Aaron Sorkin debuterer som instruktør
Aaron Sorkin er en af tidens hotteste manuskriptforfattere med tv-serien West Wing, dramaet The Social Network og årets Oscar-kandidat Steve Jobs.
Nu giver succesen ham mod til at prøve kræfter med at instruere.
Sorkin skulle som vanligt kun have skrevet manuskriptet til pokerdramaet Molly’s Game, men ifølge The Hollywood Reporter skal han også instruere filmen.
Molly’s Game tager udgangspunkt i den fallerede skiløber Molly Bloom, der efter knuste OL-drømme tog til Los Angeles for at servere drinks, men endte med at organisere high stakes-poker turneringer for Hollywoods elite.
Lyssky poker-turneringer
Som Hollywoods pokerprinsesse mængede Bloom sig med kendte skuespillere som Leonardo DiCaprio, Tobey Maguire og Ben Affleck, indtil de lyssky poker-turneringer blev opdaget, og Bloom blev arresteret af FBI.
Filmen er baseret på Blooms memoir, der har den grundige titel: Molly’s Game: From Hollywood’s Elite to Wall Street’s Billionaire Boy’s Club, My High-Stakes Adventure in the World of Underground Poker.
Som titlen afslører, er det en bog, der er rig på eksklusive anekdoter fra de farverige bakker. Mon ikke Sorkin kan skrive – og nu instruere – nogle skarpe dialogscener ud fra et sådant materiale?
Sorkin er kendt for sin karismatiske skrivestil, hvor hurtige dialoger og intellektuelle formuleringer går op i en højere enhed.
Der findes endnu ikke premieredato for Molly’s Game.
Kommentarer