt sjov, og det håber jeg også, der er andre, der synes. Den er i hvert fald ment som en slags comic relief i Daimis ellers forfaldne univers.”

– Hvad har filmen betydet for din karriere?

”Jeg går jo stadig i skole, hvor jeg lige nu koncentrerer mig om min afgangsfilm, så jeg tror ikke man kan sige, at jeg har en karriere endnu. Men mit indtryk er, at Daimi har øget mine chancer for at komme til at lave film i fremtiden. Den har været på mange festivaler rundt om i verden og blev nomineret til en Robert i 2012, så den har gjort det godt.”

Stolt over ung skuespiller
– Hvorfor ser filmen ud, som den gør?

”Vi ønskede, at Daimi skulle være en ren film, forstået på den måde, at det ville være interessant at fortælle filmen med få indstillinger. Location var et gammelt, farverigt dødsbo, der havde stået tomt længe, og huset havde nogle helt fantastiske rammer, som vi gerne ville udnytte og give publikum frihed til at mærke Daimi i.”

– Hvad synes du selv om resultatet i dag?

”Jeg synes, Bebiane Ivalo Kreutzmann spiller rollen som Daimi fantastisk. Jeg er enormt stolt over den præstation, hun leverer. Jeg havde arbejdet med hende før, og vi skrev rollen til hende fra starten, men hun løftede den virkelig til et niveau, som ingen havde turdet håbe på.”

– Hvad var det vigtigste, du lærte af at lave filmen?

”Jeg havde kun lavet én kortfilm forinden og vidste vel i bund og grund ikke rigtig, hvad jeg lavede. Det gør jeg stadig ikke, føler jeg. Det er grundfølelsen i mig hver gang. Det er sgu svært at acceptere, at der altid vil være stor angst forbundet med det, man drømmer om at lave resten af sit liv. Måske det går over med årene – det ville være fedt.”

– Hvilke nordiske instruktører er du inspireret af?

”Der er en masser af nordiske instruktører, som jeg har mega meget respekt for. Men der er ikke rigtig nogen, hvis arbejde jeg direkte henter inspiration i. Mine største instruktør-kærligheder ligger uden for Norden: Lynne Ramsay, Harmony Korine, Gaspar Noé og Michel Gondry.”

Sulten efter at lave spillefilm
– Hvordan vil du beskrive betingelserne for at lave spillefilm i Norden?

”Som det ser ud nu, vil jeg højest sandsynlig skulle søge støtte til at lave endnu en kortfilm på Filminstituttets talentordning New Danish Screen, når jeg kommer ud fra Super16, hvor jeg har lavet tre kortfilm. Det har jeg det ambivalent med. På den ene side siden skal man kravle, før man kan gå. Men på den anden side er jeg bare så sulten lige nu og har hørt om flere, der nærmest lider en åndelig død undervejs i støttesystemet på vej mod spillefilm.”

”Det kan godt være jeg stadig er uerfaren, når jeg kommer ud, men jeg gider ikke høre på, at det er for min egen skyld, at jeg skal lave endnu en kortfilm. Ikke at der er noget som helst galt med kortfilm, det er et fantastisk format – jeg vil bare gerne lave spillefilm. Det er i det format min kærlighed til film opstod.”

”Jeg forstår godt, at konkurrencen er hård, og Det Danske Filminstitut skal teste talentet, men måske man skulle satse på at støtte flere billige spillefilm på talentvilkår. På den måde ville filmene også blive afprøvet hos publikum i stedet for nu, hvor kortfilm får en enkelt visning på den hemmelige kanal, DR K.”

– Hvilke skuespillere eller filmfolk fra de andre nordiske lande ville du gerne arbejde sammen med?

”Der er mange. Men en stor drøm er at arbejde med den islandske filmklipper Valdís Óskarsdóttir (som har klippet Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind, red.).”

I behandling for overnaturlige kræfter
– Hvad skal din næste film handle om?

”Min midtvejsfilm på Super16, Lækre til vi dør, som jeg havde premiere på i år, handler om tre cheerleaders, der gemmer sig på deres gymnasium en nat for at drikke sig stive. Vi følger Kimmie, der er vampyr og forelsket i Sally. I løbet af natten oplever vi et lesbisk kærlighedsdrama, sne i gymnastiksalen og paintball-shootout i et pink og neonfarvet popunivers.”

”Nogle af de elementer har jeg taget med videre til min afgangsfilm, som jeg arbejder på nu.”

”Min afgangsfilm hedder Teenland og handler om venskabet mellem tre teenagepiger, der er indespærret på en institution, hvor de er i behandling for deres overnaturlige kræfter.”

”Vi følger Sally, en depressiv pseudointellektuel, der kan telekinese. Ting-e-ling er sociopat og kan telepatere. Puff er angst og svæver op i loftet, hver gang hun bliver bange. Pigernes fangedragter er pink, gangene er pink, isolationscellerne er limegrønne og skrigblå, og medicinen består af lilla piller mærket ’E’.”

”Jeg håber, at Teenland bliver fed, for jeg drømmer om at lave den til en spillefilm.”