44 scener fra det jordiske helvede

Roy Andersson har haft en usædvanlig instruktørkarriere.

Han debuterede som 27-årig i 1970 med En kærlighedshistorie. Filmen fik begejstret modtagelse, og man så Andersson som en lysende arvtager til Bo Widerberg og Jan Troells følsomme humanisme.

Men der gik fem år, før han kom med sin næste spillefilm. Det var den mystifistiske Giliap, hvis dunkle historie om en ung hoteltjener fortabte sig i sit symbolske univers.

Den blev bestemt ikke nogen succes, nærmest en katastrofe. Og så fandt Andersson ingen anden udvej end at gå ind i reklamefilmbranchen. Her fik han stor succes, mens han holdt en spillefilmpause på 25 år.

Lidt af en rekord.

Rummet og mennesket
Sange fra anden sal, der kom i 2001 som et af filmhistoriens mest eklatante comebacks, udnytter en teknik og æstetik, som Andersson havde afprøvet ti år tidligere i korfilmen Härlig är Jorden.

Det hele fortælles i korte tableauer, alle holdt i én uklippet totalindstilling.

Filmen består af 44 scener med opstillede personer, en slags nature morte med levende aktører, fremvist med en totalt kontrolleret formalisme i scenografi, personopstilling og brug af amatørspillere.

”Det hele sker i rummet,” siger Andersson i Ekko #54, ”så man har en meget stor opfattelse af rummet, og i og med at man har så stor en rumopfattelse, behøver man ikke klippe. Man behøver ikke at forstyrre situationen ved at klippe i den. Det gør, at man som tilskuer har tid til rigtigt at se på situationen og på rummet. Og rummet siger mere om mennesket end nærbilleder.”

Formalistisk kunstfilm, der følger sine egne kunstfærdige spilleregler, formår sjældent at nå frem til et større publikum. Men Sange fra anden sal – hvis titel hentyder til det hus i det indre Stockholm, hvor Andersson producerer og optager sine film – er undtagelsen, som bekræfter reglen.

Troldspejlsplinter i øjet
Verden ifølge Andersson er et misantropisk dukketeater, et ritualiseret samfund med hedenske menneskeofringer og despotiske ledere. Her flakser de små mennesker omkring – forpinte, forhånede, mishandlede og ydmygede.

Vi møder manden, der bliver afskediget efter 30 år, indvandreren der bliver banket på gaden, manden der får savet maven op under en mislykket tryllekunst, barnet der kastes i afgrunden. Og som gennemgående hovedperson den voluminøse Kalle, der har brændt sin møbelforretning af for at hæve forsikringen.

Det er en slags helvedesvision fra Anderssons guddommelige komedie, set med en hel del troldspejlsplinter i øjet.