Åbningsfilm splitter Ekkos kritikerpanel

Norske Jens Stoltenberg var i ti år generalsekretær for forsvarsalliancen NATO, og Ekkos kritikerpanel er langt fra enige om, hvorvidt han fortjener et helteportræt.
Cph:Dox-festivalen åbnede onsdag aften og kører hver dag frem til den 30. marts. Ekkos internationale panel bestående af otte filmkritikere giver stjerner til de tolv film i hovedkonkurrencen og skriver en kort anmeldelse.
Se stjernebarometret, hvor vi offentliggør paneldeltagernes vurderinger, efterhånden som dokumentarerne får premiere. Foreløbigt er tre film blevet målt og vejret: Facing War, den danske The Father, the Sons and the Holy Spirit og Mozambique-filmen Balane 3.
Åbningsfilmen Facing War splitter i en særlig grad panelet. Portrættet af politikeren og diplomaten Jens Stoltenberg, mens han var generalsekretær for den nordatlantiske forsvarsalliance NATO, bringer hele den firetrinede karakterskala i spil.
Filmen får alt fra fire stjerner (”bedst”) til én stjerne (”dårlig”). Mest begejstret er Ekkos Frida Marie Damsgaard, der med sine 27 år er den yngste i panelet.
”Jens Stoltenbergs sidste år som NATO’s generalsekretær er overraskende fængslende, selv om filmen er langsom og kompleks. Det er en udsøgt nøgtern, men alligevel dybt menneskelig skildring af de eksklusive begivenheder bag kulisserne af den del af krigen, der udkæmpes fra kontoret,” skriver Frida Marie Damsgaard i sin anmeldelse og giver fire stjerner.
Fascinerende indblik
Den erfarne Nick Bradshaw fra det britiske filmmagasin Sight & Sound er også positiv og giver tre stjerner.
”Bag kulisserne i geopolitikken med Norges erfarne leder Jens Stoltenberg i orkanens øje, mens han forlænger sin embedsperiode som NATO’s generalsekretær midt i Putins angreb på Ukraine,” skriver Bradshaw og fortsætter:
”Han pendler mellem Washington, Kyiv, Bruxelles og Budapest i forsøget på at løse gåden om, hvordan Ukraine kan forsvares uden at splitte alliancen. Det er et fascinerende indblik i elite-diplomatiets skrøbelige balance, beslutsomhed og menneskelige detaljer.”
Også Wendy Ide fra britiske Screen International og Ryan Lattanzio fra amerikanske IndieWire giver tre stjerner.
”Med musik af Röyksopp og smidig klipning formår Tommy Gulliksens dokumentar at være en sjælden kombination af både relevant og underholdende,” skriver Ryan Lattanzio.
Ansvar for lidelse
Men så hører enigheden også op. Bulgarske Savina Petkova fra Cineuropa og sudanske Murtada Elfadl fra det førende branchemagasin Variety nøjes med to stjerner.
”Et fascinerende og gribende portræt af NATO’s rolle i Ukraine-krigen. Den betydelige adgang, som filmskaberne har fået, forhindrer dem dog i at lave en balanceret dokumentar om deres hovedperson,” skriver sudanske Murtada Elfadl.
Serbiske Vladan Petkovic fra Documentary Magazine strammer kritikken af, at dokumentaren ikke er mere kritisk i forhold til Stoltenberg.
”Filmskaberne havde et ansvar for at udfordre Jens Stoltenberg. Selv om hans rolle utvivlsomt har været vanskelig, har han stadig stået i spidsen for verdens mest magtfulde organisation,” skriver Vladan Petkovic og fortsætter:
”NATO er en organisation, der i årtier har været uden en reel modstander og udnyttet dette tomrum til at udvide sit territorium, mens den har forårsaget ødelæggelse og lidelse i sin underkastelse og afhængighed af amerikanske interesser.”
Overfladisk rygklapperi
Mest kritisk er interessant nok Stoltenbergs norske landsmand, Truls Lie. Han giver bundskraberen en enkelt stjerne.
”En overfladisk hyldest til NATO og dets leder Jens Stoltenberg – hans koketteri og rygklapperi med vestlige politiske ledere og Zelenskyj,” lyder hans utvetydige dom.
Han undrer sig over, hvorfor instruktør Tommy Gulliksen er gået så ukritisk til værks over for en organisation, som i hans øjne er dybt problematisk.
”Hvorfor lave en ensidig film uden at belyse den udiplomatiske, langvarige NATO/USA-provokation, Minsk-aftalen, våbenindustrien og de etniske russere i Ukraine?”
”Hvorfor ’skjule’ dette dræbende helvede i en krig, der fra begyndelsen var en proxy-krig designet til at svække Rusland – som USA nu selv kalder den? Og hvordan passer dette ind i en fremtid, hvor præsident Trump sandsynligvis vil ændre det ’heroiske’ NATO, som filmen fremstiller?”
At dømme ud fra Ekkos panel er holdningen til filmen i høj grad bestemt af anmelderens holdning til NATO og krigen i Ukraine. I en længere anmeldelse storroser forfatter og præst Kristian Ditlev Jensen både filmen og hovedpersonen, der fremhæves som en vaskeægte helt:
”Jens Stoltenberg vil, sammen med Volodymyr Zelenskyj, gå over i historien, uanset hvad der sker fra nu af. Alene af den grund er denne dokumentar et født historisk dokument.”
Trailer: Facing War
Cph:Dox 2025
Dansk dokumentarfilmfestival etableret i 2003.
Den største af slagsen i Nordeuropa.
Kører i år fra 19. til 30. marts.
Læs mere om festivalen.
Følg med i Ekkos stjernebarometer.
Kommentarer