Nyhed
12. okt. 2016 | 12:19

Aarhus Filmfestival lukker

Foto | Aarhus Filmfestival
I 2014 åbnede den New York-baserede kunstnergruppe Gibson + Recoder Aarhus Filmfestival. Det blev sidste år, man kunne gæste festivalen, der nu lukker permanent.

Ledelsen bag den aarhusianske filmfestival har valgt at dreje nøglen om, efter at Den Vestdanske Filmpulje og Det Danske Filminstitut har stoppet støtten.

Af Frida Marquard

I næsten tyve år har Aarhus Filmfestival indgået som en fast del af det aarhusianske kulturliv. Men nu lukker og slukker festivalen.

"Det er en trist og ærgerlig beslutning, som vi desværre har set os nødsaget til at træffe," skriver formand for Aarhus Filmfestival Søren K. Lauridsen i en pressemeddelelse.

Gennem sin levetid har festivalen markeret sig som en vigtig stemme inden for dokumentar- og kortfilm. Med konkurrencen Go Wæst har den gjort en indsats for at fremme filmtalenter i det jyske bagland.

Festivalens formand Søren K. Lauridsen begrunder lukningen med, at det ikke har været muligt at rejse de nødvendige midler til at fortsætte. Både Det Danske Filminstitut og Den Vestdanske Pulje har stoppet støtten, oplyser formanden.

Samtidig nævner han, at der er kommet øget konkurrence om støttekroner i byen med andre filmtilbud på Spot Festival og under Aarhus Festuge.

Ildsjæl bag festivalen
Århus Filmfestival blev stiftet af Karen Rais-Nordentoft i 1997 i samarbejde med det daværende Filmhuset i Mejlgade.

"Karen har været en ildsjæl og haft et skarpt øje for usædvanlige film af høj kvalitet,” skriver tidligere bestyrelsesmedlem Christian Ulrik Andersen i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Der kan ikke herske tvivl om, at der er masser af folk derude, som festivalen har begejstret, og som er dybt taknemmelige for det, hun har opnået som kunstnerisk leder.”

Foreningen bag Aarhus Filmfestival fortsætter dog deres virke og vil fortsat vise Doc Lounge Aarhus-arrangementer med oplæg og visning af dokumentarfilm.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko