Peter Aalbæk Jensen stopper som direktør

I dag, den 8. april 2016, hvor Peter Aalbæk Jensen fylder 60 år, træder Mr. Zentropa tilbage som direktør for sit hjertebarn efter næsten 25 år.

Men han fortsætter med egne ord som ”menig medarbejder” i den virksomhed, han sammen med Lars von Trier startede i 1992.

Med sædvanlig pomp og pragt kommer beskeden i en kort pressemeddelelse med dertilhørende helsidesannonce i dagens udgave af Politiken (se nederst), hvor Aalbæk siger ”adios” iført en blanding af djævle- og julemandskostume.

Billedet er en ny version af en annonce, hvor han for nogle år siden med stiv dolk ønskede glædelig jul. 

Dengang læste han i BT, der havde kørt en kritisk artikel om ham og Zentropa, men i dagens annonce er BT udskiftet med et blad, der har titlen ”Under skærpet tilsyn” og refererer til Det Danske Filminstituts tiltag over for Zentropa efter rod i regnskaberne.

Arvefjenderne fra Det Danske Filminstitut, direktør Henrik Bo Nielsen og bestyrelsesformand Joachim Malling, er afbildet ved Aalbæks side som to havenisser – Nielsen grædende.

Grænser for udtalelser 
– Peter Aalbæk Jensen, går du prins Henrik i bedene, eller er din tilbagetræden bare en forsinket aprilsnar?

”Jeg degraderer mig selv, men det er jo ikke, fordi jeg stopper med at arbejde.” 

– Det er jo ikke første gang, at du annoncerer din afgang som Zentropa-direktør. Kan vi denne gang tage det for gode varer?

”Det kan tjekkes efterfølgende hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det er så simpelt.” 

– Vil man kunne mærke forskel på din nye rolle i Zentropa? 

”Det kan jo være, at jeg nok stadig vil kæfte op i offentligheden. Jeg er jo stadig bestyrelsesmedlem, men ikke del af den daglige ledelse, så der er en grænse for, hvad jeg kan udtale mig om og blande mig i.” 

– Hvordan kommer det til at gå? 

”Nu har vi testet det på det ledelsesmæssige plan i halvandet års tid, og det har ikke været noget problem. Det næste er så, hvordan det er at holde sin kæft, og det er nok straks sværere.” 

– Kan du finde ud af det? 

”Ellers må jeg jo indhente en reprimande fra den kommende ledelse. Og i værste fald blive afskediget for ulydighed.” 

Futmælk i kanonen
– Hvad har været det største øjeblik i din tid som leder af Zentropa? 

”At have kørt i hvert fald nogle trillebøre med mørtel til det hus, der hedder dansk film og tv’s succes internationalt, det er den største tilfredsstillelse. Men at have løftet den lokale markedsandel fra seks procent, da jeg startede til omkring 30 procent, det giver mig lige så stor glæde som den internationale succes.” 

– Og det værste?

”De utallige gange tæt på konkurs, men det har samtidig været øjeblikke med en masse dynamik. Så fik man også testet, om der var andet end futmælk i kanonen.”

– Har det holdt dig til ilden?

”Der er i hvert fald en form for dynamik i kriserne, hvor hæslige de end er. Zentropas seneste opblomstring og gennemslagskraft skyldes jo udelukkende, at vi var ude at skide. Selv om det er rædselsfuldt, mens det står på, er det ikke den værste proces, man kan komme ud for.”

– Hvad fortryder du så?

”Ikke noget. Det har virket rigtigt i situationen, og så kan man ikke sidde bagefter og flæbe. For ret beset er det jo gået godt. Netto-resultatet har jeg ingen grund til at begræde, og de tåbelige mellemregninger har så været en del af processen.”

Pot og pande med Nordisk Film
– Men er Zentropa ikke i dag selv blevet det, I oprindeligt gjorde oprør mod, nemlig Nordisk Film?

”Vi har altid været pot og pande med Nordisk Film og har næsten aldrig brugt andre til at distribuere vores film. Dér startede en far/søn-relation i sin tid, da vi besluttede, at Triers Europa skulle laves under Nordisk Films paraply.” 

”Jeg fylder 60 i dag, og Trier bliver 60 om tre uger, så man kan jo ikke postulere, at vi er nogle vårharer. Hvis nogen skal gøre oprør, må de da meget gerne gøre oprør mod os.”

– Er du gået fra ungdommens idealisme til alderdommens pragmatisme? 

”Jeg synes ikke, man kan sige, at vi kunstnerisk er blevet slappe.”

”Hvis man ser på vores gennemslagskraft og filmenes beskaffenhed, er vi i rimelig vigør. Når jeg laver kommercielle film som Afdeling Q, så gør jeg det af en dyb lyst og ikke for at tjene nogle skejser. Ingen troede på det projekt, og nu har vi lige rundet to millioner solgte billetter til de tre første film.”

– Billetsalget er flot, men har omkostningen ikke været, at I er blevet dansk mainstream?

”Vi lavede for nyligt Nymphomaniac, som jeg ikke synes var et udpræget mainstream-produkt. Vi har måske tilladt os det privilegium at lave nogle film, vi selv kan holde ud at se nu – det var ikke altid tilfældet. Vi har lavet nogle meget mærkelige film.”

– Hvad er jeres mærkeligste film?

”Det er ubetinget Dogville. En film med kridtstreger i stedet for fysiske rum, det er mærkeligt.” 

Filminstituttets kujoner
– I Politikens fødselsdagsportræt skriver avisen, at du med tiden er blevet mere aggressiv og mindre humoristisk. Hvad mener du om det?

”Det er jo ikke, fordi jeg er blevet en gammel sur mand, men fordi ledelsen i Det Danske Filminstitut er tåbelig. Det bliver jeg nødt til at opponere imod. For ledelsen i Det Danske Filminstitut var ikke tåbelig for ti år siden.”

– Så alting var sjovere i 90’erne?

”Næh, det tror jeg ikke. Der var også en masse lort. Men der var ikke den her grænseoverskridende tåbelighed, som vi ser med den nuværende ledelse. Det er klart, så er min retorik noget andet, når vi møder nogle kujoner i vores daglige virke.”

”Salig Henning Camre (Filminstituttets forhenværende direktør, red.) kunne man ved gud i himlen også have sine slagsmål med, men der var da en mand, der interesserede sig for dansk film. Det er ikke tilfældet med den nuværende direktion, som jeg tør vædde med ikke har set perlen af danske film. Der er en grundlæggende mangel på interesse for film, og hvis jeg kombinerer den med tåbeligheder, ja, så bliver min retorik selvfølgelig grovere.” 

– Har din lange kamp med Det Danske Filminstitut været indsatsen værd?

”Jamen altså, vi har jo vundet. Filminstituttet er blevet underkendt først i Revisornævnet og nu hos Justitsministeriet i to sager, de selv har anlagt. Det er jo til at dø af grin over, at vi har to medarbejdere – Anders Kjærhauge og Frederik Nemeth – der har vundet over Filminstituttet, Kulturministeriet og Kammeradvokaten.”

– Du skriver tak for kampen i din pressemeddelelse. Betyder det, at Zentropa nu nedlægger våbnene mod Det Danske Filminstitut?

”Det er op til den nye ledelse. Jeg vil blive ved med at betegne dem tåbelige og dukker gerne op til Henrik Bo Nielsens afskedsreception, men før ser jeg ikke nogen grund til at mødes med ham.”

– Vil det så blive venskabeligt til den tid? 

”Så kan han om muligt være endnu mere ligegyldig, end han er nu for dansk film. Men han kan jo trøste sig med, at han har fået en plads i dansk films historiebøger, fordi han har haft en konflikt med mig. Ellers havde der ikke stået et ord om ham.”

– Er han inviteret til din fødselsdag? 

”Det er han ikke. Jeg har ikke tid til de fire uger i spjældet, det ville koste mig. Det får man jo – altså ubetinget – for almindelig vold.”

Hellere flabet end hædret
– Savner du anerkendelse for din indsats, for eksempel et Ridderkors?

”Hør nu her, den slags gives ikke til filmproducenter, og vi kommer heller ikke i himlen. Så der er to gange anerkendelse, vi per automatik er udelukket fra. Von Trier har fået Ridderkorset og afleveret det tilbage efter nogle år, da han pludselig fortrød.”

– Hvis du nu fik det, ville du så tage imod det? 

”Selvfølgelig ville jeg det. Men det kommer ikke til at ske, da man ikke giver den slags til mig og mine købmandskolleger. Købmandsskab bliver ikke rigtigt honoreret.” 

– Kunne det ikke også skyldes, at du har været grov og flabet?

”Måske, men det lever jeg med. Fornøjelsen ved at være flabet overstiger glæden ved at modtage hæder.”

– Hvad skal du så lave nu?

”Jeg har lavet Der kommer en dag med Sisse Graum og de tre Afdeling Q-film med Louise Vesth. Senere kommer Birgitte Stærmoses Darling og Wulff/Morgenthalers Vejfesten. Og der er flere ting på vej, så jeg skal nok starte en film eller to om året i de næste ti år.”

– Hvad vil du gerne huskes for?

”Jamen, jeg er jo ikke død endnu. Jeg laver film, og det vil jeg gerne huskes for. Det vil jeg så gerne fokusere på de næste ti år.”

Henrik Bo Nielsen har ikke ønsket at kommentere Peter Aalbæk Jensens tilbagetrækning eller hans udtalelser i denne artikel.