Aalbæks gådefulde genstridighed

I 1997 havde Politiken en artikelserie om pengekaos hos Zentropa. Serien hed opfindsomt og ironisk ”Breaking the Rules”.

Pengene flød tilsyneladende uregelmæssigt mellem Zentropas mange selskaber, og selv Zentropas egen revisor havde svært ved at gennemskue regnskaberne. Politiken mente også, at selskabet unddrog sig skat, fordi filmarbejdere afleverede private købmandsregninger for at få udbetalt løn.

Artikelserien løb ud i sandet. Rigsrevisionen fandt ikke sagen ”alarmerende” og sendte den tilbage til Filminstituttet, og Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen satte trumf på med sin legendariske replik: Jeg kan ikke tjekke hvert eneste Irma-bilag!

Nu har et nyt bilag så skabt avisforsider.

Det er ikke et bilag, som Aalbæk har overset, men ét, han selv er kommet med. Og bilaget er ikke i småtingsafdelingen. Det lyder på 200.000 kroner. For de penge kunne luksus-Lars Løkke købe 100 par sko.

Middag og fiskerigrej
Sagen er kommet frem, fordi BT har fået fingrene i et internt notat fra 2010, hvor daværende Zentropa-producer Meta Louise Foldager og to økonomiansvarlige skriver til Peter Aalbæk om regnskabet for Lars von Trier-filmen Antichrist.

Her udtrykker de frustration over at være blevet pålagt en række uvedkommende udgifter, som ikke har noget at gøre med selve filmproduktionen.

60.000 kroner på at flyve Cannes-direktøren herop og bespise ham med en middag tilberedt af en Michelin-kok i Triers private hjem (en overtalelsesmetode, Trier muntert lancerede i metafilmen Epidemic), fiskegrej til en udflugt for Trier og skuespilleren Jens Albinus, en model-helikopter til filmen Wasington (ja, sådan skal det staves), der aldrig kom op at flyve, og en del mere.

Plus altså det uspecificerede bilag, hvormed Aalbæk skal have trukket 200.000 kroner ud af filmen og enten stukket i egen lomme eller placeret i et af Zentropas mange selskaber.

Vi ved ikke, hvordan BT er kommet i besiddelse af bilaget. Det kan være blevet lækket af en filmperson, der har et horn i siden på Aalbæk eller føler sig drevet af retfærdig harme – sandsynligvis en blanding. Vi ved det ikke, og det er for så vidt også ligegyldigt.

Bar røv i medierne
BT har igennem et år forsøgt at få skovlen under den kæphøje Zentropa-direktør. Det har givet nogle slagfærdige forsider, men ikke meget mere.

Notatet – som vi stadig har til at gode at se – ligner derimod en rygende pistol. Og Peter Aalbæks vægring mod at lade Det Danske Filminstitut undersøge sagen bør få alarmklokkerne til at ringe.

Filminstituttet har begået procedurefejl, påstår Zentropa, og Aalbæk kritiserer instituttet for at bruge op mod en million kroner på en revisorundersøgelse i stedet for at lade en af sine 250 medarbejdere cykle ud til Zentropa og tage en snak – som om den slags kan ordnes over en kop kaffe og et kammeratligt klap på skulderen.

Aalbæk føler sig også forfulgt, fordi han er eksponeret i medierne.

”Det er urimeligt, at jeg skal have en mere nidkær behandling end andre, bare fordi jeg render rundt med bar røv i medierne,” udtaler han og spørger, om Filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen er ”den rigtige til at administrere dansk film”.

Æresbegreber
Det bedste forsvar er som bekendt et angreb.

Men det kan godt undre, at Peter Aalbæk, som ellers plejer at gå op i æresbegreber, øjensynlig ikke er forarget over beskyldningerne om kreativ bogføring – beskyldninger, som tilmed kommer fra egne rækker.

Hvorfor ønsker han ikke at blive renset offentligt? Hvorfor vil Zentropas direktør hellere risikere at betale otte millioner kroner tilbage end at udlevere nogle bilag til en offentlig myndighed?

Han kunne jo bare sige: ”Hvis Henrik Bo Nielsen virkelig vil spilde en million skattekroner, skal hans håndlangere da være velkomne til at gennemgranske ethvert Irma-bilag og enhver Bilka-bon. Jeg har intet at skjule!”

En banal sag
Det Danske Filminstitut forsøger at tale sagen ned. Instituttet skal snart til politikerne og argumentere for flere penge til dansk film. Det er katastrofalt, hvis der samtidig er uro på bagsmækken og bliver sat spørgsmål ved brugen af filmstøtten.

For Filminstituttet er det derfor en banal, men alvorlig sag om statens ret og pligt til at føre tilsyn med sin egen filmstøtte. Hvis man søger støtte, må man følge spillereglerne. Og af støttevilkårenes punkt 5.2.6 hedder det, at Filminstituttet ”til enhver tid” kan ”afkræve ansøgeren den til sagsbehandlingen nødvendige dokumentation”.

Når BT fremlægger en rygende pistol, har Det Danske Filminstitut dybest set ikke noget valg. Man er pinedød nødt til at få sagen undersøgt.

Er Peter Aalbæks hvorfor-mig-attitude et signal om, at kreativ bogføring er mere udbredt? Pumpes udgifterne kunstigt op for at øge støtten? På Det Danske Filminstitut må man lige nu overveje, om der fremover skal indføres stikprøvekontroller på aflagte regnskaber. Det er jo betydelige støttebeløb, vi taler om.

Siden 1990 har Zentropa modtaget 533 millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut foruden støtte til udvikling, manuskriptskrivning, dokumentar-, kort- og talentfilm.

Man kan undre sig over, at Zentropa ikke samarbejder, hvis de ikke har noget at skjule. Og når Zentropa mener, at de bliver forskelsbehandlet, kan man jo spørge, om de mener, at alle andre selskaber også ville lukke i, hvis de fik stillet lignende krav. Det er i virkeligheden en mistænkeliggørelse af branchen som sådan.

Pressens darling
Bortset fra BT’s kampagne er Peter Aalbæk Jensen ikke forfulgt af pressen.

Tværtimod har ”Ålen”, som medierne kærligt kalder ham, igennem tyve år fået en nærmest royal behandling. Journalister elsker ham, fordi han altid tager telefonen, har en kæk kommentar og aldrig går af vejen for et raskt slagsmål, der skaber overskrifter.

”Svinet” – et andet selvopfundet kælenavn – er heller ikke bleg for at holde løsslupne fester, som mange filmjournalister gerne deltager i.

I filmbranchen er Aalbæk også respekteret, hvis ikke ligefrem elsket. Han gav dansk film et velfortjent los i røven i 90’erne. Han har skabt rammerne for vor tids store filmgeni, Lars von Trier, og opbygget dansk films største og mest interessante filmselskab. Og han har ikke mindst været generøs over for unge talenter, som har fået chancen uden smålig skelen til billetsalget.

Det er den fandenivoldske fantast, som er blevet folkeeje. Vi elsker ham – selv uden bukser.

Aggressiv fremfærd
Men de seneste år har rokket ved den uortodokse direktørs omdømme.

Zentropa er økonomisk trængt, Aalbæk har måttet fyre nære, mangeårige medarbejdere og droslet kraftigt ned på talentudviklingen, som ellers har været selskabets sympatiske brand.

Flere filmfolk er også skuffede over, at Aalbæk lokkede dem til at købe ”sikre” aktier i Zentropa, der viste sig at være en dårlig investering.

I medierne er Aalbæks fremfærd samtidig blevet stadig mere aggressiv. Han er – foreløbig uden held – gået efter struben på Biografklub Danmark (”mafia”), Filmmagasinet Ekko (”beskidte knægte”) og nu lederen af Filminstituttet (”har ikke nosser”).

Nogle finder det underholdende, andre ryster på hovedet.

Nordisk Film ejer halvdelen af Zentropa, og dets direktør Allan Hansen er bestyrelsesformand i Zentropa. Han forsøger med beundringsværdig tålmodighed at få Aalbæk til at styre sig og samtidig give ham sin fulde opbakning. I sandhed en svær balanceakt.

Imens holder Steffen Kragh, administrerende direktør og koncernchef i Egmont, som ejer Nordisk Film, lav profil. Han håber velsagtens på, at journalister ikke begynder at stille nærgående spørgsmål. For har den store, hæderkronede virksomhed ikke et medansvar for, at Zentropa overholder støttevilkårene?

Ikke hævet over loven
Peter Aalbæk Jensens egen fagforening, Producentforeningen, har givet ham en vis opbakning. Men kun en vis.

Foreningen ved selvfølgelig godt, at det vil være uklogt at modsætte sig en legitim undersøgelse af en mistanke, som en af landets respekterede producenter, Meta Louise Foldager, har rejst.

Producentforeningen må om nogen være interesseret i, at Zentropa bliver renset, eller at det bliver slået fast, at der var tale om en enkelt smutter. Det er afgørende, at politikerne og befolkningen i almindelighed har tillid til dansk film.

Så selv om Aalbæk kun snakker med gud og skattefar om sine bilag, bliver han nødt til at udlevere dem. Jo før, jo bedre.

Fordi man render rundt med bar røv i medierne, er man ikke hævet over loven. Man kan bryde alle regler i kunstens verden, men i virkelighedens falder hammeren, hvis de ikke bliver overholdt.