Ung mand fra Mjølnerparken viser vejen

Han er flyvende, da han kommer ud på den røde løber.

Abdel Mustafa har netop modtaget en Ekko Shortlist-pris for sin første større rolle som skuespiller i Hooman Aznavys kortfilm Min fjendes bror. Dermed har den unge debutant overhalet erfarne herrer som Claus Bue og Claes Bang, der også var nomineret.

”Jeg står i dag her – en dreng fra Mjølnerparken – og kan vise alle andre drenge, at hvis man vil, så kan man blive til noget,” siger han i sin takketale.

Her på den røde løber i Bremen Teater i indre København flyder ordene fra den bredsmilende mund. De stikker i alle retninger og omfavner hver og én, der gerne vil lytte til dem.

”Nu mangler jeg bare et cv, så indtager vi filmbranchen,” jubler Abdel Mustafa og knækker sammen af grin i spotlysets strålende skær.

Lyseslukker
Nogle uger senere er der mørkt, da Abdel Mustafa byder indenfor på Kaffekilden på ydre Nørrebro.

”Det er min vens café,” siger han og stikker næven frem. ”Lyset er bare lige gået, så jeg må se, om jeg ikke kan få det fikset. Et øjeblik ...”

Mørket varer ved i et par minutter. I den begyndende eftermiddagsskumring skutter caféens gæster sig i de store lænestole, mens baristaen finder stearinlys frem.

Så kommer Abdel Mustafa til syne fra baglokalet.

”Det vil ikke virke, men der skulle være lys i kælderen. Lad os gå derned!”

Kim Bodnias vilde øjne
En smal trappe falder brat, og selv om ingen af os er synderligt høje, må vi alligevel dukke nakken.

Det minder forbløffende meget om noget fra Min fjendes bror, der er skabt på KBH Film & Fotoskole. Her spiller Abdel Mustafa den unge mand Karim, der kommer ud af fængslet og afslår at mødes med sin gamle bandeleder. I stedet bliver han hentet af sin bror og kørt mod frivillig militærtjeneste.

Karim vil væk fra sin baggrund og ud i verden.

Imidlertid viser det sig, at broren er begyndt at arbejde for banden, og nu må Karim modstræbende gå tilbage for at redde sin bror. De finder banden i en kælder – og så går det ellers amok derfra.

Abdel Mustafa spiller med stort nærvær og ikke mindst en voldsomhed, der sjældent er set lignende i dansk film. Øjnene er vilde som Kim Bodnias i Pusher, kæften er flabet som Roland Møllers i R.

”Hyggeligt nok, ik’?” siger Abdel Mustafa og sætter sig op ad en murstensvæg i kælderen. For ham var rollen som Karim en drømmestart.

”At starte ud med sådan en rolle er virkelig stort, fordi den er realistisk. Det er vigtigt, og jeg håber, at folk har lagt mærke til, at jeg spiller med en vis dybde og erfaring. Det må man da kunne bruge til noget, ik’?”

– Jeg havde faktisk forestillet mig, at vi skulle lave dit skuespiller-cv i dette interview, så der er flere castere, som ringer til dig!

”Hold kæft, hvor fedt!” udbryder Abdel Mustafa og flækker over i sit store grin. ”Men der er jo ikke så meget at skrive på endnu …”

Kender du typen?
Der findes groft sagt to typer af cv’er. Det kompetence-inddelte, hvor man med masser af buzzwords taler sig selv op. Det er især effektivt, når man er meget målrettet i sin jobsøgning.

”Det er jeg ikke helt endnu,” siger Abdel Mustafa. ”Jeg er bare klar på at få nogle roller!”

Dermed har vi altså allerede lagt os fast på, at det skal være den anden type cv, der skal laves. Det kronologiske cv.

Uden at der skal gå alt for meget jobcenter i den, kan det vel siges, at den type cv kun fungerer, hvis man har en interessant historie.

Og dét har Abdel Mustafa.

De ustabile år
Den 28-årige, autodidakte skuespiller har været ude på det, man i offentlige institutioner og i X Factor kalder ”en rejse”.

Forældrene gik fra hinanden, da han var ni år. De var begge kommet til Danmark, inden de fik ham. Men skilsmissen betød, at moren tog Abdel og hans søskende med til Syrien.

Kort efter rejste hun tilbage til Danmark for at få bragt de danske papirer i orden, så hun og børnene kunne vende tilbage. Dermed blev ungerne efterladt hos deres onkel i Syrien for senere at flytte til Libanon. Den danske baggrund betød, at de ikke kunne gå i skole i Syrien, og derfor endte de som arbejdsmænd i grønthandlere, slagtere og bagere.

”Da min mor og far var sammen, havde vi det rigtig godt. Men da de gik fra hinanden, blev jeg bedt om at være manden i familien, fordi jeg var den ældste dreng. Det er lidt af en opgave som niårig,” siger Abdel Mustafa, der samtidig slæbte rundt på titlen som statsløs palæstinenser og kurder i et fremmed land.

”Det blev aldrig stabilt efter de år,” siger han og ser frem for sig her i kælderen.

”Da vi kom tilbage til Danmark igen, var jeg blevet tolv år, og jeg lavede ikke andet end ballade. Jeg boede hos min mor, og jeg elskede egentlig at lære, men jeg gad ikke skolen. Jeg mødte nogle gutter, og så blev jeg kriminel.”

”Jeg var en idiot”
Det kronologiske cv rammer her et sted, hvor vi lige må stoppe op. For skriver man virkelig noget om kriminalitet i et cv?

Svaret må i dette specifikke tilfælde være ja, for skuespilfaget er jo netop et sted, hvor det er godt med anderledes livserfaringer.

Så altså …

Som trettenårig begyndte Abdel Mustafa at omgive sig med et slæng i Mjølnerparken. Det førte ham ud i organiseret kriminalitet.

”Når man er ung og er i miljøet, så er det jo fedt, men i dag kan jeg godt se, at jeg har lavet nogle fuldstændigt sindssyge ting,” siger han og ryster på hovedet.

Gruppen fik senere navnet Brothas, og de var blandt andet med til at sætte Nørrebro i brand, da Ungdomshuset skulle ryddes. På samme måde var drengene klar på ballade, da Muhammed-krisen opstod.

”Det var egentlig ikke, fordi det religiøse betød så meget for særligt mange af os, men vi var altid parate til at sætte gang i gaden. Det var vores mentalitet,” siger Abdel Mustafa, der dog med årene er blevet religiøs og beder fem gange om dagen.

”Dengang lavede vi alle mulige ting, og jeg har da også siddet i fængsel. I dag synes jeg, det er helt fair. Jeg var en idiot, og måske burde jeg have siddet inde i længere tid. Men jeg er ude på den anden side nu, og jeg fokuserer udelukkende på skuespillet.”

Lærenem
Her mere end ti år senere kan Abdel Mustafa nærmest ikke genkende sig selv fra den tid.

”Jeg ved, at hvis jeg havde opført mig ordentligt i skolen, kunne jeg være blevet læge eller advokat. For jeg er meget lærenem. I dag taler jeg eksempelvis meget bedre dansk, end jeg gjorde for fem år siden, fordi jeg i den senere tid har besluttet mig for at lære andet end perkerdansk,” siger han og smiler.

”Jeg tror, det var gået bedre, hvis jeg havde haft en faderfigur, men jeg skal jo ikke sidde her og analysere mig selv.”

– Det ville ellers vidne om stor selvindsigt i et cv.

”Min kone har hjulpet mig sindssygt meget, og al den anerkendelse, jeg søgte i broderskabet i Mjølnerparken, får jeg fra hende i dag. Det har også givet mig selvtilliden til at blive skuespiller.”

Underverden er urealistisk
Skuespiller blev Abdel Mustafa på en lidt alternativ måde.

Han så nemlig film, fik lyst til at gøre det bedre end dem på skærmen – og så søgte han ellers rundt på internettet og skrev sig op hos forskellige castingbureauer.

”Jeg fik en reklamefilm og en statistrolle i Herrens veje. Og så pludselig kom Min fjendes bror,” siger Abdel Mustafa og knytter næven i en slags triumf.

”Jeg gik hjem fra optagelserne på Min fjendes bror og havde det for vildt! Det var bare det her, jeg skulle – være skuespiller og fremstille verden, som den er. Jeg vil gerne være med til at putte virkeligheden ind i film.”

Han mener, at hans ungdoms ugerninger hjalp holdet bag Min fjendes bror.

”Jeg kunne bruge min baggrund. Hvis der var noget i Min fjendes bror, som var urealistisk, så råbte jeg op, og dermed kunne virkeligheden være med til at instruere filmen. Det var meget sprogligt. I filmen veksler vi hele tiden imellem dansk og arabisk, ja, vi gentager faktisk ofte det danske på arabisk lige bagefter. Det er en måde at udtrykke sin vilje på.”

– At I lader jer instruere af virkeligheden lyder meget som det ’Reality rules’-begreb, Michael Noer og Tobias Lindholm opfandt med R i 2010?

”Det ved jeg ikke noget om. Men jeg synes, R er en fed film, fordi den er realistisk. Det samme gælder Nordvest. Det er realismen, jeg godt kan lide, og jeg vil aldrig være med i en film, hvor man fremstiller bandemiljøet urealistisk.”

”Tag nu bare sådan en film som Underverden. Den er virkelig flot, men når en mand pludselig kommer løbende ud fra en butik med et stort maskingevær, kan man ikke lade være med at tænke, hvor han gemte det henne, da han gik ind,” siger Abdel Mustafa og smiler.

”På samme måde kan jeg heller ikke lide særligt mange af de musikvideoer, der hylder kriminalitet. Det gør Scarface eksempelvis også, mens The Godfather omvendt er realistisk.”

En fed udfordring
Her støder det ellers så elegante, kronologiske cv pludselig ind i et problem. For er det i orden at sige, hvad man ikke vil i sådan en tekst?

Svaret må være ja. Faktisk ville de fleste coaches nok ligefrem mene, at man skal turde være sig selv og ikke gå på kompromis med den, man er.

Spørgsmålet i Abdel Mustafas tilfælde er vel så bare, om han ikke ret hurtigt vil kunne falde i en gryde med type-castede skuespillere, hvis han insisterer på at være realistisk.

Så går der vel bølleroller i den?

”Det er jeg sådan set ligeglad med. Det vigtigste for mig er, at jeg ikke skal være med i noget, der fremmer det miljø, jeg har været i tidligere,” siger Abdel Mustafa og for første gang lyner øjnene bag det venlige smil.

”Jeg kunne have spillet hvilken som helst af rollerne i Min fjendes bror, fordi filmen tør vise, hvordan virkeligheden er. Også selv om den er i en fiktiv ramme. Rollerne er ikke puttet ned i kasser, men virker troværdige. Det er vigtigt for mig. Til næste år medvirker jeg i tre afsnit af Gidseltagningen på Kanal 5, hvor jeg er en af banditterne. Men her får jeg lov til at spille mere med ansigtet, så det var en fed udfordring.”

– Abdel, nu har vi egentlig været ret godt omkring din baggrund, og hvad du gerne vil som skuespiller. Men hvad skal vi skrive som overskrift på dit cv?

”Lad os skrive, at jeg vil spille alt. Alt simpelthen! Så længe der er realisme og udfordringer i rollen, er jeg klar. Totalt klar,” siger han og griner, så det runger i kælderen.