A Clockwork Orange fylder 40 år



Først vakte den forargelse. Siden er den blevet hyldet som stor kunst. Og nu markerer Warner Home Video A Clockwork Oranges 40-års jubilæum med en særlig blu-ray-udgivelse.

Filmen blev sat til salg i onsdags og indeholder en dokumentar om filmens noget omtumlede vej til kritisk anerkendelse.

Stanley Kubricks satiriske og voldsomme fremtidsfilm om psykopaten Alex, der bliver forsøgsperson for regeringens psykologiske eksperimenter, vakte ikke begejstring alle steder ved premieren i 1971.

”A Clockwork Orange er et ideologisk rod, en paranoid højrefløjsfantasi forklædt som en orwellsk advarsel,” udbasunerede den verdenskendte filmkritiker Roger Ebert og gav filmen blot to stjerner ud af fire.

Censur og dødstrusler
I USA måtte A Clockwork Orange i første omgang kun ses af personer over atten år, fordi den indeholdt eksplicit sex og vold. 30 sekunder med stærke sexscener blev i 1973 klippet ud for at sænke aldersgrænsen.



Filmen blev også genstand for såkaldte copycat-beskyldninger. Man mente, at filmen havde inspireret især unge mennesker til at begå meget voldelige overfald og voldtægter.



I 1973 valgte Stanley Kubrick selv at fjerne filmen fra britiske biografer. Det var dog ikke på grund af copycat-beskyldningerne, men fordi hans familie havde modtaget dødstrusler.

Og filmen måtte efter Kubricks eget påbud først vises efter hans død. Det blev overholdt, og filmen var indtil Kubricks død i 1999 ulovlig i britiske biografer.



Forførelseskunst på højt niveau
Men mange anser i dag A Clockwork Orange for at være et af de store anarkistiske mesterværker. Men lige fra begyndelsen havde filmen også beundrere.



”Det er forførelseskunst på højt niveau, for det hensætter tilskueren i den særprægede situation, at han/hun faktisk får mere sympati for den modbydelige performer end det stakkels offer, det går ud over.”



Sådan beskriver Klaus Rifbjerg i Ekko A Clockwork Orange. Forfatteren faldt i sin tid for filmen ved premieren. Og det er især det musikalske, som Rifbjerg vægter højt. 



”Før Kubrick har ingen så overbevisende iscenesat brutaliteten med direkte henvisning til musicalens synkoperede rytmik, dens jazzede, æggende, erotiske Aufforderung zum Tanz, som den demonstreres i en overfaldsscene, hvor Alex, hovedpersonen, mishandler et offer til tonerne af Singin’ in the Rain,” skriver Klaus Rifbjerg.