Karismatisk fotograf og underviser er død
Filmfotograf og faglærer Henrik Jongdahl er død, 66 år gammel.
Buller, som han blev kaldt, startede sin karriere i Erik Clausens Rocking Silver fra 1983. Efter et par produktioner som lysassistent etablerede han sig som grip og lavede blandt andet Brita Wielopolskas Hodja fra Pjort og Jon Bang Carlsens Ofelia kommer til byen.
Herefter blev Buller optaget på Den Danske Filmskoles fotolinje, hvor han uddannede sig fra 1985 til 1989.
Buller gik på årgang med instruktøren Niels Arden Oplev, og sammen lavede de den ambitiøse afgangsfilm Kyndelmisse med Max von Sydow i hovedrollen, ligesom Buller fotograferede Oplevs spillefilmdebut Portland i 1996.
Herefter blev han ansat af Sven Clausen fra DR Drama, som producerede den succesfulde tv-serie Taxa. Serien var en to-kameraproduktion, og Buller udviste et særligt talent for denne produktionsform.
Elskede at hjælpe unge
Han blev derfor en af de mest brugte A-fotografer og lavede serier som Gufol mysteriet, Hotellet, Forsvar, Ørnen og Krøniken samt yderligere tre spillefilm.
Bullers store viden om produktionsforhold gjorde det naturligt for ham at springe ud som producer på TV3’s ambitiøse soap-satsning 2900 Happiness i 2007-09 og på TV 2-serien Store drømme i 2009.
I 2010 fik tog han imod tilbuddet om at blive faglærer på NEXT’s film- og tv-uddannelse. Han fik dermed udlevet en livslang drøm om at undervise og videregive sine store erfaringer.
Det blev et job, hvor han nød stor anerkendelse for sine faglige og menneskelige kvaliteter. Buller elskede at hjælpe unge mennesker frem i verden og var meget afholdt af de elever, han førte gennem uddannelsen.
Lige til det sidste var det Bullers store ambition at føre årets elever frem til deres afsluttende svendeprøver, hvilket han desværre måtte opgive på grund af sygdom.
Den Fynske Ambassade
Et særligt karaktertræk hos Buller var hans engagement og evne til at være inspirerende.
Inspirationen kom i mange forskellige afskygninger. Som flittig mediebruger indhentede Buller helt utrolige mængder af information, som han ivrigt delte med alt og alle.
Han var en stor historiefortæller og vidensbank.
Buller var i 1980’erne med til at etablere kollektivet Den Fynske Ambassade i Hellerup, som blev hjemsted for mange legendariske festarrangementer.
Blandt andre Europa-festen, hvor gæsterne på forhånd blev tildelt et land, som de skulle repræsentere og medbringe retter fra.
Serveringsrækkefølgen blev afgjort ved lodtrækning, og efter der kom snaps og wienerbrød fra Danmark på bordet som tredje ret, røg pikken af kanariefuglen.
Eller den store DSB-fest, hvor halvdelen af gæsterne fik gourmetservering på 1. klasse, mens dem på 2. klasse fik serveret kolde røde pølser og lunken kaffe. Den aften udbrød der naturligvis mytteri ombord på Ambassaden.
Kreativ træner
Buller dannede senere par med Vibeke Ankjær Axværd gennem 26 år. De etablerede sig i Humlebæk og har sammen børnene Oskar og Rosalina.
Han var også passioneret engageret i brancheturneringen Ekko Film Cup, hvor han som træner for Film- og Tv-arbejderforeningen på kreativ vis sammensatte et stærkt hold.
Tak for alt, Buller. Du var en hjertevarm karismatisk ener, der satte dit aftryk på mange mennesker. Du vil blive helt enormt savnet.
Æret være dit minde.
Kommentarer