3D kan give kvalme
I det forgangne år blev digital 3D det ultimative lokkemiddel til at få folk i biografen. Disney/Pixars Up, Henry Selicks Coraline og ikke mindst James Camerons Avatar beviste, at 3D har opnået en veritabel renæssance.
Men ikke alle oplever visuel magi og orgastiske synsoplevelser, når de tager brillerne på og sætter sig til rette i biografsædet. Beretninger om 3D-induceret kvalme, svimmelhed, hovedpine og hjertebanken er talrige.
Hele fem procent af befolkningen lider nemlig af synsrelaterede problemer i en sådan grad, at en 3D-oplevelse i biografen medfører ubehag, fortæller optiker og samsyns-specialist Finn Abildgaard.
Problemer med samsynet
Finn Abildgaard fra Københavns Private Synsplejeklinik forklarer, at problemet primært skyldes ubalance i disse personers hjerneimpulser.
”Vi har fem forskellige øjenbevægelser, der skal spille sammen. Synsindtrykkene fra hvert øje skal i hjernen føres sammen i ét punkt, og har man vergensproblemer — samsynsproblemer — er det anstrengende at bedømme afstande,” siger Finn Abildgaard og fortsætter:
”I 3D-film er det altafgørende, at hjerneimpulserne spiller optimalt sammen.”
Hjernen på overarbejde
Hvis ikke, kommer hjernen på overarbejde, ofte med fysisk ubehag til følge. Andre kan slet ikke se 3D. Det gælder folk, der skeler eller har nedsat syn på det ene øje.
”De kan lige så godt gå ind og se 2D-versionen af Avatar,” siger Finn Abildgaard.
Men også folk med et tilsyneladende normalt fungerende syn kan få bivirkninger af digital 3D. Ifølge det amerikanske onlinemagasin Slate skønnes ydermere 20 til 30 procent af befolkningen at have mindre synsdefekter, der gør dem særligt følsomme over for blandt andet 3D.
Hurtig klipning kan medføre søsygelignende symptomer som kvalme og svimmelhed, og mange oplever efterfølgende hovedpine, fordi hjernen overanstrenges ved selv mindre svækkelser i samsynsfunktionen.
Kun få danskere får gener
Administrerende direktør i Nordisk Film Biografer, John Tønnes, mener imidlertid ikke, at de omtalte gener vil rykke ved 3D-filmens popularitet.
”Vi ser det ikke som noget alvorligt problem. I vores biografer har vi solgt omkring 300.000 billetter til 3D-film i det forløbne år og kun hørt om fire tilfælde af fysisk ubehag — som endda kun muligvis skyldes 3D.”
”Det danske biografpublikum har taget stormende godt imod 3D-teknologien, og man må kalde det en succes, når under én promille melder om gener,” siger John Tønnes.
Kommentarer