5 stjerner til Woody Allen

I mine øjne er Woody Allen i samme klasse som både Bergman, Truffaut, Buñuel og Hitchcock. Han er den sidste store auteur af den gamle skole, og hvor er det fantastisk, at han stadig går rundt mellem os mennesker på denne plagede jord og beriger vores liv med sine film.

Jeg nyder hvert et sekund af selv de af Woody Allens film, der af metaltrætte og udslidte filmanmeldere altid får påklistret mærkatet "en svag Woody Allen-film".

Men det mærkat er der vist ikke nogen risiko for, at Vicky Cristina Barcelona får, som instruktøren har lavet i en alder af 72. Dertil er den for overskudsagtigt underholdende, for skamløst sensuel og for begavet en skildring af seksualitetens og kærlighedens veje og vildveje - det evige Woody Allen-tema.

Livet uden sikkerhedsnet
Vicky Cristina Barcelona er en sofistikeret nydelse fra det første sekund, hvor taxaen kører fra lufthavnen og ind mod Barcelona med de to unge amerikanske piger på sommervisit.

Den sorthårede Vicky (Rebecca Hall) har følsomt, men også seksuelt hæmmet og neurotisk valgt det sikre i livet, nemlig at forlove sig med Doug, en ukompliceret, ung forretningsmand, for hvem den rigtige villa i Bedford Hills og en god tennislærer er livets salt. Den blonde Cristina (Scarlett Johansson) søger sexet, sanseligt og usikkert efter sine egne kunstneriske evner, men er altid parat til kaste sig ud i livet uden sikkerhedsnet med de store oplevelser og ar, som det giver.

Alt det bekendtgør den gennemgående fortællerstemme, mens vi ser på de to smukke kvinder, der må være castet, fordi de nærmest er en lyshåret og mørkhåret spejling af hinanden - også hinandens drømme og ønsker.
 
Spansk films nye stjerne
For at udfordre dem begge i et varmt og gyldent Barcelona (sikkert og klassisk fotograferet af mesterfotografen Javier Aguirresarobe) kaster Woody Allen dem i armene på den passionerede spanske kunstner, livsnyderen Juan Antonio, der sparker benene væk under dem begge med sin catalanske charme og direkte sensualitet.

Juan bliver elegant spillet af spansk films nye stjerne Javier Bardem, der med sine posede sovekammerøjne, åbenstående sorte skjorte, evner som pilot, kunstmaler, livsfilosof, elsker - og med dertilhørende masser af god rødvin og mad - kan trække trusserne af enhver. Og gør det.

Vicky lader sig modstræbende forføre og kommer i en eksistentiel tvivl om retningen af sit liv og sit kommende ægteskab. Cristina lader sig mere frivilligt synke ind Juans sensuelle verden og finder hen ad vejen ud af, hvad hun er god til.
 
Dukketeater for voksne
Men det bliver en overraskende bumlet vej, for Woody Allen (denne gang udelukkende bag kameraet) sætter pludselig Juans ekskone, Maria Elena, i spil. Maria er en femme fatale, der i den grad laver rav i den, og hun spilles med fuld melodramatisk skrue af en vidunderlig Penélope Cruz.

Med hendes entré i forestillingen går det over stok og sten med sindsoprivende, næsten parodiske skænderier og alt for stor spansk passion i noget, der i en næsten Buñuel'sk stil ligner avanceret dukketeater for voksne.

Karaktererne holdes ud i strakt arm med masser af Woody Allen'sk humor og ironi. Det er instruktørens evige leg med menneskelige stereotyper, mens der samtidig er noget på spil.

Benene sparkes væk
For hvem har ikke på tidspunkter i deres liv haft filmens dilemmaer tæt inde på livet? "Only unfulfilled love is truly romantic," som det siges i filmen, der måske er sæsonens vigtigste.

Og mens jeg både grædende og helt tummelumsk grinende forlader biografen og træder ud i en mere gråmeleret dansk virkelighed, får jeg lyst til at hoppe på det første fly til Barcelona og få sparket benene væk under mig. Men, nå nej, jeg skal jo hente unger og nå at købe ind til aftensmad i Fakta ...